Uddrag af kapitlet
‘Nej, hvis du virkelig havde ment det… – om selvskade’

Rundt omkring er der mangehånde tiltag for at stoppe borderlineres selvskade. Karen beskriver, hvad man kun kan se som et forsøg på genopdragelse:

Hvor har jeg tit ligget alene på medicinsk efter selvmordsforsøg og længtes efter at snakke med nogen jeg kendte. For jeg måtte, efter ordre fra min psykiater ikke få besøg, ikke engang når det drejede sig om at komme forbi med en bog eller tandbørste. Jeg skulle jo ikke have opmærksomhed på min selvskade.

En ung beboer på et opholdssted fik at vide, at når hun havde skåret eller brændt sig, måtte hun ikke spise sammen med de andre eller have besøg af dem på sit værelse, ‘for så kunne hun måske lære det.’ Selv har jeg på en afdeling fået udleveret nål og tråd, så jeg selv kunne sy mine sår. Mere almindeligt er det dog, at man ‘bare’ fortæller selvskaderen, at hun selv må tage på skadestuen, når hun er færdig med at rydde op efter sig.

Jeg har fuld forståelse for, hvor svært det kan være i en travl hverdag og måske med flere selvskadere på bostedet. Man skal bare gøre sig klart, at den slags ikke får vedkommende til at selvskade mindre, snarere mere. For hun bliver jo ikke hørt og er derfor nødt til at gentage sit budskab igen og igen.

At negligere eller straffe selvskadende adfærd får den ikke til at stoppe. Så enkelt er det. Til tider kan det ganske vist se ud, som om hun er ‘holdt med det pjat’, men i realiteten er hun enten overgået til en anden form for selvskade, som ikke virker så provokerende (f.eks. overspisning), eller også har hun slet og ret opgivet og har trukket sig ind i sig selv, uden noget håb om at blive hørt, endsige forstået. Og herfra er vejen til selvmord ikke ret lang.

Det skete, at personalet vurderede forkert og troede, at det, der fra min side kun var ment som selvskade, var et mislykket selvmordsforsøg. Det slog næsten aldrig fejl, at de så var venligere imod mig, meget mindre irriterede, somme tider oprigtigt omsorgsfulde, og derfor var der jo ikke nogen grund til at korrigere dem. Men det kunne så også betyde, at jeg skar mig så tæt på et farligt sted på kroppen, at jeg regnede med, de ville tro, det var et selvmordsforsøg, og dermed blev min selvskade jo mere risikabel. For ikke at tale om den gang, en skadestuelæge sagde til mig: “Næste gang skulle du tage at skære dig i maven.” Og det gjorde jeg så.

Der er også et andet aspekt af dette med at ‘skrue op’ for selvskaden, nemlig at mange af os synes, det er pinligt, hvis nogen så meget som antyder, at det “bare var en ridse” eller “kun var et par kodimagnyl”. Dels er det jo endnu en gang en måde at sige “hun gør det bare for at få opmærksomhed” på, og dels viser det, at vores budskab om en stor og ubærlig smerte ikke kom igennem. For en sølle ridse kan vel dårligt repræsentere vores enorme fortvivlelse og selvhad.