| Her finder du den gamle gæstebog fra www.glaspigen.dk | ||||
| Du kan vælge at sortere på de forskellige årstal – God læsning! |
| Fra 2005
Fra: Hanne 17 Kære Karin.. Ja, du ved jo hvad min mening om din/jeres bog er.. Jeg er VILD med den.. Den beskriver så godt hvordan man som incestoverlever har det. Især er jeg vild med indledningen (det har jeg vist aldrig fået fortalt dig), den beskriver lige præcis hvordan ‘Det’ føles, incest!! Jeg er utrolig glad for at have lært dig og kender, og jeg sidder stor stor pris på vores kontakt, og på den STORE hjælp du giver mig.. Du forstår mig bedre end nogen andre.! Jeg håber MEGET at der er nogle behandlere der ser denne side, og læser din historie. Og på den måde måske bedre kan forstå, hvordan det føles at være borderliner/incestoverlever – og kan forstå hvor vigtigt det er at lytte til os, og tro på det vi siger!! For der er virkelig INTET værre end, når behandlere osv ikke tror på én!! Jeg vil bare fortælle alle der læser det her, at Karin er en HELT FANTASTISK person, som alle burde have æren af at kende!! Kærlige knus og tanker, Hanne..!! Kære Hanne, Jeg bliver helt flov og rød i kinderne over al din ros – men på den gode måde 😉 Jeg er også meget glad for at skrive med dig. Jeg husker så mange ting fra “dengang”, også når jeg læser dine barske, gode digte. Jeg tror, vi har rigtig mange fælles oplevelser, både med overgreb og med psykiatrien, lyder det til. Jeg har jo været så heldig, at ordene og begreberne er kommet tilbage til mig, så at sige. Jeg kan godt huske, da “dejlig” også var et klæbende, frastødende, skamfuldt ord for mig. Og da “behov” ikke bare var tabu som begreb, men endda som ord. Somme tider tænker jeg, at både du og mange andre skriver så lysende klart til mig om jeres følelser og oplevelser – af angst, udmattelse, skamfølelse, stemmer, dissociering, selvskade, men også af et håb, der gør ondt – en længsel efter Liv – eller såmænd bare efter et knus. Et “uforurenet knus”, uden krav og bagtanker. Hvis de behandlere, der ikke forstår jer, læste jeres beskrivelser til mig (som I nok netop tør gøre så klare og direkte, fordi I stoler på, at jeg forstår, hvad det er, I siger) – ja, så ville de fatte meget, meget mere af, hvorfor I handler, som I gør! Mange kærlige hilsner,
Fra: Anja Er startet i socialpsykiatrien i Sønderborg kommune den 6. dec. Kollegaerne snakkede om glaspigen. jeg måtte læse den. Den er hammer god, og meget Kære Anja, Tak 🙂 Karin
Fra: www.123hjemmeside.dk/Gismoine Kære Karin Jeg var meget rørt over at høre din hisorie og jeg er snart på vej til at gå i gang med at læse din bog. jeg ved det bliver svært da jeg selv høre til dem der skader sig selv tit og stort set hverdag. Jeg høre stemmer i en høj grad fortiden og det ikke sjovt. Jeg ville bare ønske dig alt muligt held og lykke. Knus og tanker knus fra Malene
Tak for dit indlæg. Mon du var til foredraget i Kolding i går? Varme hilsner
Fra: Pia Karmark Hmm.. jeg har netop lukket bogen.. jeg åbnede den første gang i går aftes klokken elleve da jeg startede min nattevagt.. Hvor er den fantastisk skrevet og hvor er det fantastisk gjort! Jeg har fået en del forskellige følelser op i mig mens jeg har læst bogen.. Væmmelse over din fars overgreb og til hans “krav” om trøst bagefter.. dernæst kommer følelsen af vrede op i mig.. hvorfor åbner psykriaterne og lægerne ikke øjenene?? Jeg har nok været naiv jeg troede ikke livet på psyk kunne være sådan.. Du får jo en forfærdeligt behandlig(jeg håber der sidder nogen rundt omkring med en dårlig smag i munden!) Endelig kommer Kim/Jan ind i dit liv og man mærker en lettelse på dine vegne! De sidste 10 sider er fantastiske! Du klarer den du kommer ud af de onde cirkler,(i mere en en forstand). Du er sej og en figther uden lige! Tak!
