2004

Her finder du den gamle gæstebog fra www.glaspigen.dk

2010

2009

2007

2005

Du kan vælge at sortere på de forskellige årstal – God læsning!

2008

2006

2004

 

Fra 2004


Fra: “Overleveren”
(Julen 2004)

Kære Karin
tak for din bog-

jeg er selv overlever, det er et rigtigt udtryk.Har været i terapi i mange år uden at det nogensinde kom op til overfladen. Indtil for få år siden forstod jeg ikke hvorfor livet var så trist og tomt for mig. jeg har siden, via kropsterapi arbejdet med de erindringer om min fars overgreb som lå skjult.

hvad mener du om hele den debat om de falske skjulte erindringer som huserer i pressen.

Har selv en uddannelse indenfor sundhedsvæsnet og kan godt forholde mig til diskussionen fagligt, men personligt- gør det mig usikker.det er stadig ikke så mange der har hørt min historie, jeg “skåner” mine børn, eller skåner jeg mig selv?

Det rammer så dybt ind i selvfølelsen, og det gjorde noget ved glæden ved livet. Under kropsterapien havde jeg en oplevelse af at være levende begravet i en kiste. jeg så det hele indefra, og der var en mur ovenover kisten. Min glæde var muret inde. men den brød ud. som en sprække trængte det guleste lys ind til mig, i min kiste. og jeg blev levende igen.

siden døjer jeg med tunge depressioner og forsøger at leve mit liv med størst mulig ansvar overfor lyset og glæden. Jeg var glad for at læse din bog. men mest glad var jeg for at du overlevede! tak fordi du gjorde det. tak fordi I har skrevet en bog om det.

Jeg er meget optaget af tilgivelse, ikke for min fars skyld, men for min egen. hvordan gør du det?

kærlige hilsener fra overleveren

Kære Overlever,
Tak for dit indlæg til Gæstebogen.

Jeg er meget ked af debatten om falske erindringer, men omvendt kan vi nok ikke komme uden om den. Der ER nogle terapeuter, som har fremkaldt falske erindringer hos deres patienter/klienter, det kan der nok ikke være nogen tvivl om. Og det er selvfølgelig katastrofalt forfærdeligt for den, der uretmæssigt bliver anklaget for seksuelle overgreb. Omvendt er der slet ingen tvivl om, at der bliver begået langt, langt flere uopdagede – uanmeldte – ustraffede – og, som det næsten skete i dit tilfælde, uerkendte – seksuelle overgreb. Fordi incest er så ødelæggende for et menneske, bliver vi (som samfund og som enkeltpersoner) nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge og behandle. Og når det nu er sådan, at mange fortrænger overgrebene, som et forsvar mod noget, man slet ikke kan rumme – ja, så må man have hjælp til at få overgrebene op i lyset. Og så bliver vi, endnu mere p. gr. af den debat, straks sat i søgelyset for, at vi nok selv har fundet på det.

Ulykken er jo dels, at vi i forvejen er så forfærdelig vant til ikke at blive troet, dels, at vi er vant til at betragte os selv og vores følelser som noget, vi ikke nødvendigvis kan stole på. Det er jo som oftest en følge af overgrebene, at vi påtager os selv al skylden, og dermed skammen – hvis vi altså overhovedet magter at tro på vore egen erindringer. Der går jo tit lang tid, hvor incesten bare forekommer helt utænkelig – det MÅ være noget, vi selv har fundet på! Og i øvrigt “ved” vi jo, at vi er fulde af løgn, sindssyge osv….

Min konklusion er, at vi ikke kan undgå, at der forekommer falske erindringer – men at jeg ikke tror, det forekommer særligt ofte – og at hele debatten tit er så heftig og negativ, at de, der endnu ikke føler sig sikre på egne erindringer og følelser, dukker “under jorden” igen og dermed berøves muligheden for at hele efter overgrebene. Og at NÅR der forekommer falske erindringer, går det både ude over den, der bliver falsk anklaget, og over den, der fik de falske erindringer, da man jo ikke kan bliver rigtigt rask på en forkert basis.

Det er en barsk oplevelse, du havde, af at være levende begravet. Men du var jo netop LEVENDE begravet, så der ER en “levende overlever” indeni, også, når depressionen rammer dig. Jeg håber, du med tiden kan få al “giften” og “betændelsen” ud, så depressionen også går sin vej og du kan få et helt og godt liv!

