Væggen

Og så er foredragskalenderen opdateret igen. Der er nogle foredrag imellem, som er åbne for alle. Følg venligst selv ned i, om man skal tilmeldes 🙂 Karin
[16:25:41| 04-03-2015 | 66.249.81.200]

Foredragskalender opdateret igen – en del nye.
[13:17:36| 21-01-2015 | 80.162.122.200]

Så er foredragskalenderen opdateret!
[12:59:13| 22-10-2014 | 194.239.236.18]

Tusind tak, Ingrid! Det var meget smukt sagt. – Du må undskylde, jeg først fik svaret dig nu. Varme hilsner fra Karin
[17:09:24| 19-09-2014 | 80.162.122.200]

Tusinde tak for det meget smukke foredrag fra Færøerne. Der er meget healing i det! Du udtrykker dig så klart som skinnet i vedhænget i din halskæde. At se dig så hel og smukt et menneske med de erfaringer. Tak også for ordene om tilgivelse. Jeg har grublet meget over om tilgivelse ikke mest er noget for gud at give. Glæder mig til at læse dine bøger også! Alt det bedste! Ingrid
[02:38:40| 28-08-2014 | 87.72.74.247]

VIGTIGT! Kære alle – jeg er nødt til at sige, at jeg ikke har overskud til at svare alle jer, der skriver til mig. Jeg er meget glad og rørt over, at I føler, jeg måske kan hjælpe jer lidt via mine egne erfaringer, jeg holder rigtig meget af den kontakt, det giver mig, og jeg lærer utroligt meget af jer. Men jeg har simpelt hen fået stress, og lægeordren hedder, at jeg skal geare ned. Jeg er ked af det, og jeg håber, jeg kan vende frygtelig tilbage på et tidspunkt og gøre mig klog på alt muligt!! ;-) Foredrag og undervisning fortsætter som hidtil, og jeg håber også at kunne få skrevet videre på bogen. Det er en vanskelig prioritering at vælge korrespondancen fra, men noget må jeg som sagt gøre, og så blev det dét. Kærlige hilsner, Karin P.S. Hvis nogle af jer kender til nogle, jeg skriver med, som ikke er her elker på FB, må I gerne sende det videre til dem, så der ikke er alt for mange, der bliver ved at sidde og vente…
[15:06:52| 30-06-2014 | 80.62.116.30]

Foredragskalenderen er opdateret!
[21:21:07| 26-06-2014 | 87.57.105.178]

Hej igen, Trine. Tak for din mail. Det var rigtig nyttigt. Hvad angår reglerne omkring klagesager ved jeg nærmest ingenting. ER DER NOGEN HER, SOM VED NOGET OM KLAGEREGLER I PSYKIATRIEN?
[18:01:24| 17-04-2014 | 188.180.239.103]

Hej. Angående dissociering, sender jeg dig en meget relevant mail fra min hotmail, Karin. Jeg ved, hvor du kan finde mange, der har haft dissociative oplevelser. Jeg står foran endnu en klagesag på den psykiatrisk afdeling, som jeg er indlagt på. Jeg har oplevet en bæltefiksering, som jeg helt sikkert mener er uberettiget. Desuden er journalen og underretningen om det meget rodet, og jeg blev heller ikke løsnet så tidligt som muligt, som man jo eller skal ifølge vejledningen. Jeg ville have haft talt med den ansvarlige læge sammen med min patientrådgiver inden jeg besmte mig for, om jeg skulle klage. Men nu har jeg ved et tilfælde fået at vide, at afdelingens overlæge og måske også afdelingssygeplerjersken også skal med til samtalen, og det gør mig ekstremt usikker og utryg. Så nu overvejer jeg at klage direkte til patientklagenævnet uden at tage den samtale først. Ved du, Karin, hvor længe der går fra man klager til ens sag bliver taget op og man skal møde op? Venlig hilsen Trine
[14:23:15| 17-04-2014 | 193.33.148.6]

Jeg har haft hovedet i min kommende bog om lige præcis DISSOCIERING de sidste dage. Så er jeg ikke god til at komme i seng på et ‘normalt’ tidspunkt! Men det betyder også, at alle, som har en eller anden slags input til noget, som har med dissociering at gøre, er meget, meget velkomne til at skrive (her eller på mail@karindyhr.dk). Det kan være at føle sig fjern og fremmed – at ryge ind og ud af en samtale – at folk siger, man skifter hele tiden, selv om man ikke selv oplever det sådan – at man har huller i hukommelsen, ikke kun for traumatisk begivenheder – at man har mange flashbacks – at miste tid, hvor man ikke ved, hvad man selv har lavet eller måske ligefrem ikke ved, hvordan man er kommet hen det sted, hvor man står – eller måske at opleve, at ‘man er flere’, at der er ‘personligheder’ i én, som handler, tænker føler selvstændigt. Hvis du har oplevet noget af dette og har lyst til at fortælle noget om det, hører jeg (og RIE – se nedenfor!) meget gerne fra dig. Og har du erfaringer med behandlere – gode eller dårlige erfaringer om at få hjælp eller tvært imod fx ikke at blive troet på eller få at vide, du er psykotisk – hører jeg (og Rie!) også gerne fra dig.
[13:32:17| 16-03-2014 | 188.180.239.103]

RIE: Hej folkens jeg er på udkig efter nogen der dissocierer, og på den måde oplever deres fortid på den ene eller anden måde. Hvordan du/I bearbejder det, det er lige meget, bare du/I er bevidste om at Du/I dissocierer, altså har begyndende fælles hukommelse.. Jeg vil rigtig gerne høre hvordan I oplever det, at dissociere, og på den måde ha kontakt til jeres fortid. Ordet er frit . Rie Jørgensen Grunden til dette skal måske lige med. Som Karin ved, så har jeg af en psykiater fået at vide at diss er en psykotisk tilstand – vor herre bevars – og jeg har tænkt at klage over hende. Men har fået hul igennem til psykiateren, og får en samtale med hende, hvor jeg giver hende mulighed for at forklare sig, så kan hun jo nok nå at dumme sig endnu mere, så jeg har mere at køre på. Og ellers kan hun nå at trække i land. Under alle omstændigheder er jeg selv så langt nu, at vi skal til at ha fokus på hvad dissociation er, set indenfra. Jo flere der vil bidrage, jo bedre. Og gerne med jeres personlige historie, hvordan I oplever diss osv. Hvad I nu har lyst til at fortælle. Til sidst, jeg vidregiver ikke noget uden jeres tilladelse. Og hvis man vil være anonym er det okay.
[14:14:33| 15-03-2014 | 188.180.239.103]

Rie Jørgensen slog nedenstående op på min FB og ville gerne have det slået op flere steder, så her er det. Hvis I er på FB, kan I svare der eller sende hende en PB. Ellers kan I sende mig en mail, så ekspederer jeg videre til Rie. – Karin
[14:13:18| 15-03-2014 | 188.180.239.103]