Fra: Anonym Kære forfatter…. Jeg er i fuld gang med at læse Glaspigen og nøøøøøj hvor er den god!!! Jeg er selv borderliner (siger min diagnose ihvertfald) og fik derfor anbefalet at læse bogen og for første gang i årevis er det lykkedes mig at koncentrere mig om læsning som jeg ellers skatter højt. 200 sider slugte jeg den første dag! 1000 tak for den udgivelse! Kan ikke vente med at læse videre men alligevel…det er en af de slags bøger man er ked af at afslutte…:-) venligst Anonym Kære Anonym, Det er da noget, man kan lide at høre som forfattere – bedre anbefaling kan man vist ikke få! 😉 Vi håber, bogen kan give dig en masse inspiration og håb for dit eget liv. For diagnosen “Borderline Personlighedsforstyrrelse” lyder jo unægtelig, som om man er dømt til at være syg på livstid, og det behøver altså SLET ikke at passe! (Nå, nu kom vi vist til at røbe, at den slutter godt *SS*) Mange hilsner fra Marianne og Karin
Fra: Maria Kære karin. jeg er en pige på 15 år som simpelthen blev helt chorkeret over din selvbiografiske bog. blev så ulykkelig på dine vejne, men alligevel også så glad for at du har fået det så godt at du kan sætte dig ned og skrive sådan en fantatisk bog. jeg kan slet ikke beskrive hvor betaget jeg blev af bogen. ønsker dig al’ held og lykke i livet. kærlig hilsen, maria nørgaard
Tak for dit søde indlæg! Du kan tro, jeg også selv er fantastisk glad og taknemmelig, fordi jeg har fået sådan et godt liv. Man sætter måske nok endnu mere pris på det, når man har været så langt ude, tror du ikke? Kærlig hilsen, og også mange gode ønsker til dig,
Fra: Jannie Karin, tak for et super godt foredrag hos CSM. Jeg er sikker på, at du er med til at flytte nogle grænser og til at vise, at det er muligt at få et godt liv. Tak for den snak vi havde bagefter. Kunne sagtens have brugt længere tid.
Fra: Gitte. Sosu-elev Hej Karin.. Igennem min uddannelse som Social-og sundhedsassistent har jeg læst din bog, som har givet mit indblik hvad psykiatri og hvilke værdier og holdninger og muligheder jeg har når jeg om ca. 1 mdr skal i psykiatri praktik.. Din bog fangede mig øjeblikligt og jeg har ikke kunnet slippe den igen.. Mine tanker har været fuld af dit liv og hvad du har gennemgået. Det har osse givet mig en indsigt i hvad min søster gennemgår og skal gennemgå i fremtiden.. Hun har lige fået en diagnose som personlighedsforstyrrelse – borderline. Tak for en utrolig god bog. Hilsen Gitte
Fra: Caro Kære Karin Jeg har læst din bog under min indlæggelse og må sige den gør ondt at læse. Den er fantastisk og jeg kan se mig selv mange steder i bogen. Jeg er dog kun 22… Jeg blev udskrevet for et par måneder siden, og prøver at få en dagligdag til at fungere. Det er lidt svært efter som jeg var indlagt i et år. jeg har været tilbage på psyk et par gange efterfølgende. Jeg tror bestemt ikke jeg er lige så syg som du var, men samme “sygdom”… Tak og fortsat held og lykke!
Tak for din mail. Det var virkelig sødt af dig at skrive, og Marianne og jeg bliver så glade, når bogen for alvor når andre i samme situation, som jeg var dengang. Ja, det er virkelig hårdt at få livet til at fungere igen efter sådan en lang indlæggelse. På den anden side er mange indlæggelser, som hver for sig er for korte, heller ikke just lykken… Det er kort sagt svært at være borderliner/incestoverlever! Jeg håber så meget for dig, at du har “en Kim”, som kan hjælpe dig for alvor. Du kan jo virkelig nå at få et langt, godt liv! Også alle gode ønsker til dig
Kære Karin!! Jeg har netop læst din bog, og den har rørt mig enormt meget! Tænk at du har overlevet så megen modgang i dit liv! Tillykke med livet – godt kæmpet! Og tænk at nogle mennesker vier deres liv til at hjælpe andre på den måde – sådan skulle alle i det psykiatriske system være! Tænk, at der ansættes mennesker, som egentlig har så ringe evne til indsigt i andre mennesker sindstilstand – det er deres job, deres uddannelse, deres kald!! Forbløffende at der er så mange, som ikke har den fornødne indsigt, og tror alt kan løses med medicin! Jeg selv er pædagog, og håber at jeg, hvis jeg møder børn, som er udsat for forfærdelige ting, ligesom du var det, kan hjælpe dem ud af det – se signalerne!!! Men hvor kan det være svært, kan jeg jo se, udfra det, du skriver!!! Mange hilsner
Kære Karin. Jeg har lige læst din bog. Jeg startede på den igår og kunne slet ikke lægge den fra mig. Dejligt at vide at vreden er okay at føle!!! Tak for en god og gribende/lærig oplevelse. Mvh C Kære C Når jeg holder foredrag, begynder jeg altid med at advare, fordi det kan ske, at nogen rammes så hårdt af noget, jeg siger – får flash-back eller på anden måde får følelser eller erindringer “i kog” – at de får det skidt. I dit tilfælde kom du i et underligt humør, og det mindede dig måske om din fars psykiske overgreb. Om du også har været udsat for fysiske overgreb, kan jeg jo ikke vide noget som helst om; men det er i hvert fald hverken rart eller almindeligt ikke at kunne huske sin barndom; og psykiske overgreb er jo også meget ødelæggende for et barn (eller for hvem som helst, men et barn er jo mere sårbart). Så ja – vreden er OK! Men somme tider skal man jo have hjælp til at turde udtrykke den, for det kan føles forfærdeligt farligt. Jeg håber, du får eller har den hjælp, så dine følelser og din seksualitet og din hukommelse kan komme til at fungere frit og levende! Mange gode hilsner,