Hvad angår tilgivelse er det noget, jeg tit bliver spurgt om, når jeg holder foredrag. Jeg har faktisk IKKE tilgivet min far. Som kristen er tilgivelse bestemt noget meget vigtigt for mig; men jeg mener faktisk ikke, der står nogen steder i Bibelen, at jeg er forpligtet til at tilgive nogen, der ikke har bedt mig om det. Selv Gud kræver af os, at vi skal bede om den! Og min far har aldrig bedt mig om tilgivelse. Hvis han havde, ville jeg være blevet nødt til at prøve at kæmpe mig frem til det (måske havde det ikke været svært, hvis han for alvor havde bedt om det?? Jeg aner det ikke). Som det er, lever jeg selv godt og frit, selv om jeg ikke har tilgivet ham, og overgrebene blegner stedse mere. Jeg kan rumme, at min far både var en god far (for det var han!) og en dårlig far. Jeg har fået et godt liv, trods overgrebene, og han fylder ikke i mit liv mere. Giver mit svar mening for dig?

Tak for dine gode ord om bogen. Jeg håber, 2005 må blive et år, hvor du kommer videre i din proces for at blive hel og fri og glad!

Rigtig glædelig Jul til dig – og til alle, der kigger her forbi 🙂

Kærlig hilsen,
Karin


Fra: Anonym
(16/12-2004)

Kære Karin -og alle andre…
Karin er et stærkt menneske – og så er hun gavmild. To uundværlige egenskaber! Glæder mig til at læse hendes bog her på Svanebo. Der har været så mange dårlige perioder gennem livet – nu har vi de gode perioder til gode. Selvom det er en svær og lang kamp for de fleste, så husk ALTID på mine ord: “Man skal bruge nutiden til at komme over fortiden, så man kan få noget ud af fremtiden”
Kram fra 18-årig, Svanebo


Fra: ~Tina~
(2/11-2004)

Kæreste Karin

Har igen de sidste to nætter og dage snakket med personale der var inde og høre dit foredrag d. 26.10.04 ved Psyk Info. De var begge utrolig forundrede over det liv du har haft og over at du er kommet ud på den rigtige side, nemlig til levelse. Alt det du sagde om Det Stumme Sprog var virkelig noget de mente de kunne bruge i deres videre arbejde med Borderline patienter og psykisk syge i almindelighed.

De siger at de har fået meget større indsigt og viden omkring det at have en psykisk lidelse og jeg har kunnet mærke de sidste par dage med de personaler jeg har været omgivet af at de har fået en meget større forståelse for mig og, hvorfor jeg til tider gør som jeg gør, hvilket jeg gerne vil sige DIG tusind tak for. Du har været med til at skabe lys omkring det at være syg og det at nå til levelse og ikke bare overlevelse. Tusind Tak

Mange varme hilsner ~Tina~


Fra: Karen Langkjær
(1/11-2004)

Kære Karin!

Jeg har lyst til at skrive noget af det, jeg vil fortælle dig, når du kommer til Hammel d. 17. nov. – og grunden til det er, at andre måske kunne få glæde af den fremgangsmåde.

En af de psykiatri-brugere, jeg arbejdede med i Holstebro, måtte gå fra dit foredrag. Det blev simpelthen for svært og for tæt på for hende, og hun blev psykotisk. Bagefter fortalte hun mig, at hun havde været nødt til at komme af med bogen, fordi hun fik det dårligt, når hun læste i den. Da hun havde skaffet sig af med den, beskrev hun, hvordan det var “som at have skaffet sig af med en del af sig selv”, og det kunne hun ikke leve med. Nu er hun så gået igang med, efter råd af og hjælp fra, sin hjemmevejleder at læse bogen igen. Hjemmevejlederen kopierer et kapitel ad gangen. Når hun har læst det, snakker de sammen om det, og når hun er klar, får hun næste kapitel.

Hun er sikker på, at hun kommer hele vejen igennem og hun er stjerneglad for det.

Jeg synes det er en rigtig god idé for dem, der af forskellige grunde ikke bage kan “sluge” bogen som mange af os har gjort.

kærlig hilsen
Karen


Fra: ~laura~
(8/10-2004)

1000 tak for det personlige indblik i din verden og tak for at dele dine erfaringer fra psykiatrien. Det døgn det tog mig at læse bogen var fyldt med Ida´s tanker og følser og da den sluttede åndede jeg lettet op – Et lys blev tændt i mørket om at alle kan komme ud på den anden side.Keep smiling


Fra: Linda
(6/10-2004)

Kære Karin Dyhr
Dit foredrag var ligesom bogen meget personligt, stærkt og bevægende. Jeg vil anbefale ALLE, som holder af bogen “Glaspigen” også at høre dine foredrag! Du er virkelig en kvinde med noget på hjertet og dine erfaringer var dyrekøbte, men ikke forgæves, da du nu bringer håb til alle os, der stadig kæmper! 😉

Kærlig hilsen Linda


Kære Linda,

Tak for dine ord. De gør mig meget bevæget og glad og forstærker min følelse af – som du skriver – at mine erfaringer ikke var forgæves. Det betyder rigtig meget for mig!