Hej Trine. – Jeg kan helt forstå, hvorfor du ønsker sagerne op, hvor der er chance for, at de behandles sagligt og ordentligt. Håber, det ikke skal blive ved at trække sådan i langdrag, for det kan jo godt tære en del på kræfterne . – Jeg er meget enig med dig i betragtningerne over, hvordan man betegner sin sygdom/lidelse/ hvad vi nu skal kalde det! – Håber, du kan nyde foråret ind imellem alt det svære. Karin
[17:29:12| 14-03-2014 | 188.180.239.103]

Hej Karin. Fik svar fra dem, da jeg rykkede dem, at jeg måtte kontakte dem, hvis jeg fik brug for det, og så kunne de måske stille med en bisidder. Hmm… Afdelingssygeplejersken tog det meget seriøst og sagde, at hun ville kontakte hans chef. Senere har min patientrådgiver fortalt mig, at jeg har ret til, at sagen bliver taget op med hospitalets ledelse, og at det samme gælder i en sag og en bæltefiksering, der ikke var indikationer for, og som blev trukket i langdrag, da jeg var indlagt på det somatiske sygehus. Og ud over de to sager, har jeg også klaget til afdelingssygeplejersken over min gamle patientrådgiver. Hun er skulle gerne være gået videre med alle tre sager, men jeg vil, efter at have talt med min patientrådgiver, gerne have, at hun tager alle sagerne op på ledelsesniveau. Ikke fordi jeg skal bestemme, hvad deres straf er, og om det er juridisk eller “kun” etik forkert det, der er sket. Men mere fordi, jeg gerne vil have de rigtige mennesker til at vurdere det. I Forhold til det, dig og Helle skriver om, har jeg også i perioder identificeret mig meget med min sygdom. I andre perioder har jeg altså også sagt, at jeg er min sygdom, fordi den vending nogle gange er nemmere at bruge rent praktisk – og altså ikke fordi jeg som sådan identificeret mig med den. Det er nu engang meget nemmere at sige, at man er bipolar frem for, at man lider af bipolar affektiv sindslidelse. Og så kan jeg faktisk heller ikke li at sige, at jeg lider af noget. Det virker meget offer-agtigt for mig. Vh Trine
[10:35:48| 06-03-2014 | 193.163.223.63]

Kære Helle. Du har naturligvis helt ret i, at mennesker ikke ER deres diagnose. Men som jeg skriver et sted i bogen (s. 76): i alle de år, jeg havde en borderline-personlighedsforstyrrelse, følte jeg i dén grad, at jeg VAR borderliner. Det fyldte hele mig og styrede stort set alt, hvad jeg tænkte, følte og gjorde. Det var, hvad fagfolk kalder egosyntont. Det føltes i det store og hele ikke unaturligt, men simpelt hen som MIG. – Men selvfølgelig har du ret, og det vil selvfølgelig være det rigtige at sige og skrive. Jeg er bare ikke altid helt korrekt 😉 I øvrigt er det da også sådan, at jeg kender ganske mange andre med et handicap, som også er ‘politiske ukorrekte’ over for deres eget handicap: spastikere, som netop ikke omtaler sig selv og andre i samme gyngende båd som ‘mennesker med cerebral parese’ og mennesker med Aspergers Syndrom, som kalder sig selv for ‘aspi’. – De bedste hilsner, Karin
[13:35:37| 05-03-2014 | 188.180.239.103]

Kære Trine. Undskyld, du måtte vente på svar! – Jeg er skuffet over, at LAP ikke svarede dig. Jeg troede faktisk, det lige præcis var i den slags situationer, de var klar til råd og dåd. Jeg håber rigtig meget, din afd.sgpl. vil tage det alvorligt og handle på det, for det er da virkelig ikke noget, der bare skal overses! Jeg håber, det lykkes, og at du klarer den belastning, det selvfølgelig er for dig. De bedste hilsner fra Karin
[13:22:07| 05-03-2014 | 188.180.239.103]

” ude i virkeligheden, hvor dagens borderlinere har deres liv” står der under “baggrund for bogen” – jeg er enig i den røde understregning fra stavekontrollen, det er bare helt forkert – mennesker HAR/FÅR en diagnose men ER ikke en diagnose – hilsner fra Helle
[15:30:27| 27-02-2014 | 131.165.169.13]

Kære Karin, Nu har jeg prøvet at kontakte LAP, men de har ikke svaret. Var også lidt tøvende til at starte med, fordi jeg ikke har det bedste indtryk af dem. Men jeg vil nu alligevel skrive og rykke dem for et svar. Jeg har fået talt med min patientrådgiver om sagen, men han var så uduelig. Jeg fortalte vore afdelingssygeplejerske om, hvad han havde sagt til mig, at hun aldrig ville have, at han skulle sætte sine ben i hendes afdeling igen. Jeg fik også talt sagen om tavshedspligt igennem med hende, og hun sagde, at proceduren var, at hun skulle kontakte hans leder og lade sagen gå videre den vej. Jeg ved ikke helt, hvor den lander, og om der overhovedet sker noget, men jeg vil tage en snak med hende om det, når hun er tilbage efter næste weekend. Vh Trine
[22:08:18| 25-02-2014 | 193.163.223.63]

Tusind tak, Lene 🙂 Hvis jeg kan give et håb til dig, som du kan give videre til din veninde, så må jeg bestemt sige, at ‘Glaspigen’ har opfyldt sin mission. De bedste hilsner fra Karin
[16:19:31| 17-02-2014 | 188.180.239.103]

Kære Karin Jeg har lige læst Glaspigen, og hold da op, hvor det rørte mig meget dybt….du er et fantastisk menneske med en fantastisk styrke og vilje på livet!!! Bogen har givet mig en maser inspiration til, at jeg nu har mod på og kan hjælpe min veninden som er langtidssygmeldt med svær depression. Tak, for at du har villet dele dit liv!! Mange varme tanker fra Lene
[21:54:22| 16-02-2014 | 2.104.13.83]

Hej nyligt udredte. Jeg håber, du får reaktioner på det fra folk herinde, for det er da helt klart en situation, hvor man har brug for andre med erfaringer. Måske har du også lyst til at lægge det på min FB, https://www.facebook.com/karin.dyhr.37, hvis du ikke har brug for at være anonym. Ellers kan jeg lægge det på for dig. Mange hilsner fra Karin
[14:26:13| 09-02-2014 | 212.55.36.107]