Fra Maria Kære Karin Jeg mødte dig ved synlighedsdagen i Århus sidste lørdag. Det var en stor oplevelse at møde dig selvom det var ganske kort. Jeg har lige siden jeg læste din bog haft et stort ønske om at møde dig. Din bog gjorde meget stort indtryk på mig og har været til stor hjælp for mig, da jeg selv kunne nikke genkendende til en del af det du har beskrevet. Din bog har været med til at give mig håb om at jeg kan få det helt godt igen. Jeg er kommet rigtig langt og det er jeg bare så taknemmelig for. Så tak for din åbenhed og ærlighed om et tabubelagt emne. Karin tak fordi du gjorde mig opmærksom på denne hjemmeside. Jeg ser frem til engang at høre dit foredrag. Kærlig hilsen Maria Kære Maria, Jeg var også glad for at møde dig! I det hele taget er der en speciel, dejlig og varm stemning ved Synlighedsdagene, synes jeg. Hvis du kommer til et foredrag en gang, må du komme og sige hej. Det er så hyggeligt! Kærlig hilsen,
Fra: Jens Møltov Jeg har ikke selv arbejde eller noget at gøre med psykiatrien, andet end jeg arbejder på et bocenter som IT-Medarbejder. Og jeg må sige, at din bog, har virkelig fået mig til at se, hvordan en psykisk syg har det, og tænker… Jeg tager hatten af for både dig og for Jan, for dette kæmpe arbejde i har haft. Og glad for at det lykkedes (endelig) Held og lykke i din/jeres fremtid. Det har i så sandelig fortjent. 🙂 Kære Jens, Jeg er sikker på, at både Jan, min medforfatter Marianne og jeg selv vil være enige om, at vi er meget glade for, at bogen også kan give (mere eller mindre) udenforstående en større forståelse for og indsigt i psykisk syges verden. Tak for “hat-aftagningen” :-)) Jan og jeg har netop i dag for første gang holdt foredrag sammen, og det var en stor oplevelse for mig at høre ham sætte ord på vore fælles oplevelser og erfaringer. Det var faktisk meget bevægende… Det havde vist ikke engang Jan forestillet sig, da vi stod midt i kaos og sammen kæmpede for mit liv og mit Liv! Mange hilsner,
Fra: Katrine Hej Karin 😉 Tak fordi du tog mine digte til dig og har lagt dem på siden… Kan jo slet ikke lade være, når jeg møder et så smukt menneske som dig – du har min allerstørste respekt og beundring! Mødet med dig har ændret meget i mit sind – til det positive selvfølgelig *ss* Stort knus og kærlige tanker,
Fra: Den Skjulte Kære Karin… jeg synes det var en undskyld sproget,men en skide god og rørende bog.. jeg er helt rørt inden i mit hjerte..tro mig livet er noget værd,nå man har haft alt det her i sit liv,,,jeg har virkelig respekt for dig,, Kære Skjulte, Tak for dine ord, som jeg blev meget rørt over. Det lyder, som om du måske også har erfaring med, at livet bliver mere værd, når man har kæmpet sig igennem en masse – undskyld sproget! *SS* – Lxxx!! Varme hilsner fra Karin
Fra: I. Hej Karin. Jeg har netop læst bogen, den er skrevet utrolig godt, og jeg må sige, at jeg havde svært ved at lægge den fra mig, men sove skal man jo. Glæder mig til at høre dig den 7/9 på Birkevangen. I. Kære I., Ja, du har ret i, at der er mange, mange andre end mig, der er blevet (og bliver – ) behandlet som jeg, og at der stadig er brug for behandlere som Jan (“Kim”), og det gælder jo både læger, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere og alle de andre, man har kontakt med i “systemet”. De skal vide, at de har mulighed for at gøre en stor forskel, hvis de tør bruge sig selv og ikke giver op, selv om vi er “besværlige”, provokerende, irriterende, bliver ved med at skade os selv i årevis osv. osv. Jan ejede altid HÅBET på mine vegne, og det betød utroligt meget. Han var fagligt dygtig – men frem for alt turde han VÆRE sig selv og GIVE af sig selv, give mig nærhed, var ikke bange, selv om jeg blev afhængig af ham i mange år. For det holdt jo op, da jeg blev rask. Du må komme og sige hej på Birkevangen d. 7.! Mange hilsner,
Fra: Pernille Kæreste Karin Jeg bliver lige betaget og rørt, når jeg møder dig !! Har netop hørt dig for anden gang, og jeg bliver lige påvirket hver gang. Som en af “repræsentanterne” for psykiatrien, så får du virkelig rusket op i mine værdier. Jeg faldt over denne leveregel af Piet Hein, og kom til at tænke på dig, men også på min relation til alle de unge jeg møder, og om “at turde”. “Der er meget man helst vil la vær med Piet Hein. Held og lykke med livet fremover. Pernille Kære Pernille, Uha, det ender jo med, du kan foredraget udenad 😉 Så var det jo godt, jeg havde udbygget noget omkring Splitting, så det ikke var helt det samme *S*. Det er et dejligt digt/Gruk, som jeg ikke kendte. Han kunne virkelig sige noget, den mand! Mange gode hilsner,
Fra: “Bassetrolden” Kære Karin.