Masser af held og lykke til dig og alle andre “kæmpere” og overlevere!

Kærlig hilsen,
Karin


Fra: Steffen
(25/9-2004)

Kære Karin

Jeg er Steffen som er en af de 4 i DR-Dukomtaren “Sig det ikke til nogen”.

Jeg oplevede i dag din fortælling i Århus og du har virkelig rørt mig inden i.

Jeg har tidligere læst om din bog, men da min manglende konsentrationsevne gør, at jeg ikke kan læse din bog, så skal du vide at du har lært mig mange ting i dag.

Jeg har gemt min hemmelig indtil for 3 år siden, først for 3 år siden begyndte jeg på at forstå hvorfor jeg ikke er som alle andre.

Jeg skærer ikke i mig selv, men har sandelige andre livstruende måder at få smerterne ud af kroppen.

Men kære Karin…

Jeg ønsker dig egig godt og jeg ønsker jeg i dag turde gå hen til dig for at fortælle dig, at det er godt gået. Det det mest forhindrede mig i at opsøge dig vat, at ordene “det er godt gået” er en flad kliche, det jeg helst ville sige til dig var/er “vi er i samme familie, vi som så mange andre er i samme familie pga. vi der har lidt så meget pga. vi vat >tag selv bord<, kender bedre hverandres følelser og tanker, end de “normale””.

Desværre er min hukommelse heller ikke for god, men Lotte Heise sagde noget on at vi er >etniske seksuelt misbrugte<. Vi er jo er sat på et plan i danmarks befolkning som trods det at vi udgører 10% af Danmark, er stærkt forsømt race.

Men Karin, jeg er rigtig glad for du blev taget så godt imod, hvilket gælder din bog + din egen personlighed.

Evigt godt til dig fra Steffen 🙂


Fra: Eskild Wehner
(18/9-2004)

Kære Karin og Marianne

Tak for en særdeles velskrevet og helt igennem fantastisk livgivende bog. Ja det er utrolig du kom igennem – Karin – du er en sand overlever.

Kærlig hilsen
fra en overlever, som har været ansat i psykiatrien i 25 år!


Fra: Bolette Bartholdy
(28/8-2004)

Jeg vil bare gerne vide, hvordan forløbet med din terapeut var “skruet” sammen. Mens I begge var på hospitalet antager jeg, at han var lønnet af afdelingen. Da han stoppede i det job og I fortsatte terapien, betalte du så selv for terapien eller var nogle offentlige instanser involveret? Venlig hilsen og tak for en god og inspirerende bog
Bolette Bartholdy

Kære Bolette,
Ja, det er rigtigt – så længe Jan var ansat på Psyk., fik han slet og ret sin løn som afdelingssygeplejerske. Når jeg var udskrevet, kom han hjem til mig, og så vidt jeg ved, var det stadigvæk bygget ind i kontaktpersonordningen. Dog næppe 100% – jeg er sikker på, han er kommet mange gange, hvor det ikke var hans arbejdstid. Men han involverede mig ikke i det, sagde bare, at der ikke var noget, jeg skulle betale.

Senere arbejdede han som institutionsleder i Randers, og da han blev ansat, var en af hans betingelser, at han kunne fortsætte med mig i terapi inden for sin arbejdstid. Som regel kom jeg derop.

Senere havde han andre ansættelser, og da fortsatte han simpelt hen bare med at komme hos mig, uden betaling. Kun kaffe og kager 😉 Og jeg “fik lov” at give ham fødselsdags- og julegaver. Ellers intet, ikke engang transport.

Så jeg har været helt, HELT usandsynligt heldig og privilegeret her, for jeg havde ingen mulighed haft for at betale ham. Oven i købet var han ofte oppe imod omgivelsernes (læs: afdelingens) mistro og skepsis, men holdt alligevel ud. Det var ret flot!

Nu er han ven af huset og selvfølgelig lykkelig over hele forløbet, som han siger også har lært ham meget. Men det var jo ingen selvfølge, at det gik sådan – selv om han påstår, han altid har “vidst”, det ville lykkes 🙂

Det er jo de færreste, der er så heldige, og jeg bliver meget glad, når jeg får mails, f.ex., hvor andre beretter, at de faktisk får betalt deres terapi, eller at de får den via hospitalet. Men alt for mange får det ikke eller må hele tiden kæmpe for at få lov at fortsætte længe nok, eller få noget, der er mere dybtgående og langvarigt end (typisk) kognitiv terapi.