Hej Trine. Det er simpelt hen forkasteligt, det, du har været vidne til. Jeg synes helt klart også, du skal klage, hvis du har overskud til det. Men det er noget, jeg ikke ved ret meget om, for jeg tror, en del er lavet om, siden jeg klagede, og desuden er jeg ikke helt sikker på, om en klage over brud på tavshedspligten måske hører til i et andet regi end fx klage over uretmæssig fixering o.l. – Jeg synes, du skal henvende dig til LAP, for min fornemmelse er, at det her er noget, de har meget erfaring med, og de kan desuden ganske sikkert tilbyde dig den bisidder, du sikkert får brug for. – Som du er jeg er retfærdighedsmenneske, og jeg var nødt til at klage over min bæltefixering. Jeg fik ikke noget ud over det (og blev senere orienteret om, at den del af klagen, der handlede om uforskammet sprog fra en ansat i øvrigt havde hørt til i et helt andet klagesystem…), men jeg fortryder ikke den store indsats, det var. Men jeg er også glad for, at jeg stoppede, da jeg så, jeg ikke kunne komme længere. Det må trods alt ikke fylde det hele og blive til bitterhed. – Det er klart, du er meget sårbar lige nu, så måske skal du vente og bare skrive ned meget præcist, hvad der skete. Men jeg synes, du skal henvende dig til LAP med det samme, så du i det mindste kommer i gang med det. Så kan du/I sætte det i gang, når du føler, du har styrken til det. For det ER svært og hårdt at klage over systemer – men hvis vi ønsker ændringer, må vi prøve at finder måder at gøre det på og den rigtige støtte og hjælp, så vi ikke selv går i stykker på det. – A propos det med retfærdighedsfølelsen: jeg har engang overværet en situation, hvor en sgpl decideret ophidsede en meget svag pt så groft, og – ja, sadistisk, at hun kunne ende med at få hende lagt i bælte. Men jeg havde det selv meget dårligt og orkede/turde ikke at klage over det, jeg havde overværet. Jeg tænker stadig væk på det, og jeg kan godt forstå, jeg ikke kunne, men jeg har det ikke godt med det, for det var ikke moralsk rigtigt af mig. Nå, men somme tider må man tilgive sig selv og bare prøve at gøre tingene bedre næste gang! – Held og lykke med det og skriv rigtig gerne tilbage her, hvad dine erfaringer blev. Mange hilsner fra Karin
[14:23:41| 09-02-2014 | 212.55.36.107]

Hejsa. Er nylig udredt og søger andre i samme båd. Findes der mon en lukket facebook gruppe man kan komme i? Har forsøgt kontakt via borderlinenetværket men intet hørt.
[09:06:36| 08-02-2014 | 85.218.135.62]

Hej Karin. Jeg går og overvejer at køre en klagesag her i Risskov over et personale fra en anden afdeling, der ikke har holdt sin tavshedspligt, så jeg har passivt overhørt ham fortælle om patienter fra havde afdeling. Flere af dem nævnt med både for- og efternavn. Han sagde endda, at en af dem var tosset.i hovedet, og så nævnte han, hvem der var bæltefikseret. Jeg har hørt inde på FB-siden Tabuet, at du måske engang har kørt en klagesag angående en bæltefiksering. Og jeg vil høre, om du har lyst til at fortælle kort om fordele og ulemper ved at gå ind i sådan en sag. Jeg er stadig indlagt, og er meget sårbar. Men på den anden side, er jeg meget retfærdighedsmenneske, så jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal klage over ham. Venlig hilsen Trine
[07:00:59| 08-02-2014 | 94.191.189.139]

På foredragskalenderen + Facebook er der nu en liste over mine foredrag & undervisning på Færøerne 1/2 – 7/2. Mange hilsner og måske på gensyn 🙂 Karin
[16:00:40| 25-01-2014 | 188.180.239.103]

Kære alle – jeg ønsker jer en rigtig glædelig og fredfyldt jul, hvor eventuelle dårlige minder og følelser i det mindste i denne juletid må kunne smides så langt væk, at I overhovedet ikke kan hverken se eller høre dem! – Kærlige julehilsner og på gensyn i det nye år, Karin
[14:20:59| 23-12-2013 | 188.180.239.103]

Læs denne rigtig, rigtig gode artikel om skyld og skam af Arnhild Lauveng. Hun har lidt af skizofreni som ung, men er rask i dag og arbejder som psykolog. Læs også hendes bøger “I morgen var jeg altid en løve” og “Unyttig som en rose”. De kan varmt anbefales! Artiklen her er på norsk. Hvem eier skammen? Hvis jeg sårer deg, ler av deg eller stenger deg ute, så er det galt. Da bør jeg føle skyld. Hvis jeg ikke gjør det, kan min urett bli din skam, din følelse av at det er noe galt med deg. Les mer: http://www.nrk.no/ytring/1.11422835
[17:16:04| 19-12-2013 | 188.180.239.103]

VIGTIGT! Så er PFA Brug Livet Fondens afstemning om årets hjertesag gået i gang. Man kan stemme de næste 14 dage. Der er indstillet rigtigt mange gode og vigtige sager, men vi håber naturligvis, at Spor får rigtigt mange stemmer. Senfølgeområdet trænger i høj grad til noget bevågenhed og et stort løft. Link til afstemning: http://bruglivetfonden.dk/hjertesag/spor-landsforeningen-for-voksne-med-senfolger-af-seksuelle-overgreb/ Eller klik direkte fra min Facebook.
[13:19:24| 01-12-2013 | 188.180.239.103]

Hej Louise – undskyld, det varede nogen tid med at svare. Der er mange af os, der har tumlet rundt i ‘systemet’ med mange forskellige diagnoser. – Der kan jo sagtens nå at komme et foredrag i nærheden af dig inden den tid. Du må følge med her, hvor jeg opdaterer med jævne mellemrum. Håber, vi ses 🙂 Mange gode hilsner fra Karin
[23:59:19| 22-11-2013 | 188.180.239.103]

Hej Karin jeg er igang med at læse glaspigen. Den er rigtig god da jeg kan se mig i det du skriver. Jeg har ikke selv dianogsen borderline, men er ikke itvivl om at jeg selv har den. Ville rigtig gerne høre dit fordrag men kan se at du først kommer til Herning/ Ikast området om et halv år. Og det ærver mig at der er så lang tid til:-) mange hilsner Louise
[22:49:58| 16-11-2013 | 62.242.206.105]

Det er IKKE nødvendigt at tilmelde sig i hverken Kbh. i aften, Randers i morgen eller Odense i overmorgen – men man kan godt, hvis man gerne vil være sikker på en plads. Se foredragskalenderen. På gensyn! Karin
[12:30:34| 05-11-2013 | 194.239.236.18]

Og så er der jo foredrag om borderline i Odense i Bolbro Kirkes Menighedshus d. 7/11 kl.19.00. Det er arrangeret af CSM Syd og Paarup Aftenskole. Åbent for alle. Tilmelding: se foredragskalenderen. På gensyn 🙂
[00:10:50| 04-11-2013 | 188.180.239.103]

RETTELSE: Foredraget i Absalon Kirkes Menighedssal er TIRSDAG D. FEMTE!
[12:59:14| 02-11-2013 | 188.180.239.103]