GOD KAMP!! Al mulig held og lykke til dig – det skal nok lykkes! Kærlig hilsen fra Karin
Fra: Falken Kære Karin Det har været en meget skræmmende, men god bog at læse. For det første kan jeg se så mange af mine egne defekter i det du beskriver i dine dagbøger. Og det er på trods af at jeg ikke skærer i mig selv. Men jeg har ligesom du har haft en liga (du har hermed givet den navn)som jeg hele tiden er nød til at spørge om vej i livet. Jeg syntes du har været rigtig sej i din kamp til et liv og håber at du har det rigtigt godt i dag. Jeg tror meget på at det at læse din bog sætter mig i gang med kampen for et “normalt” liv for mig. Tak for en berigende bog. KH. Ulla Kære Falk, Marianne og jeg er utroligt glade for at høre, at ‘Glaspigen’ har givet dig et skub til at komme i gang for alvor med kampen for et godt liv. “Normalt” behøver det jo ikke at være *SS* Jeg er sikker på, du har ret i, at du måske kan holde nogle ting stangen en tid, bl.a. fordi du har (gode) forpligtelser over for mennesker, der står dig nær; men helt sikkert har du lige så meget ret i, at det nok er en stakket frist. Min gl. terapeut, Jan (bogens Kim) talte tit om, at alt, hvad jeg ikke fik ud, ville sætte sig som en betændelse og dermed dukke op som en byld på et senere tidspunkt. Og selv om arbejdet med at konfrontere de indre dæmoner (herunder Ligaer og andet) tit kan være skræmmende, så er det også tilfredsstillende, når man mærker, man har fat i noget. Jeg drømte somme tider, at jeg lugede i min have og kæmpede for at få hele roden af ukrudtet med op. Det krævede kræfter at trække den op, men også omhu for at den ikke skulle knække. Men sikke en tilfredsstillelse, når det lykkedes at få den hel op! Det kunne jeg mærke, når jeg vågnede – og også somme tider, når jeg lugede i virkeligheden! Jo, jeg har det godt i dag. Og jeg glæder mig over, at jeg kan have stærke følelser – af glæde, men bestemt kan jeg også være ked af det eller bekymring eller bange – men ikke angst eller deprimeret! Normale følelser. Og en daglig, stor fryd over, at jeg fik et liv. Fik, ved professionelle og venners hjælp – og tog selv, kunne man sige. Der er flere måder at “tage sig liv på”, må man sige! Jeg håber, du må få al mulig god hjælp i kampen fremover! De varmeste hilsner,
Hej Karin! Tusind tak for den meget rammende fortælling. Kærlig hilsen Majbrit. Tak for dit indlæg. Ja, det er pragtfuldt – og var min redning – at der findes mennesker som Jan (Kim)! Og heldigvis er han jo da ikke den eneste. Der er mennesker, der går langt for at hjælpe andre, både i og uden for det psykiatriske system. Angående det med at skrive, tænker du så på det, Jan skriver til allersidst: “Derfor kan denne bog skrives og sluttes og være starten på en ny vej”? Ja, måske tænkte han også på det; og jeg overvejer det da også somme tider. Men Marianne (medforfatteren til ‘Glaspigen’) har gjort noget ved det – hun har skrevet en spirituel børnebog, “Lucinda fra Stjernerne” i flere bind. Hun leder stadig efter en forlægger, så vi må håbe, det snart lykkes. Om jeg får skrevet mere? Jeg ved det ikke – vi får se! Masser af hilsner, Fra: Pigen på Svanebo Kære Karin Du gør det meget nemmere at se fremad, Jeg bliver helt stiv og lam, Det er min skyld, Her sidder jeg og er SÅ ensom, Tak, fordi du har hjulpet mig så meget. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan holde ud mere. Kram fra pige på svanebo I ensomhed hun sidder Hun tror, hun havde ansvar Hun tror, hun kunne skrige, Og pigen tro’de på ham En byld af angst og skam, En lille ællings uskyld Men han var fuld af løgne, Og INGEN lille pige Men bylden vokser stadig, Men ællinger kan vokse Så kæmp for livet, pige! Fortæl om det, der hændte, Mange kærlige hilsner Fra: Pia Rasmussen <ihej.