Jeg håber, det var fyldestgørende svar. Ellers må du vende tilbage.

Mange hilsner,
Karin


Fra: Tina Jensen
(31/7-2004)

Kære Karin

Jeg har nu læst din bog, hvilket gjorde meget indtryk på mig.

Borderline var den første diagnose jeg fik stillet, men har senere fået diagnosen skizofreni med borderline.

Jeg har brugt mange år og meget tid på at være selvdestruktiv. Har skåret mig selv og brændt mig med cigaretter. Jeg har ikke været selvdestruktiv i 2 mdr nu, hvilket jeg selv synes er flot, men indtil jeg læste din bog troede jeg at det var umuligt for mig at komme helt ud af det.

Din bog har givet mig troen på at det er muligt at komme ud af det selvdestruktive og at det er muligt at blive rask, det har jeg aldrig før troet på.

Jeg kan nikke genkendene til mange af tingene i din bog og har fået forståelse for mange ting som jeg ikke før har forstået ved mig selv. Min mor er igang med at læse bogen og allerede nu har hun fået meget mere forståelse for mig og min sygdom. Det gjorde stort indtryk på hende da hun læste at du havde siddet på trappen og ikke var i stand til at gå ind og lukke for den hane der dryppede. Hun har mange gange troet at jeg bare var doven men efter hun har læst det i din bog er det gået op for hende at der måske ligger mere bag.

Jeg har fra 24 juni 2002 til 8 marts 2004 været indlagt minus en måned. 8 marts kom jeg på bo og træningsstedet Stokrosevej hvor du kommer og holder oplæg i okt. Jeg har fået det meget bedre og er ved at finde lejlighed selv. Efter jeg har læst din bog har jeg fået troen på at selv jeg kan få et “normalt liv”.

En af de ting jeg selv gør for at komme ovenpå er at jeg arbejder i Psyk info og at jeg tager ud og holder oplæg og underviser i skizofreni og borderline og i mit liv. Det giver mig utrolig meget at være ude at holde foredrag og jeg kan mærke at jeg kommer et skridt længere for hver gang. Kom i januar ind under brugerlærerne i danmark så nu kommer der forhåbentligt lidt mere at se til.

Nå dette ender med at blive en hel roman, skrev bare for at sige at din bog virkelig har gjort indtryk og at jeg har fået modet og troen tilbage. Tusind tak.

De kærligste hilsner fra Tina

Kære Tina,

Tusind tak for dit indlæg, som jeg blev helt enormt glad for. Følelsen af, at det, jeg har været igennem, nu giver en slags mening, er utroligt god. Som du jo nok også oplever det, når du er ude som brugerlærer. Godt, at psykiatrien så småt er ved at lære, hvem de virkelige eksperter er 😉

Marianne blev også fantastisk glad. Ikke mindst, fordi afsnittet, hvor jeg sidder på trappen, er et, hun har skrevet (den er jo skrevet af os begge, på grundlag af dagbøger, breve, journaler og hvad jeg har fortalt eller skrevet til hende om de forskellige episoder eller emner). Det var et afsnit, hun selv var meget tilfreds med formen og stilen i – og jeg også. Det ramte meget, meget fint den følelse, jeg havde, da jeg sad der og ikke kunne bevæge mig. Og så er det bevægende at høre, at éns ord kan nå andre på sådan en måde. Jeg er meget glad for at høre, at din mor også ad den vej får en større forståelse for din sygdom. For meget kan man sige om borderlinere – men dovne er de/vi sådan generelt ikke just! De/vi har bare SÅ travlt med at forsøge at håndtere angst… (skal man lade sig selv høre under gruppen borderliner, når man nu er blevet rask? *s*)

Det er rigtig godt at høre, du er sådan på vej til at få et liv, der er mere end overlevelse (for at citere mig selv fra bogen” ”Levelse er sjovere end overlevelse” *SS*). Og jeg glæder mig til at møde dig, når jeg kommer til Stokrosevej.

Igen mange tak, fordi du ”gad” skrive! Jeg håber, du forsat kan holde modet og håbet oppe. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du trænger til at blive husket på, at man kan blive rask 🙂

Kærlige hilsner og på gensyn d. 5/10,

Karin



Fra:
Ambjørn
(26/7-2004)

Hjemmeside
Mega-flot. Enkel. Lige til at forstå. Farverne gør mine øjne godt. Jeg kan finde ud af menuen. Hvad skal jeg sige? Jeg kan ikke finde på andet end “Mega” ( Og det er sikkert et udtryk der gik på pension allerede i 90’erne ).
Hej fra Ambjørn

Tak! Det er dejligt at høre 🙂


Fra: Charlotte
(22/7-2004)

Hej Karin
Jeg har lige læst “glaspigen” færdig. Det kan man da kalde en “happy end” – og så er den virkelig! Jeg sidder nærmest stadig med tårer i øjnene. Det er altså utroligt, hvad du har været igennem.