Ændring v. foredrag om borderline i Absalon Kirkes Menighedssal, Sønder Boulevard 71, Kbh. V på tirsdag d. 7/11: det er flyttet til kl. 19.00 – 21.30. Åbent for alle. Tilmelding er ikke nødvendig, men du kan evt. sms’e til Andrea Hermansen på 27610126 og reservere plads, hvis du gerne vil være sikker. Jeg håber, vi ses 🙂 Karin
[11:42:15| 02-11-2013 | 188.180.239.103]

Foredragskalenderen er delvist opdateret, men der kommer mere på ‘snarest’ 😉 Karin
[23:41:48| 29-10-2013 | 188.180.239.103]

– og Synlighedsdagen i Aalborg er på søndag (med mulighed for at se undertegnede iført min meget synlige, røde jakke!). – På gensyn – Karin
[11:22:19| 27-09-2013 | 188.180.239.103]

Synlighedsdagen i Kbh. er først Lørdag.
[09:27:22| 19-09-2013 | 80.62.116.247]

Jeg håber, en masse af os ses til Synlighedsdagen i Kbh. i morgen!! Læs mere på http://www.synlighedsdagen.dk/ – og husk, at man kan gå og komme, som man har lyst og overskud til. På gensyn – Karin.
[07:18:54| 19-09-2013 | 91.103.36.1]

Hvis nogen af jer har lyst til at ‘møde’ Hvide Ulv og M/Yona, kan I scrolle ned til d. 1/3-12, hvor deres indlæg begynder – først M og hendes ulv, Yona, og fra d. 16/3 også Hvide Ulv. Indlæggene handler om dissociation, som altså kan lyde fremmed for den, der ikke har prøvet det, men som rigtig, rigtig mange tidligt traumatiserede (mange med en borderlinediagnose) lever med. Ikke nødvendigvis i den form, de to her skriver om, men i form af at føle sig fjern, uvirkelig, ikke rigtig vide, hvor man er og hvordan man kom derhen, altså forskellige former for ‘huller i tiden’ og evt. oplevelse af uvirkelighed. Og mange af os har så også oplevet ‘den lille’ indeni – måske den vrede ‘personlighed’, som gør ting, ‘jeg’ aldrig ville gøre – den pæne pige, som gør det rigtige, men ikke føler sig levende – osv osv. Og så er der altså også mennesker, som kan opleve, at de somme tider er et dyr, som måske hverken kan tale eller forstå sprog, alt fra pindsvin til ulv. Og oplever man den slags, er man slet ikke alene om det. – Dette var en MEGET kort version af, hvad dissociation er! Jeg arbejder på at få skrevet en lille pjece om det, og jeg skal nok snart se at få gjort det!! (Nogen af jer, der har hørt den sætning fra mig før? *GG*). Karin
[11:44:49| 17-09-2013 | 87.56.199.8]

Tak for hilsen og mails, Hvide Ulv. Det var rigtig dejligt at høre fra dig igen! Du er som altid velkommen til at skrive her eller på FB. – Kærlig hilsen, Karin
[11:27:06| 17-09-2013 | 87.56.199.8]

Karin og M/Yona! Halvandet år er gået! Det forstår jeg slet ikke! Men jo – der er sket så meget! Karin, jeg har sendt dig en mail. M/Yona og de andre – jeg håber du/ I har det godt! Allerkærligst, Hvide Ulv!
[10:28:46| 16-09-2013 | 87.59.128.100]

SPÆNDENDE TILBUD FRA SPOR: D. 04.09.13 Kære medlemmer I disse dage har København besøg af Matthew McVarish fra organisationen “Stop the Silence”. Han er i gang med en 1.610 km lang vandring gennem hele Europa under overskriften “Road to Change: Walk to Stop the Silence.” Han vil besøge 28 lande og 32 byer for at bryde tavsheden om seksuelle overgreb mod børn, være med til at danne netværk på tværs af landene og samtidig råbe politikere op. Spor har været så heldige at få en meget spontan aftale med Matthew McVarish og han vil gerne stille op til et cafémøde i morgen, torsdag den 5. september kl. 19 – 20.45, for at fortælle om projektet og motivationen for vandreturen. Mødet bliver holdt på Café Cadeau H. C. Ørstedsvej 28 1879 Frederiksberg Vi håber, at nogen af Jer har tid og lyst til at komme, selvom det er med så kort varsel. Der kan læses mere om “Road to change” og Matthew McVarish på www.roadtochange.eu. De bedste hilsner Landsforeningen Spor www.landsforeningen-spor.dk Spor på Facebook www.synlighedsdagen.dk
[00:04:40| 05-09-2013 | 80.62.117.136]

Rettelse: digtet hedder PERILLE på finsk 😉 – Karin
[23:25:18| 28-08-2013 | 87.56.199.8]

Kære KR – mange tak for dit indlæg, som jeg blev rigtig glad for! Så kan jeg fortælle dig, at Glaspigen er blevet oversat til finsk, og vi leder efter forlag – og digtet hedder på finsk PERLILLE. Er det ikke sødt? Det synes min mand i hvert fald 😉 (Han hedder faktisk Peter, men blev kaldt Per som barn, og han valgte selv, hvad han skulle hedde i bogen). – Jeg ønsker dig og din klient alt det bedste i jeres fælles arbejde! Varme hilsner fra Karin
[16:27:03| 27-08-2013 | 93.163.75.106]

Kære Karin Jeg har de sidste 18 måneder arbejdet terapeutisk med en kvinde der har været udsat for omsorgssvigt og incest og som skærer i sig selv m.m.. Hun anbefalede mig at læse Glaspigen. Tusind tak for en fantastisk beretning, inspiration og håb. Jeg græd da jeg læste digtet Til Per sidst i bogen. Tusind tak KR
[20:08:44| 25-08-2013 | 77.68.152.168]

Skidt med vægten, Anne Marie, bare du danser! 😀 Kh Karin
[17:27:11| 30-06-2013 | 87.56.199.197]

Kære Karin. Tusind tak for din hilsen og dine gode råd som jeg vil følge op på. Det havde jeg ikke forventet så det varmer rigtig meget. Ja jeg er begyndt at læse bogen – der er meget jeg kan genkende. Jeg vil når jeg får tid skrive om min baggrund på væggen og håbe på respons fra andre – lige nu lyder jeg måske som “lidt tung at danse med” Tak fordi du giver mig håb og mod til at komme videre. Mange hilsner fra Anne Marie.
[00:24:31| 30-06-2013 | 87.60.148.93]