< b=””>…jeg har funderet lidt efter at have hørt dit foredrag i Thisted…stærkt og flot..og alligevel en fornemmelse af den enorme smerte, frustration og afmagt. Jeg har selv gjort op med psykiatrien og dens evindelige diagnostiseren…måske et resultat af den naturvidenskabelige trend hvor selv et “barns liv” gøres til en formel for derefter at blive problemadfærd og sidst men ikke mindst en diagnose….det tænker jeg meget over. Og hvor har jeg ofte oplevet det. Skræmmende…meget!! Og alligevel ved jeg at det sker hver dag….et barn gøres fortræd et nyt menneske diagnostiseres. Jeg kæmper i dette sekund selv for en ung mand der er blevet seksuelt og brutalt behandlet siden han blev født….selvmordsforsøg som 8 årig første gang…har lyst til at “flå sig selv op”…voldeligt behandlet….MEN INGEN GJORDE NOGET….idag er han 23. Han har fortalt mig hele sin historie “hen ad vejen”…Meget voldsomt og brutalt. Måske er jeg en “ny Jan” ??..han står idag med en dom, er kommet ud af et misbrug, og kæmper en sej kamp. Angsten er en stor fjende der kommer snigende…men heldigvis ringer han og vi snakker eller jeg kører over til ham og vi snakker….han kæmper, græder, mens angsten flår i ham…bagefter sætter han forsvaret op. Han klarer sig uden medicin….systemet vil ikke give ham midler til samtaler mere….kun i psykiatrien kan han få dette…til mødet i går sagde psykologen efter at have talt med ham i en halv time…”Han er jo syg. Er du sikker på han ikke stadig misbruger stoffer ?” Det gjorde mig afmægtig vred….Gu er han ikke syg…han er symptom på en skidesyg opvækst.Principielt er vi alle potentielle syge hvis vi havde haft samme opvækst…….Jeg er virkelig vred på det psykiatriske system. dens mangel på almen menneskelig viden. og dens totale mangel på at turde åbne øjnene og se den virkelighed vi lever med og i. Konsekvensen heraf er at jeg valgte at gå…jeg vil ikke se på det mere. Ikke deltage i det. Og er ulønnet idag, men jeg vil love enhver der tør se virkeligheden i øjnene – at selv om det er meget uhyggelige ting mennesker gør ved hinanden så opdager man også en råstyrke og vilje udover det almindelige. Et forsigtigt smil trods en indre enorm smerte er uendelig fundamental og livsbekræftigende. Sidt men ikke mindst er det mere lærerigt end alverdens psykiatribøger…..Hvis du tør ???……Må jeg spørge dig om et enkelt spørgsmål ??..Hvordan ser du psykiatriens fremtid i et land som danmark??? Set ift. den samfundsmæssige/politiske udvikling??? ….ja jeg kunne jo blive ved….men mange TAK for nu 🙂 Hej Pia, Tak for dit lange og stærke indlæg. Det fik mig til tænke på noget, jeg i går faldt over på nettet: den kendte psykiater, Loren Mosher, som grundlagde “Soteria”, et sted, hvor skizofrene behandles, ikke med medicin og bedrevidenhed, men med respekt, oprigtig interesse og omsorg. I 1998 meldte Mosher sig ud af The American Psychiatric Association – han kunne ikke mere leve med deres dybe afhængighed af medicinalindustrien og manglende respekt for patienterne og valgte at vie sit liv til arbejdet omkring “Soteria”. (læs hans “afskedsbrev” på http://www.moshersoteria.com/resig.htm). Under lidt mindre mediebevågenhed har du gjort det samme: valg at tage konsekvensen af dine holdninger. Det giver dig sikkert en dårligere økonomi, men, som du beskriver det, også mange dybe glæder. Det har jeg stor respekt for – lige som jeg også har stor respekt for de behandlere, der orker og magter at forblive i systemet og forsøge at ændre det indefra. Du spørger, hvordan jeg ser psykiatriens fremtid i Danmark? Jeg ser både negativt og positivt. Den stadigt stigende tendens til at lægge vægt på medicin, på den biologisk orienterede “apparatfejlmodel” i forhold til psykiske lidelser, er dybt nedslående. Masse af undersøgelser viser, hvad samtaler kan gøre (og her taler jeg ikke om den ofte overfladiske, stærkt tidsbegrænsede, og i mine øjne ofte “regulerende” kognitive terapi, men om egentlig psykoterapeutisk, psykodynamisk terapi – foruden den “almindelige” (ja, gid den var det!) respektfulde, interesserede samtale – og lytten til! – den psykisk lidende) – alligevel går næsten alle ressourcerne til medicinsk behandling. Og i den nuværende regering ser jeg ingen tegn på ændringer af dén tendens, tvært imod. I dagens samfund er der en uhyggelig “enhver-er-sin-egen-lykkes-smed-holdning”. Og så er der alligevel grund til glæde og optimisme, tror jeg. For der er stadig – og tiltagende, tror jeg – mennesker, der har en ganske anden holdning og er parat til at kæmpe for den. På de psykiatriske sygeplejerskers landsmøde havde jeg den glæde at møde englænderen Mike Smith, som holdt et pragtfuldt foredrag om behandling af selvskadende mennesker. Dér er der holdninger, der rykker, kan jeg love dig!! Og så opdagede jeg jo, at Jørn Eriksen, som er sygeplejerske, har et lille familiefirma, Psykovision, hvor de oversætter bl.a. Mike’s bøger og arrangerer konferencer om Recovery – ikke den udvandede form, men der, hvor man for alvor tror på patientens / “patienten”s