Jeg har ikke selv kendskab til det psykiatriske system i Danmark, udover at jeg for nylig er blevet besøgsven gennem Sind Nettet, og til en af vores intro kurser fik vi af vide, at der stadigvæk er meget i det psykiatriske system, der halter bagefter og kunne gøres bedre. Jeg håber, systemet (også) kan lære noget af “glaspigen”, så det kan blive lettere og mere “legalt” at være psykisk syg og have ondt i sjælen.

Jeg synes, det er utroligt godt gået af dig, og hvor er jeg glad på dine vejne, at der har været nogle utrolig kærlige og støttende mennesker i dit liv. Herfra fortsat held og lykke med livet fremover!!!

Venligst,
Charlotte

Kære Charlotte,

Tak for dit indlæg. Ja, jeg har været utroligt heldig, at der var nogle gode og kærlige mennesker, både i og udenfor systemet, som hjalp mig. Men det skal jo nødigt bero på held, om man får den hjælp, man har brug for…

Det er godt at høre, at du er blevet besøgsven. Men det er nok ikke altid let at være det. Hvordan undgår man et skævt forhold, med en ”giver”, som er ”overhund”, og en ”modtager”, som er ”underhund”? Hvordan undgår man noget parallelt til det, vi i bogen kalder Betalingsfamilier? Det kræver vist meget af begge. Men lykkes det, så er der jo basis for et ægte venskab, og det er da noget af det mest værdifulde i denne verden! Og helt sikkert er det, at mange psykisk syge har brug for et menneske, der ikke lader sig afskrække af ”anderledeshed”, men som kan se det som en mulig berigelse. Desværre kan man som psykisk syg også meget tit have brug for en talsmand, en bisidder, i forhold til alle de systemer, man uundgåeligt kommer i kontakt med, og som ofte er så skræmmende og virker/er så umenneskelige. Så jo – der er brug for dig! 🙂

Tak for dine gode ønsker for mit liv fremover, og lige så gode ønsker for dig og de mennesker, du tilbyder dit venskab!

Karin


Fra: Sabine
(8/6-2004)

Det er sådan en go` bog…
og hjemmesiden er så flot…

Kære Sabine
Tak for dine pæne ord.
Mange hilsner, Karin og Marianne


Fra: “Psykiatri-skeptikeren”
(25/5-2004)

Hej Karin Dyhr!
Jeg har lige læst jeres bog Glaspigen. Jeg læste den i eet stræk på nogle få dage. Den er meget spændende og velskrevet. Jeg kender godt til det psykiatriske miljø, for jeg har selv som et led i min uddannelse arbejdet en kortere tid på en psykiatrisk afdeling.

Jeg genkender det billede, du tegner af psykiatrien. Jeg synes også der bliver fokuseret for meget på medicinering og for lidt på psykoterapi. På den afd., jeg arbejdede, var der indlagt en ung pige, som havde diagnosen borderline. Jeg havde ikke selv noget med hende at gøre, for afd. var delt op, men jeg var med til konference og kunne høre hvad plejepersonalet sagde om hende. De kunne slet ikke rumme hende. Engang kom hun ind på kontoret og sagde at hun gerne ville tale med en præst og hun ville gerne have hjælp til at ringe til vedkommende. Jeg ville gerne hjælpe hende. Men så kommer en lægevikar og opfører sig som om jeg har lavet en kæmpefejl. Hun siger, at jeg ikke må tale med patienten. Hun må ikke få for meget opmærksomhed eller lign. Jeg kendte ikke rigtig patienten, så jeg blev jo lidt flov for jeg var jo ny og bange for at dumme mig. Min første indskydelse var bare at det var et helt legalt ønske at ville tale med en præst. Det tror jeg nok, de nægtede hende.

Efter et stykke tid plæderer personalet for overfor overlægen at nu skal denne patient udskrives. De mener at hendes trusler om at hun så begår selvmord ikke er noget man skal tage alvorligt. Det er tydeligt, synes jeg at grunden til at de vil have hende udskrevet er at de ikke orker at varetage deres job i forhold til hende. Det er ikke en rationel beslutning taget for patientens bedste men noget de ønsker for at de skal få det lettere i deres arbejde.

Desværre er overlægen noget veg her. Han lytter til personalet. Og han udskriver hende. Kort efter får vi at vide at hun har hængt sig – ganske kort tid efter udskrivelsen. Hun var kun midt i 30´erne.