Kære Anne Marie. Hvor er det trist, at du i alle de år har måttet lægge låg på “Det”. Noget, som aldrig nogensinde har været din skyld, og hvor du i stedet burde have fået støtte, varme og hjælp til at komme igennem. – At du blev “den dygtige hjælper”, selv i Incestforeningen, er jo ikke desværre ikke uhørt, ejheller beskeden om, at der skal lægges låg på, så “man kan komme videre”. Suk! Har du læst “Bag om Borderline”? Der prøver jeg også at skrive noget om netop det. Igen reklame *gg* – men måske kunne du vise det til personalet der, hvor du bor nu, så I i det mindste kunne få en diskussion om det? Ikke let, det ved jeg godt… Men jeg forstår rigtig, rigtig godt, at du trænger til at skrive med nogle om det, og jeg vil håbe, nogen her på Væggen reagerer. Du kan også lægge dit indlæg ind på min Facebook (link i venstre side). Og så vil jeg foreslå dig at skrive til Lissi, som du kan skrive til via menupunktet Kontakt. Hun har selv erfaringer med incest. Nu er det jo ferietid, så måske skal du have lidt tålmodighed med hende, men jeg ved, hun er rigtig god at vende tingene med. Hvordan med terapi? Har du ingen mulighed for at “få lov” (!!) til det? – Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Det er ikke for sent – og selve det, at du skriver her, viser jo, hvor gerne du vil videre. Varme hilsner fra Karin
[09:24:36| 29-06-2013 | 87.56.199.197]

Kære Karin. Jeg er en kvinde på 64år, som lige har læst Glaspigen i et hug – kunne ikke lægge den fra mig igen – og glæder mig over at du kom hel igennem. Jeg har aldrig fortalt psykiatrien om “Det”. Måske fordi de gange jeg har været indlagt har der været noget i mit liv på daværende tidspunkt som var “dråben”. Jeg var også bange for at de ikke ville tro mig og følte det var for farligt at tale om. Jeg fik at vide at jeg var opmærksomhedskrævende og skulle tage mig sammen – så det gjorde jeg. Jeg kom en overgang i incestforeningen, hvor jeg hurtig blev- hende der lytter og prøver og hjælpe – en rolle jeg kan til hudløshed. Jeg stoppede igen uden at få fortalt min historie som jeg også følte var vand i forhold til deres. Efter en længevarende psykose – angst og depression kom jeg i et lille bofællesskab, hvor jeg nu har været i 7 år. Her handler det om at komme videre og fortiden bliver der lagt låg på. Nu håber jeg der er nogen på Væggen man kan skrive med ?? Dele erfaringer med ?? Mange hilsner Anne Marie og tak for en god bog.
[18:25:07| 28-06-2013 | 87.60.148.93]

Kære Hanne. Jeg kender kun til Elisabeth Fonden, som står omtalt her: http://karindyhr.dk/help/elisabeth.asp. Jeg har ikke selv med den at gøre og kan altså ikke hjælpe, men kan jo prøve at kontakte dem. Jeg håber så meget, det lykkes – det er et tragisk problem, at der ike er råd til at hjælpe mennesker, som har brug for det. Forslag fra andre er meget velkomne! De bedste ønsker fra Karin
[21:34:01| 09-06-2013 | 79.131.221.250]

HEJ XX Jeg skriver til dig/jer for at høre om I kan være behjælpelig med oplysninger om mulighed for økonomisk/hjælp støtte fra fonde, puljer fra staten eller andet, som kan søges, der støtter op om og bevilliger penge til mennesker der er traumatiseret af tidlige seksuelle overgreb? Da denne person jeg skriver på vegne af ikke har mulighed for at betale for den nødvendige terapi ved den terapeut hun i 2 år nu har konsulteret. Jeg håber du/ I kan være behjælpelig med oplysninger? På forhånd tak. De bedste hilsner Hanne Kirkegaard
[12:07:25| 06-06-2013 | 86.52.12.2]

I år deltager Spor i Folkemødet på Bornholm. Vi er i fuld gang med at planlægge vores event, der hedder: ‘Hvor blev børnene af? Om senfølger af seksuelle overgreb’. Der kan læses mere her. Til dette har vi brug for nogle oplysninger fra så mange som muligt: Navn (evt. pseudonym) Nuværende alder Alder hvor overgrebene fandt sted (f.eks. fra 5 år til 12 år) Hvem der krænkede (f.eks. far og farbror) Et billede af huset/lejligheden/stedet, hvor overgrebene fandt sted (det kan evt. være et sted, der ligner). Alternativt kan skrives bynavnet, så laver vi et billede af et byskilt. Tanken er, at vores event starter med, at en skuespiller læser disse oplysninger op samtidigt med, at billederne vises. Dette vil anskueliggøre, at rigtigt mange mennesker har været udsat for overgreb samt, at overgreb forekommer i alle dele af landet, i alle miljøer og at det er begge køn, der udsættes. En lignende form har været brugt i USA, hvor det havde en meget stærk effekt. Oplysningerne bruges kun ved denne lejlighed og er naturligvis fortrolige. Hvis du vil være med til at få sat dette i værk kan du sende en mail med dine oplysninger og evt. et billede til kontakt@landsforeningen-spor.dk.
[22:39:13| 18-05-2013 | 87.56.198.184]

Dette har jeg fået fra SPOR, foreningen for mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb. Jeg synes, det er en fabelagtig god idé, som kan virke meget stærkt, navnlig hvis der er mange. Jeg håber, mange af jer vil være med og gerne dele det med andre. Det kommer ovenfor. Desværre kan jeg ikke lave linjeskift her, så det ser lidt rodet ud, men jeg håber, I kan læse det. Ellers må I sige til.
[22:38:58| 18-05-2013 | 87.56.198.184]

Hvis I skulle have lyst, så ligger der 7 minutters interview med mig på http://www.psykiatrienisyddanmark.dk/wm418765 . Karin
[22:34:35| 18-05-2013 | 87.56.198.184]

Hej Hans Christian. Jeg havde slet ikke set, du også havde skrevet her. Tak skal du have 🙂 Rigtig mange gode ønsker for dig og dit liv også fra Karin
[13:52:02| 22-04-2013 | 87.56.198.184]

Hej Karin Dyhr. Jeg er en ung fyr på 22 år, der lige har læst Glaspigen. Det er en vældig god bog, som er glimrende skrevet! Godt at du er blevet et helt menneske! Venlig hilsen Hans Christian F. Pedersen
[14:42:27| 12-04-2013 | 95.209.208.94]

Som nogle har bemærket, har både min mail og hjemmeside været nede. Begge dele er nu oppe at køre igen 🙂 Men mails sendt fra engang fredag aften er (sandsynligvis) gået tabt, så dem må jeg bede jer sende igen. Karin
[09:28:44| 04-02-2013 | 87.56.198.184]

Steffie og flok – så ligger sybil klar til mig på biblioteket. Meeeen hvilke kriterier stiller du, og din flok, for en god bog?? Er der noget konkret du søger i den, i forhold til diss, eller lign??
[21:37:57| 17-01-2013 | 83.89.118.214]

Karin, jeg har aldrig været i tvivl om at det var overgrebene der rumsterede, og det var min fars stemme jeg hørte i min flash back, det var hvorfor mit standart svar var som det var, der er gået op for mig 🙂 og det er en hel lettelse nu at se sammenhængen. Kh Rie
[14:26:56| 11-01-2013 | 83.89.118.214]