iboende evner, kræfter og drive mod helbredelse! (Se mere på www.psykovision.dk – og jeg er ikke betalt af Jørn for at skrive dette! *SS*). Tilsvarende er jeg blevet bedt om at tale til en konference i Kbh. til november om Recovery – igen med samme vision om “the real thing”. Og ved mine foredrag rundt omkring i landet møder jeg ansatte i psykiatrien, som også har visioner, viden og stærk vilje til forandring. Og dét er opmuntrende! Så jeg er både pessimist og optimist, som du kan høre, og vælger, så vidt muligt, at tro på, at psykiatrien har en fremtid i Danmark – en psykiatri med respekt for sine brugere, en psykiatri, hvor det ikke er relevant at tale om “psykiatri-overlevere”, på samme måde som man taler om “incest-overlevere”!! Der er selvfølgelig meget mere at sige om den ting, og andre, der vil have andre holdninger og erfaringer. De skal være meget velkomne til at skrive om det her i gæstebogen! Igen tak for dit indlæg, og alle gode ønsker for dig og for den unge mand, du hjælper! Karin
Hej Karin Tak for en uforglemmelig aften her i Holstebro, jeg har hørt og læst meget om incest, men har heldigvis aldrig oplevet det selv, det må være det grusommeste et barn kan komme ud for i sit liv, at de mennesker de burde kunne stole på svigter så meget. Jeg takker dig for din tillid til mig med hensyn til betaling af bogen og vil lige sige at jeg har overført dem i dag kærlig hilsen Hanne Ps. jeg håber du inderligt må få mange gode år med din mand og børnene og at du vil få mange børnebørn det fortjener du,så du rigtig kan opleve hvad det vil sige at have gode forældre.
Tak for din dejlige hilsen og dine gode ønsker for mig og mine familie!
Din fortælling og Mariannes og dit skrivearbejde og dine oplevelser ramte så meget plet hos mig at jeg turde kom frem med det..men er meget desillussioneret over at have tilbragt SÅ mange år indenfor psykiatrien uden at der var en opklaring-bitter måske..arbejder nu i LAP så småt med skrivereier m.m-men nåleøjet er der ingen der har ramt endnu..gider heller ikke mere..for jeg har gode venner og en hjerte ven og veninde-Jeg er færdig indenfor de psykiatriske vægge-de har ikke kunnet ”hjælpe”-Josses 26 år indenfor murene og nu er jeg borderline og paranoide psykogen skizofren-Tak skal du ellers have!!Men din bog åbnede de smertelige porte for det du har oplevet overgår virkeligheden! Også mine oplevelser. 2005 Tak til dig og Marianne!! knus Pil Kære Pil, Tak for dit indlæg. Gid det var så vel, at vores beretninger overgik virkeligheden! Men mange af dem, der læser i denne gæstebog, ved jo godt, at virkeligheden desværre ikke så sjældent overgår fantasien. Somme tider kan man såmænd godt forstå, at mennesker, der ikke har været udsatte for sådanne ting, kan have svært ved at tro os. Ligesom vi kan have svært ved at tro os selv… Mange varme hilsner,
Kære Karin…Jeg har lige læst din bog, og det var en utrolig god bog. Selvom vores historier og baggrund er vidt forskellige, så gjorde det ondt at læse din beretning, fordi jeg kunne genkende så mange følelser. Tak! Tak, fordi du har skrevet og udgivet denne bog. Knus og tanker Darkmus
Venlig hilsen
Hej Marianne!Nu skal du altså også have en hilsen i gæstebogen. Jeg har stadig ikke fået læst bogen færdig, er ikke kommet langt, det gør så ondt at læse, da jeg ser mig selv SÅ MEGET i den, hvilket jo også kan blive en hjælp på sigt – så jeg kommer dertil 😉 Jeg ønsker alt det bedste for jer i London -jeg er sikker på, at det bliver en succes, glad for at vi kunne hjælpe lidt 😉 Og så skal du også vide, at det glæder mig meget, at du holdt ved Karin igennem hele hendes sygdomsforløb – jeg ved fra mine veninder, hvor hårdt det indimellem er… men jeg har også rigtig gode veninde, der hænger ved og støtter mig i min modgang – det er vigtigt og helt uundværligt. Karin betyder meget for mig, og du er et smukt menneske, som bare holdt ud og holdt ved… Mange tanker, Kære Katrine. Tusind tak for din dejlige hilsen. Det varmer, at der er nogen, der tager sig tid til at skrive den slags! Jeg er også selv glad for, at Karin og jeg kunne holde vores kontakt i alle de år, selv om jeg i perioder slet ikke var tilfreds med min egen indsats. Det er svært altid at give nok, når man bor i den anden ende af landet og også har sit eget liv at passe. Men det at opretholde kontakten var helt selvfølgeligt – det betød jo lige så meget for mig.
