|
Karin Dyhr fortæller:
Jeg er født i 1947 nord for København.
I 1967 flyttede jeg til Århus i forbindelse med min
uddannelse som Musikleder på Det Jyske
Musikkonservatorium. Sideløbende med denne uddannelse
fik jeg en privat uddannelse som musikterapeut hos Paul
Nordoff og Clive Robbins.
Indtil 1976 arbejdede jeg i team med Merete
Birkebæk med fysisk og psykisk handicappede
børn, en erfaring og glæde, jeg altid vil
trække på i mit liv og som ikke mindst
betød meget for mig i de år, jeg selv var
psykisk syg.
I 1977 var jeg blevet så syg som resultat af det
seksuelle misbrug, jeg havde været ude for gennem hele
min barndom, at jeg måtte holde op med at arbejde.
Incesten og de følgende mange år med over 70
indlæggelser på psykiatriske afdelinger er
beskrevet i bogen 'Glaspigen' og skal ikke nærmere
omtales her.
Ved hjælp af utrættelig støtte fra
Kirsten Retbøll, tidl. overlæge på
Psykiatrisk Hospital i Risskov, og Jan Nielsen, tidl.
afdelingssygeplejerske samme sted, lykkedes det mig at blive
rask. Jan fungerede som min terapeut igennem mere end 10
år, og han opgav aldrig håbet om, at jeg kunne
blive rask. Dette terapeutiske forløb er også
beskrevet i 'Glaspigen'.
Efter ca. 17 år med mere end 70 indlæggelser
var jeg rask, et mirakel, jeg dagligt glæder mig over.
Måske fryder man sig mere over de dagligdags små
ting, når man ved, de ikke er en selvfølge? Jeg
kan i hvert fald oprigtigt sige, at jeg er et glad menneske!
Og mindre blev min glæde ikke, da jeg fandt min
soul-mate, Peter, i 2001. Udefra set afviger mit daglige liv
ikke fra så mange andres: jeg arbejder, passer hus og
have, hund og høns, vi får besøg af
Peters fire sønner og mine egne to bonussønner
+ diverse kærester, jeg læser, hører
musik, går ture, ser TV. Et meget normalt liv. Og "et
normalt liv" var jo netop, hvad jeg sådan
ønskede i de mange, mange år, jeg var
psykotisk, angst, deprimeret, skar mig selv, var indlagt
på lukket afdeling gang på gang. Men hvis man
med "normalt" forbinder "kedeligt", så nej. Et
kedeligt liv har jeg ikke! Dertil fylder den daglige fryd
alt, alt for meget!
|