Kære Rie. Det er en rigtig, rigtig vigtig observation omkring det med at høre stemmer, som man jo altså kan gøre på flere måder, når man dissocierer – men psykose er det ikke. For fuldstændighedens skyld: man KAN have en psykotisk personlighed, men det er langt mere sandsynligt, at det netop er alterne, man hører. Eller som du udtrykker det: det var overgrebene, der rumsterede! – Tak for det, Rie. Kh Karin
[11:15:49| 11-01-2013 | 188.180.239.198]

Kære Karin. Jeg er i gang med at læse din bog “bag om borderline”. Vil allerede nu takke dig mange gange, selvom jeg ikke er nået så langt. Men allerede nu er der noget der er gået op for mig. Under min første indlæggelse, blev jeg presset til at sige at jeg hørte stemmer, del af min far, men også fordi personalet blev ved med at spørger. Senere hen har jeg fundet ud af at jeg diss. det der skete var at jeg trak mig væk, men kunne ikke forklare hvad der skete, overgrebene kørte rundt i mig. Når jeg blev spurgt hvad stemmerne sagde, var standart svaret “det må jeg ikke sige”. Din bog (kapitlet om dramaer) har sat mine tanker i gang. Og nu ved jeg hvorfor jeg altid svarede “det må jeg ikke sige” – når de mente jeg hørte stemmer, så var det som sagt overgrebene der rumsterede, og jeg har jo altid fået at vide jeg ikke måtte fortælle om overgrebene, og deraf selvfølgelig svaret. Jeg har aldrig før set den sammenhæng, så tak for at ha sat mine tanker igang. Kh Rie (R)
[21:46:33| 10-01-2013 | 83.89.118.214]

Foredraget i Fredericia foregår ganske rigtig på Vejlevej 24, (indgang via Vejlevej ved McDonald) , med det er Saxo Privatbanks lokaler, ikke Brørup Sparekasse som tidligere skrevet. – Karin
[17:33:20| 10-01-2013 | 188.180.239.198]

Husk, at foredraget d. 16. i Fredericia er åbent for alle!
[13:57:57| 10-01-2013 | 80.62.117.150]

Klip fra opslag i PTSD-foreningen – noget, som måske godtbkan være relevant for mange, selv om I ikke lige har diagnosen: Hey nu skal i lige HUSKE på at der kommer Free The Mind i aften kl 20 på DR2. Dette er en Dokumentar om børn og voksne med PTSD ( Post traumatisk Stress Disorder ) Samme Film som lige har kørt i Biffen 😉 Så læn jer tilbage med en times viden om hvorfor vi er og gør som vi nu gør når vi skal leve med denne Diagnose. http://www.tvguide.dk/programmer/DR2/2013-01-10/20:00/Free_The_Mind_-_S%C3%A6t_sindet_fri—
[11:03:33| 10-01-2013 | 188.180.239.198]

Rie: 🙂
[09:40:08| 10-01-2013 | 188.180.239.198]

Karin, min behandler og jeg ER tilmeldt, har været inde og gøre det i dag 🙂 Skal nok komme og hilse på. Rie
[21:36:12| 09-01-2013 | 83.89.118.214]

R: Osse jeg 🙂 Husk at være opmærksom på evt. tilmelding. Og husk at komme og sige hej 🙂 – Karin
[13:19:12| 09-01-2013 | 188.180.239.198]

Så ses der frem til d. 10 april i Vejle 🙂 R
[12:26:04| 09-01-2013 | 83.89.118.214]

Det skal jeg gøre Steffie og flok 🙂 R
[22:57:04| 08-01-2013 | 83.89.118.214]

Det var så lidt Rie 🙂 Jeg har ikke selv læst den endnu, men ville rigtig gerne, så du må lige melde tilbage, om den er go’ 🙂 Kh os
[21:04:44| 08-01-2013 | 2.129.247.71]

Steffie, det tænkte jeg godt at det var,men ville ikke antage noget uden at spørger, det kunne jo være jeg var på afveje. Og dejligt du kunne komme med en bog titel, den må jeg prøve at få fat på og læse 🙂 Kh Rie
[20:44:07| 08-01-2013 | 83.89.118.214]

Haha Karin, vi ser hvad det bliver til, 2 eller 10 sider 🙂 Men ville helt sikkert være dejligt med et talerør, og at få skabt mere opmærksomhed om diss. i psykiatrien, at få dem til at åbne øjnene for det. Rie
[20:42:26| 08-01-2013 | 83.89.118.214]

Hej Rie. Ja, det er min indre flok ! Jeg diss også, og har forskellige personligheder, der kigger frem engang i mellem ( temmelig tit ) og så mister jeg tid ! Kh os 🙂
[20:12:24| 08-01-2013 | 2.129.247.71]

Steffie – jeg har ikke glemt dig, men jeg har problemer med at sende mails fra toget. De kommer sikkert lige pludselig …Kh Karin
[19:05:25| 08-01-2013 | 80.62.117.171]

STINNE og HVIDE ULV: meget gerne jeres erfaringer også!! Hvide Ulv (og andre), også evt. noget om oplevelsen af at være helt alene med de oplevelser.
[18:43:50| 08-01-2013 | 80.62.117.171]

Rie / ALLE: ang. længde af beskrivelse: he-he, jeg aner det ikke!! LOL. Det hele er så ny en ide, st jeg slet ikke har nogen ide om omfang. Men på den anden side: hvorfor skal det være kort, når I har noget væsentligt at fortælle? Og mig bekendt har I ikke rigtig stemme nogen andre steder. Jeres personlige beskrivelser vil være meget værdifulde for andre at spejle sig i, og de vil lære psykiatrien noget, er jeg helt sikker på. Jeg har en forestilling om noget, der svarer til 3-4 A-sider, men VIL det blive længere, så lad det – så kan vi skære i det senere, hvis det er relevant. – Jeg forestiller mig, at der ikke skal være mere baggrundshistorie, end det er nødvendigt, for det kan så let blive meget langt . Gerne de barske ting, når de er der, men i en nogenlunde kortfattet form. Og så hovedvægten på oplevelsen af at dissociere – ikke kun i “personligheder”/altere, men også hvis du/I har oplevelser med huller i hukommelsen, tabt tid, uvirkelighedsfølelse o.l. Og meget gerne noget med evt. forhenværende og nuværende diagnoser, medicin og positiv eller negativ virkning, andres holdning, behandlere, igen både positivt og negativt. Gerne noget om selve behandlingen. Hvad har virket? – Sagde jeg 2-3 sider? Bare skriv, folkens, så kan vi altid redigere! Kh Karin
[18:41:15| 08-01-2013 | 80.62.117.171]

Steffie, du har helt ret! Sybil er en af de første bøger om en kvinde med DID, som dengang benævntes Personlighedsspaltning, og den er ganske rigtigt oversat til dansk. Forfatteren hedder Flora Rhita Schreiber, mener jeg. Der blev også lavet en film over den. Karin
[18:28:00| 08-01-2013 | 80.62.117.171]