Hej Karin!Selvom jeg lige har skrevet mail til dig, vil jeg bare lige takke dig for al din hjælp – du er et FANTASTISK menneske, og jeg er glad for at være din ven. Jeg håber alt det bedste for jer i London – er så glad på dine vegne, jeg VED, at det vil blive en succes 😉 Mange knus til dig, Katrine
Hej Katrine, Tak for din hilsen. Jeg rødmer glad over de stærke ord 🙂 Vi håber også, det går godt i London. Til almindelig orientering: dels skal vi mødes med vores forhåbentlig kommende agent (mere om det på hjemmesiden, når der er noget endeligt), dels skal jeg holde et foredrag. Og så skal vi da også bare nyde det!
Kære Marianne.Du må være et smukt menneske – og meget sikker på dine egne oplevelser, når du ikke lod dig forvirre af Karins symptomer og omgivelsernes reaktioner. Karin var heldig at have en ven som dig. Måske er kærlighed dybest set det eneste, som kan helbrede. Kærlige hilsner fra Kristinna. Kære Kristinna. Tusind tak for din varme mail. Jeg blev utroligt glad for at få den, for som du nok kan regne ud, er det ikke hver dag, der bliver skrevet til mig på Glaspigens hjemmeside! Jeg lod mig bestemt forvirre ind imellem og følte mig også tit magtesløs, men vidste, at det eneste, jeg reelt kunne gøre, var bare at være der, når Karin havde brug for mig. Så det prøvede jeg, i nogle perioder med større held end i andre. Ja, kærligheden er den største healer. Det lyder, som om du selv har gjort de erfaringer? Kærlig hilsen og tak, fordi du tænkte på mig.
Hej Karin.På vegne af psykiatriklubben Ribe amt vil jeg gerne takke for et godt, spændende og lærerig foredrag. Du er en utrolig god fortæller og du fanger folks interesse og opmærksomhed med din beretning/livshistorie. Det er som behandler med blandende følelser at høre om de oplevelser du har været udsat for, gennemlevet og sammenholde det til egne oplevelser med borderline patienter det kan godt give en “lille” klump i halsen. Endnu en tak for en god aften. Lars Hansen
Kære KarinVi er nogle piger som arbejder på et psykiatrisk botilbud, (Sygeplejesker, socialogsundhedsasistenter, ergoterapeuter) om har læst din bog. Vi synes simpelthen at den er fantastisk spændende og lærerig, vi har lært meget af at læse den, vi kan bruge noget af det du skriver i vores hverdag og anbefaler vores elever til også at læse den. Vi taler tit om hvordan det går dig, og vi håber at der kommer en bog mere. Vi håber at du har et rigtig godt liv nu. Mange kærlige tanker Lena Rue socialogsundhedsassistent.
Kære Lene og kolleger, Tusind tak for jeres søde, smukke mail. Jeg blev meget, meget glad og bevæget. Jeg har også tilladt mig at sende den videre til min medforfatter, Marianne. Uden hende var der ret sikkert aldrig blevet nogen bog 😉 Det er så dejligt at høre, at I kan bruge vores beskrivelse af mine erfaringer til noget; det gør jo endnu mere, at alt det negative ikke er spildt. Jeg kan jo tydeligt se på mange af de mails, jeg får fra mennesker med borderline og/eller selvskaden, at “systemet” stadigvæk har meget svært ved at forstå, rumme og hjælpe dem, desværre – og at baggrunden i seksuelt misbrug i høj grad stadig forties eller nedtones. Bogens slutning “holder” – jeg er lykkeligt gift med “Per” (Peter), “Kim” (Jan) kommer af og til og besøger os; hverdagen er travl med foredrag, mails, arbejde med at få ‘Glaspigen’ udgivet i England osv. Der er tilføjet en hundehvalp, Vaks, til husstanden, en livlig, kærlig labrador på 10 mdr. Min tamilske papsøn kæmper stadig med sit liv og de danske myndigheders rigiditet; hans kone er på besøg i Danmark for tiden, men bliver nok udvist igen. Lige nu har jeg “kold lungebetændelse” og de tilhørende “løbende bivirkninger” af penicillinen *SS* Og jeg er ved at lære selv at opdatere hjemmesiden, som nu har fået nogle engelske sider også. Så det er et rigt og godt liv, med problemer og glæder, hverdag og fest – men uden angst og depression. Og det er fantastisk og holder (forhåbentlig) aldrig op med at fryde mig. Om der kommer en bog til? Næppe om mit nuværende liv. Dertil er det jo netop alt for “almindeligt” og “kedeligt”! Men hvis I har et forslag til noget, jeg burde skrive om, så kan jeg jo overveje det ;-)) Marianne, derimod, har skrevet et spirituel børnebog om “Lucinda fra Stjernerne”, som hun håber at få udgivet snart. Jeg kan se, I er fra Fyn; jeg har holdt et foredrag på Psyk i Middelfart, men der har jeg vel ikke mødt nogen af jer? Til maj skal jeg tale på de psykiatriske sygeplejerskers landsmøde i Faaborg. Det glæder jeg mig til. Igen tak for jeres mail og jeres gode tanker. Kærlige hilsner, Karin Fra: Sussi Kære Karin Kram fra Sussi