Jeg kan slet, slet ikke forstå hvordan den overlæge kunne finde på at udskrive en patient der siger hun så vil begå selvmord. Jeg synes man ALTID skal tage et sådant udsagn alvorligt. Jeg kunne fortælle om flere kritisable ting….

Jeg talte også engang med en bekendt, som fortalte mig følgende triste historie fra hans tid som lægevikar:

Der kom en stærkt selvmordstruet patient ind på afd. en aften. Patienten er meget desperat og trygler nærmest om hjælp. Han siger, at hvis de ikke hjælper ham vil han begå selvmord. Han kan ikke styre denne impuls selv. Lægevikaren kontakter nu den ældre læge for at få lov til at bestille en fast vagt. Den ældre læge, som vist var 1.reservelæge kommer og taler med patienten, men vurderer at manden ikke er reelt selvmordstruet. Hun mener ikke han vil gøre alvor af det, så det besluttes at plejepersonalet bare skal kigge lidt ind til ham i løbet af natten. Det er efter min mening en så utrolig arrogant opførsel fra den læges side, for hvordan helv……. kan hun vide, at han ikke mener det!!!!!!! Så skulle hun jo være clairvoyant eller lign……

Resultatet kan du vel gætte dig til. Om morgenen har den stakkels mand opgivet at kæmpe – ALENE – mod den stærke selvmordsimpuls – og han findes død efter at have hængt sig på stuen.

Det er ret synd for lægevikaren for da lægeverdenen er så hierarkisk opbygget kunne han ikke rigtig gøre så meget. Det var den ældre læge der bestemte. Jeg tror også han havde fået et traume af den oplevelse som han bar med sig. Det var nok derfor han havde behov for at fortælle historien til mig.

Jeg synes du skal lægge disse to historier ud på nettet. Det fortjener de to stakkels patienter, som rent faktisk bad (tryglede) om hjælp men som barskt og arrogant blev den nægtet.

Men jeg vil bare sige jeg har været glad for at læse jeres bog.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig hvad du i dag mener om medicin, elektroshock versus psykoterapi. Tror du at man kunne undvære medicin i langt højere grad end tilfældet er i dag? Har medicinen hjulpet dig på nogen måde? Jeg synes det er svært for mange patienter især på lukket afd. er jo meget syge. Lægerne lærer jo at medicin er det allervigtigste i forhold til at behandle psykisk syge. Jeg er selv meget i tvivl omkring hvad jeg skal mene.

Jeg ville også gerne spørge dig om du slet ikke mærker incesten i dit liv – går du ikke mere i terapi? Det jeg har læst om dette er at et incestoffer aldrig bliver helt fri af incesten og at terapien skal være livslang. Jeg vil gerne tro noget andet, for det er så negativt.

Jeg håber, du har lyst til at svare på spørgsmålene, selv om det nok ikke er så let at give endegyldige svar.

Jeg kunne godt tænke mig at du skrev endnu en bog om det liv du har nu eller måske om noget andet. Jeg synes i hvert fald jeres bog var meget velskrevet for det er godt klaret at kunne skrive så fængslende og medrivende om ca.70 indlæggelser på psyk!!!

Mange hilsner,
En psykiatriskeptiker

SVAR:

Kære “Psykiatriskeptiker”
Tak for din beretning og dine spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på, selv om du har ret i, at det ikke er så let!

Hvad angår dine to beretninger om mennesker, der i dyb nød beder om hjælp til ikke at begå selvmord, men vurderes som “ikke reelt truede”, er de rystende, men jo desværre langtfra enestående. Selvfølgelig forekommer det, at mennesker “truer” (jeg har altid hadet det udtryk!) med selvmord, uden egentlig at have intentioner om at gøre det; men selv i de tilfælde mener jeg, man skal tage dem alvorligt. Så er det jo udtryk for et “stumt sprog”, – for, at der er noget andet – meget vigtigt – de vil sige, men ikke kan sætte ord på. Og bare det, at andre (endda fagpersoner, som ofte repræsenterer autoritet) ikke tager det alvorligt, men måske endda nærmest latterliggør udsagnet, kan gøre, at det menneske føler sig presset til at gøre alvor af det. I sagens natur er man meget sårbar, når man er derude. Man føler sig (endnu mere) dum, i vejen – kan føle, det er deres mening, man helst skal forsvinde helt. Det er selvfølgelig en “paranoid overfortolkning” – men også noget, man har opfattet korrekt. Man er i vejen. Sml. lægen i bogen, der fortalte mig, hvad jeg havde kostet…