Sidder med en trykken for hjertet, efter at ha læst Stinnes brev – så Stinne, hvis du læser med, det er SÅ godt gået, selvom din far aldrig får brevet, så viser du virkelig styrke, både ved at skrive brevet, og endnu mere ved også at dele det med os der læser det herinde. Styrke er en ressource når den bruges rigtigt – du er sej 🙂 Jeg har selv tidligere sammen med min beh. skrevet brev til min far, i et diss. øjeblik, hvor vi sammen fik lavet det. I diss. øjeblikket var jeg 4-5 år, så det bærer præg af barnlighed. Men får det helt mærkeligt når jeg læser brevet, fordi det lige netop var de ting jeg følte, og de spørgsmål jeg havde da jeg var 4-5 år. Rie
[16:48:52| 08-01-2013 | 83.89.118.214]

Karin – hvis jeg sender dig en beskrivelse, hvor meget skal jeg begrænse mig / hvor langt må det max være. Synes det er en super ide at få et par beskrivelser med, så det også ses fra vores synsvinkel. Kh Rie
[16:15:56| 08-01-2013 | 83.89.118.214]

Kære steffie. Jeg er lige lidt nysgerrig. Du skriver længere nede Steffie + flok. Når du skriver sådan, er det så de indre “personer” du mener?? Kh Rie (R)
[15:12:48| 08-01-2013 | 83.89.118.214]

Lige som jeg også skrev i det første, det ender med jeg må lave den bog selv, dejligt at der er andre der også tænker den tanke :). Jeg vil rigtig gerne sende dig, Karin, en beskrivelse af hvad jeg har oplevet i forbindelse med diss i behandlingen – sender dig det på mail en af dagene. Kh R
[15:10:34| 08-01-2013 | 83.89.118.214]

Ja, vi skriver en selv 😉 Jeg har hørt, at der er en engelsk bog, der er oversat til dansk, Sybil, tror jeg. Er der nogen, af jer der kender den ? Kh Steffie
[12:38:55| 08-01-2013 | 2.129.247.71]

Det ender jo med, vi selv må skrive den bog på dansk 😉 Foreløbig er jeg begyndt at samle materiale til oversættelse til den pjece, og der er et par hjælpere, der har meldt sig. Måske var nogle (ikke alt for lange) beskrivelser af, hvordan i selv oplever det, og hvad I har oplevet i forb. m. behandling og andres reaktioner (både positivt og negativt) noget, vi skulle tage med? – Kh Karin
[11:23:23| 08-01-2013 | 90.184.241.3]

Hej Karin og R 🙂 Nej, jeg kender desværre ingen bøger om det. Men jeg diss. selv rigtig meget, så jeg kunne også rigtig godt tænkt mig, hvis der sad nogle derude og kendte til nogle bøger. Kh Steffie + flok 🙂
[00:15:39| 08-01-2013 | 2.129.247.71]

Godt 🙂 Er der slet ingen derude som kigger med, som kender nogle danske bøger om emnet – hvis de altså findes?? R
[22:17:55| 07-01-2013 | 83.89.118.214]

Den er modtaget, R 🙂
[21:40:24| 07-01-2013 | 80.62.116.144]

Har smidt på mail hvor jeg bor. Mvh R
[18:31:40| 07-01-2013 | 83.89.118.214]

Hej R 🙂 Du har jo for så vidt været heldig, at du overhovedet har mødt mennesker, som interesserer sig for dissociation uden at afvise det – og dermed dig. Men trist, at du mistede din første terapeut, og svært for nr. 2, som absolut ikke finder opbakning, tvært imod. Jeg kan godt forstå, hun mangler sparring. Hvor i landet bor du? Hvis du er ked af at skrive det her, kan du sende mig en mail på mail@karindyhr.dk. – Der er en enkelt bog på dansk, jeg vil anbefale dig, nemlig Lars J. Sørensen: ”Smertegrænsen – Traumer, Tilknytning og Psykisk Sygdom” (Dansk Psykologisk Forlag). Det er en fantastisk bog, og dissociation er omhandlet i den, dog desværre ikke rigtig i den DID-agtige form, du ser ud til at lide af. Mig bekendt er der (endnu) ikke nogen bog på dansk, der omhandler det. – Men jeg er på det senere flere gange blevet gjort opmærksom på, at der mangler noget nogenlunde overskueligt materiale på dansk om dissociering – diss. i forhold til borderline – DID. Så jeg er nu i gang med at samle noget materiale sammen og evt. få oversat, så jeg kan lave en lille pjece om det. Man har brug for selv at forstå, ens nærmeste har brug for at forstå, behandlerne har brug for at forstå, og for at vide, hvor de kan hente rigtig viden. Så det er projektet for tiden, selv om lige præcis TID er det, jeg mangler allermest… – ALLE I ANDRE: skriv endelig her og giv R og mig flere oplysninger og mere hjælp – også til mit projekt! Evt. på mail@karindyhr.dk.
[12:27:38| 07-01-2013 | 194.239.236.19]

Hej igen Karin. Ja, det ville være rart hvis dansk psykiatri havde en forståelse og ikke mindst viden om dette. Det er lidt som at støde mod en mur, hvor der ikke rigtig er nogen der ved hvad de skal gøre. Men som sagt så var min første beh. (distriks sygeplejerske) bare alle tiders, hun troede på at det var det rigtige at gøre, trods skepsis fra kollegaer mm. Det hun har sagt efterfølgende at hun har manglet, var en at “spare” med, som viste hvad det gik ud på, for at “spare” med psykologerne som aldrig havde stået i situationen selv, det fik hun intet ud af, andet end misvisende “råd”. Kh R
[23:17:12| 06-01-2013 | 83.89.118.214]

Og kære R – du er “normalere” end dansk psykiatri har nogen anelse om, så det må vi gøre noget ved!!
[22:36:32| 06-01-2013 | 80.62.117.208]

Kære R – jeg skal prøve at få skrevet lidt mere til dig i morgen. Karin.
[22:06:20| 06-01-2013 | 188.180.239.198]