Kære Sussi, Du aner ikke, hvor dejligt og fantastisk det er at høre, at mine oplevelser og erfaringer, og Mariannes og mit arbejde med at nedskrive dem i ‘Glaspigen’, kan give håb og energi til andre! Tak, fordi du skrev! Desværre var du vist ikke den eneste, der gik forgæves i Horsens d. 27. Derfor har PsykInfo spurgt, om jeg ville være med til at gentage arrangementet til efteråret enten i Vejle eller Kolding. Jeg håber, det er inden for din geografiske rækkevidde. Så snart der foreligger en dato, kan du se det her på hjemmesiden under Foredragskalender. Jeg ønsker dig alt godt fremover! Karin Fra: “Luna” Hej Karin Jeg er netop i gang med at skrive om den i skolen til en opgave. KH Luna. Kære Luna,Tak for det! Vi er nysgerrige efter at læse din opgave… ? Kh Karin Fra: “En beundrer” Hej Karin Det er en falit erklæring af det danske sundhedssystem ikke at have gjort det bedre. Jeg beundrer dig dybt og er så stolt på dine vegne at du er kommet så hel igennem. Jeg forstår at alt ikke er væk, men jeg tror på dig, jeg tror at du vil få et smukt liv den sidste halvdel du har tilbage. Et er at du har stået dit helvede igennem så mange år før du kom ud af det. Noget andet er at du vælger at delagtiggøre din omverden i dit liv. At du åbner for din verden så jeg og andre kan følge dig. Det synes jeg også er fantastisk. Din åbenhed omkring dit liv har været en gave for mig. Det har givet mig håbet for at det er muligt at komme igennem selv når verden er allerværst – vel at mærke til et liv i live. Ikke at jeg har haft et liv der noget ligner det voldsomme du har været igennem. Men jeg har haft en barndom hvor jeg ikke blev set og hørt (det lyder kliche agtigt, men sådan var det) og først nu i en alder af 43 er det ved at gå op for mig at jeg i alle årene har levet i depressionens land, lige der hvor jeg har kunnet holde skindet på næsen, men jeg er uden liv. Nu er jeg i gang med at ændre det og du er med til at give mig håbet. Det er jeg dig (og Marianne) så inderligt taknemmelig for. Din bog vil jeg fortælle vidt og bredt om for jeg synes den er en gave til folket. Får du eller Marianne eller Jer begge lyst til at skrive en bog igen vil jeg stå i kø for at komme til at læse den. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke fremover. Med de bedste tanker Kære “beundrer”,Tusind tak for dit brev. Det bliver mig, der svarer dig, da mailen jo også var til mig (tak for det!), og da Karin lige nu har ret travlt. Det er dejligt at høre, hvor vidt vi er nået ud, og at også andre end incestofre og borderlinere kan have glæde af at læse bogen. For selvfølgelig kan mange andre typer oplevelser være lige så traumatiserende, og jeg kender personligt til ikke at blive set i barndommen. Forhåbentlig kan du arbejde dig ud af din langvarige depression og få et godt liv på den anden side. Det har været meget vigtigt i Karins proces at “slutte af med” at skrive denne bog. For det første ville hun gerne vise, hvad det danske, psykiatriske system byder patienter, for det andet give andre i lignende situationer håb om, at det kan lade sig gøre at få et “rigtigt” liv. Men også for hende selv fik det en masse brikker til at falde på plads. Og for mig har det været helt fantastisk at få lov til at udtrykke alle de oplevelser, hun har haft. Vi har jo kendt hinanden i masser af år, men det var en ny form for samarbejde, som har været meget givende. Og jeg opdagede undervejs, at jeg var vild med at skrive, så det er jeg fortsat med. Der kommer nok ikke flere bøger, som vi har skrevet sammen, for der er (heldigvis) ikke flere af den slags historier at fortælle, men jeg har selv skrevet første bind i en serie på tre om en 12-årig pige og hendes skytsengel. Det er en spirituel roman, som jeg nu prøver at få udgivet. Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke i dit arbejde med dig selv. Mange hilsner Fra: Katrine Vissing Nu er det altså på tide, at jeg får skrevet en hilsen i din bog 😉 Tak for al rosen ;-))) Du skal vide – det tror jeg nu du ved ; ) – at jeg er glad for at have mødt dig, du bidrager til så meget godt i mit liv i den måde vi skriver sammen på. Og så er det også virkelig dejligt at møde en overlever af denne sygdom ; ) Som du ved, har jeg endnu ikke læst så meget af din bog – den ramte lige der, hvor det gør mest ondt, hvilket jeg ved, jeg kan bruge til noget positivt, tidspunktet var bare ikke rigtigt… men glæder mig til at vende tilbage til den ; ) Knus & tanker Katrine |