Jeg husker også den skadestuelæge, der hånede mig den første gang, jeg prøvede at skære mig i pulsåren, fordi jeg havde gjort det “forkert”. Som et resultat skar jeg altid siden da “rigtigt”, for hån og latterliggørelse er svær at bære, når man hader sig selv nok til at skære sig. Så kan man faktisk være i den situation, at man hellere vil risikere at dø af det, selv om det blot var ment som et desperat udsagn om noget andet. F.ex. selvhad…

Du beskriver, hvordan personalet havde svært ved at rumme kvinden med borderline. Det er jo også en kendt sag, og på mange måder forståeligt – hvis det drejede sig om lægfolk. Men netop sundhedspersonalet må man kunne forlange af, at de kan forstå, hvad der driver én til at være det, de opfatter som “irriterende” eller “manipulerende”. Og den onde cirkel er jo hurtigt i gang: jo mere de bliver irriterede, jo mere angst og desperat bliver borderlineren og siger og gør endnu flere af de ”irriterende” ting. Det er meget nedværdigende at blive set på som irriterende – som voksne, der taler til (eller ofte. om) et uartigt barn. Det er i hvert fald ikke helbredende behandling!

At de nægter at ringe til en præst er vist ulovligt – i hvert fald højst kritisabelt. Selv var jeg ofte ude for, at vi ikke kunne komme i hospitalskirken søndag morgen, ikke fordi der ikke var personale nok til at følge os, men fordi de helt klart foretrak avisen og rundstykkerne. Det skete aldrig under min indlæggelse i England, måske fordi tro og religion dér er mindre tabu??

Men det var rart at høre, at du “dummede dig” – åh, hvor var det somme tider dejligt, når eleverne eller de nye “dummede sig” og ikke var blevet trætte af vores egocentriske, måske endda psykotiske snak, men snakkede engageret med os! Tænk, de var nysgerrige efter at høre, hvad der rørte sig i os! Gad sidde i det rum, vi var i, i stedet for at fortrække til kontoret. Men de lærte, som du, hurtigt noget andet. Mon det er blevet væsentligt anderledes nu, spiser personalet frivilligt sammen med patienterne f.ex.? Vist ikke generelt, så vidt jeg kan se.

Af din beretning ser man tydeligt, hvor farlig arrogance, ligegyldighed og det hierakiske system er. Er dét for alvor ændret, eller ligger det så dybt i alle “systemer”, og i menneskenes børn? Det er bestemt ikke moderne at tale om Kald mere, og jeg plæderer IKKE for, at sundhedspersonale ikke skal have en ordentlig løn og gode arbejdsvilkår – tvært imod! Men hvis de også havde et kald til at arbejde med andre mennesker, ville meget se anderledes ud. Nogle af dem har heldigvis, og de gør en kæmpeforskel!

Ang. medicin / elektrochok / psykoterapi: jeg ville nok være arrogant, hvis jeg sagde, jeg mener, medicin helt kan undværes. At jeg kunne undvære det (for det hjalp mig ikke, nej), betyder ikke, at alle andre kan undvære det. Og jeg har da også set elektrochokbehandling, som i hvert fald udefra så ud til at være livreddende for den pågældende patient. Men de fine ord om, at medicinen er en støtte, der muliggør psykoterapi, er jo oftest kun ord. Der gives alt for ukritisk medicin, mener jeg. Og der er slet, SLET ikke den adgang til psykoterapi, der burde være. Efter ’Glaspigens’ udgivelse er der flere borderline-patienter, der har kontaktet mig og fortalt, hvordan de føler, når de læser og hører, at langvarig psykoterapi i de fleste tilfælde ikke blot kan lindre, men endda helbrede – og så får de intet tilbud, eller måske en korttidsterapi, som ikke hjælper dem det ringeste. Bittert. Og sikkert på langt sigt dyrt. Indlæggelser og socialpsykiatriske tilbud koster! De fleste af os vil jo hellere end gerne selv gøre den kæmpeindsats det er at gå i terapi. Men vi kan jo ikke gå hos os selv, vel?

Ang. incesten er min erfaring, at man godt kan blive helt rask, også uden livslang terapi. Nej, jeg går ikke længere i terapi (selv om jeg stadig ser min gamle terapeut af og til, men nu udelukkende som ven af huset). Der vil altid være indvendige og udvendige ar, men det er ikke noget, der overhovedet forringer min livskvalitet, endsige noget, jeg dagligt mærker til.

Du spørger, om der er planer om flere bøger. Jeg kan fortælle dig, at Marianne er i gang med en spirituel bog for børn om Lucinda fra stjernerne og hendes skytsengel. Selv tygger jeg lidt på det. Mit liv nu giver næppe basis for en bog (jo, store forfattere kan vel skrive om hvad som helst, men så stor er jeg vist ikke *s*), men om der kommer en anden, måske fiktion? Jeg ved det ikke endnu.

Til slut vil jeg blot sige dig tak for din fortælling og for de pæne ord om ’Glaspigen’ !

De bedste hilsner,
Karin


Fra: “Sneglen”
(18/5-2004)

Jeg har læst Glaspigen og var meget berørt af den. Jeg er faktisk usikker på, om jeg slev har været udsat for incest, for lige som I beskriver det i bogen, kan jeg somme tider huske noget og somme tider slet ingenting. Jeg er bange for at prøve at huske. Jeg er også over 40 år, så måske er det for sent? Jeg har råd til at betale en terapeut, så jeg er priviligeret. Men kan det betale sig, når jeg er så gammel? Du var jo meget yngre, da du startede i terapi.

Jeg kan ikke lide at skrive min emailadresse, så kan du svare mig her?
Mange venlige hilsner fra “Sneglen”

SVAR:

Kære “Snegl”,
Det er helt i orden, du ikke skriver din e-mail her. Men ellers kunne du have skrevet, at du ikke ville have den i gæstebogen, så fjerner web-masteren den, før vi bringer dit brev.

Nej, det er IKKE for sent at begynde i terapi, selv om du er over 40 år, slet ikke. Faktisk er der terapeuter, der beretter om mennesker på over 70 år, som går i terapi f.ex. efter incest og har meget, meget gavn og glæde af det. Det handler allermest om, at du selv er motiveret.

Jeg var jo heller ikke nogen årsunge, da jeg kom i gang – faktisk var jeg 37. At det tog så lang tid for mig at blive rask, var lige så meget, fordi en masse af min energi gik med at være indlagt på psykiatrisk hospital.

Jeg er helt sikker på, at det vil give dig overskud og lettelse at få dine følelser og erindringer op til overfladen. Det er hårdt undervejs; men det ER altså alligevel lettere at stirre tigeren lige i øjnene, end at høre den luske rundt inde i krattet! “Kend din fjende”…

Jeg håber, du finder en rigtig god terapeut. Måske kan du få gode råd på det nærmeste incest-støttecenter om, hvem der specielt er kvalificeret til at arbejde med incestoverlevere i det område, du bor i.

De varmeste hilsner,
Karin


Fra: Per Bastian
(7/5-2004)

Denne bog bør ligge på alle bestsellerlister resten af året!
Mere vedkommende end det utal af ligegyldige koge-, management- og havebøger…
I Jeres bog har vi livet helt inde på…livet!


Fra: Pernille Wass
(4/5-2004)

Kære Karin
Jeg var inde til Verdens Bogdag i Nikolaj Kirke i fredags. Jeg vidste ikke helt, hvad programmet i sine detaljer bestod af, men havde blot skimmet programmet igennem og har altid været en fast gæst til disse arrangementer -derfor også i år. Og det blev en stor oplevelse for mig. Jeg blev utrolig grebet af jeres indslag omkring glaspigen; det var spændende at høre om bogens tilblivelse mellem jer to indbyrdes, og utrolig spændende og forfærdeligt at høre din historie. Men mest af alt blev jeg slået af din personlighed – et virkeligt livsstykke og et smukt menneske at få lov til at opleve. Det er inspirende at se et menneske som dig, der har formået at kunne lægge sådanne oplevelser bag dig, som vi andre slet ikke kan hverken forestille os eller sætte os ind, hvilken indflydelse det må have for en som menneske. Du sagde midt i interviewet at du havde tænkt lidt over ophavsretten på denne verdens bogdag og at din far havde krævet sin ophavsret over dig under de frygtelige overgreb, men at du med bogen følte at have taget denne ret tilbage. Meget flot sagt og en sætning, der gjorde dybt indtryk på mig. Jeg fór ud og købte bogen med det samme og vil hermed blot takke for både bogen og den store oplevelse det var at se jer i fredags. At se dig og læse din historie kan virkelig sætte ens liv og små hverdagsbekymringer i perspektiv. Dem skal der naturligvis også være plads til, men først og fremmest må man forstå at glædes ved livet hver dag man har det og er omgivet af sine kære.

Kærlig Hilsen og med ønsker om en god sommer for dig og dine, Pernille


Fra: Jan
(2/5-2004)

HEJ
Jeg synes det var en brandgod bog, kunne ikke slippe den. 🙂 Tillykke med hjemmesiden, Mvh Jan


Fra. Mims
(1/5-2004)

Tak
Tak til Jørgen for hjemmesiden!