Hej igen Ja, det vil være et problem at de er på engelsk, desværre 🙁 Og ja, kender smøren. Det helt lille spæd barn, der skal sidde helt tæt og høre hjertelyd. Det 5 årige barn der er igennem meget, og hvor overgrebene tager til i styrke, der ikke kender forskel på godt og ondt. Den 8-10 årige der ikke rigtig tør knytte sig til nogen eller noget. Den 17 årige, der er fyldt af vrede og sorg, er selvskadende og mistroisk, ikke tror på nogen. Så ja, jeg er vist også hele vejen rundt. Efter 5½ år med en helt fantastisk behandler, har jeg måtte skifte behandler, men hun er også ved at komme efter det. Desværre har der bare ikke været andre på hele psyk der har oplevet det. Så min første beh. var ret meget på bar bund, men har været helt fantastisk, selvom hun har måtte prøve sig frem, og at stedets psykologer ikke var til nogen hjælp. Min nuværende beh. har været forberedt på hvordan jeg reagere, men de råd hun havde fået af psykologen, var lige til at smide i havet, hun havde sagt hun skulle fastholde mig i nuet, hvilket jo er det rene nonsens. Så jeg har måtte sætte ord på og virkelig tænke over hvad det er jeg har brug for, for at hun kunne hjælpe mig. Men ja, hun er ved at komme efter det, men jeg føler lidt jeg er startet på bar bund, fordi min “mor” flyttede, og desværre ikke måtte fortsætte med mig for psyk, trods hendes ønske. Men ang. bøger, så håber jeg nogen kan hjælpe med nogle titler på dansk, hvor der kommes ind på emnet. Har lige reserveret “hænder” af Annette Skipper, og håber på at den kan hjælpe mig lidt med i det mindste at føle mig lidt mere “normal” – hvad normal så end er ?? Kh R
[20:58:42| 06-01-2013 | 83.89.118.214]

Hej R. Jeg har igen og igen fundet det beskrevet i de mange bøger (både fagbøger og biografier), hvor der fortælles om det terapeutiske arbejde med mennesker, der dissocierer meget (evt. med diagnosen DID, men ikke nødvendigvis). Ofte vil det her handle om en spontan dissociering, hvor en ‘personlighed’, alter, afsplittet del, you name it, dukker op og reagerer SOM OM DET VAR DENGANG. Det kan være som en egentlig gennemlevning af et traume (flashback), eller det kan være et lille barn, der tigger om hjælp, en vred, som skælder ud, en mistroisk, som giver udtryk for, at terapeuten er fuld af løgn, eller noget helt syvende. – Den mest almindelige og anerkendte måde at arbejde med dissocierende mennesker på, er jo at tage disse altere, afsplittede dele, alvorligt, forsøge at skabe en relation til dem (ellers får man jo aldrig en relation til HELE patienten/klienten), høre deres historie, tage deres følelser alvorligt, forstå, at de opstod for at hjælpe og beskytte. Alle hører til! – Så kan man også arbejde med det, således at man ‘fremkalder’ disse dele ved hypnose eller i en del tilfælde bare ved at kalde på dem. – Det er som sagt noget, der er beskrevet i masser af bøger, men alle dem, jeg kender til, hvor det er grundigere belyst, er på engelsk. Vil det være et problem for dig? Hvis du har eller kan låne min bog “Bag om Borderline”, er der en litteraturliste om Dissociative Identity Disorder, hvor jeg er sikker på, du vil kunne finde meget af dette beskrevet. Desværre kan jeg ikke på en studs sige i hvilken bog, det rammer dit behov bedst, endsige hvor i bogen, og der findes mange, mange andre bøger end disse. Men hvis andre herinde har nogle gode bud, så lad endelig høre fra jer, please! Kh Karin
[14:40:59| 06-01-2013 | 188.180.239.198]

Hej Karin. Har siddet og læst det du har skrevet om dissociation. Selv dissocierer jeg under behandling, altså ryger tilbage til en given alder, og på den måde arbejder tingene igennem. Har forgæves søgt materiale om dette, ved du, eller andre der læser med her på væggen, om der findes bøger eller lign.om lige netop det at dissociere under behandling, og arbejde tingene igennem på den måde. Der er ganske få sider i en bog der tager udgangspunkt i psykolog ordningen. Men det jeg savner er mere set ud fra patientens synspunkt, og behandlerens tanker omkring det at have en patient der arbejdes sådan med. Håber at kunne finde noget et eller andet sted, ellers må jeg jo selv igen når tid er!! KH. R
[20:04:44| 05-01-2013 | 83.89.118.214]

Godt Nytår! Kærlige hilsner fra Karin
[15:51:24| 31-12-2012 | 188.180.239.198]

Rigtig glædelig Jul allesammen! Kærlige hilsner fra Karin
[17:37:20| 22-12-2012 | 188.180.239.198]

Foredragskalenderen er opdateret. Håber, nogle af os ses 🙂
[17:56:25| 27-11-2012 | 188.180.239.198]

Kære Steffie og alle dine “insiders” 🙂 Tak skal du have! – Men hvor er det da lige temmelig trist, at hvis man er ked af det, er det sikkert borderlinesk, hvis man er glad og glad for andre, er det sikkert borderlinesk, hvis man er vred osv osv. Uanset fortid, uanset diagnose, så har vi da også allesammen helt normale følelser!! – Kh Karin
[23:27:10| 15-11-2012 | 188.180.239.198]

Kære søde Karin 🙂 Jeg ved, at mange derude vil sidder og tænke “det er fordi hun har borderline, at hun skriver det”, men det er faktisk bare fordi jeg er rigtig meget glad for, at netop DU er i verden !!!! 🙂 Det sætter jeg pris på !!!! Så det er ikke bare borderlinesk !!! Mange knus og kram Steffie + flokken 😉
[23:16:31| 15-11-2012 | 2.129.134.48]

Hej June – jeg er rigtig glad for, at du syntes, du kunne bruge det til noget. Det var også dejligt at være sammen med jer 🙂
[19:23:58| 14-11-2012 | 188.180.239.198]

Hej Karin. Jeg har lige hørt dig på UCN i Hjørring. Jeg vil bare sige at det var et virkelig godt foredrag. Meget relevant og lærerigt. Tak for indsigten. Hilsen June.
[21:21:20| 13-11-2012 | 80.167.158.205]

Stinne – det kommer. Please forgive! 🙁
[16:45:59| 10-11-2012 | 80.62.116.35]

Kære Karin. Hvis du har sendt noget til mig, så vil jeg bare lige sige, at jeg ikke har modtaget noget – eller at det er gået tabt ude i cyberspace. Håber at du har det godt. Med venlig hilsen Stinne.
[21:21:04| 09-11-2012 | 80.167.106.188]

Kære jer. Jeg sidder og læser de indlæg der er skrevet og bliver meget berørt over dit brev Stinne, kan mærke det helt ind i kroppen. Det er stærkt, tak for at du deler det med os der indimellem er herinde. Og dejligt at der også fra systemet er åbenhed og ærlighed om at meget kan gøres anderledes og bedre…jeg er jo selv en af dem der arbejder i det. Kærlig hilsen fra Lissi. (kan ses og læses om på Karins hjemmeside).
[20:34:59| 24-10-2012 | 87.60.186.110]

Kære Stinne – jo, du kan tro, jeg har fået dine meget værdifulde mails. Jeg VIL have tid til at svare dig i weekenden. – Jeg er meget glad for, at du synes, der er brugbare ting i Glaspigen. Varme hilsner fra Karin.
[20:09:36| 19-10-2012 | 188.180.239.198]

Kære Karin. Jeg har i øvrigt læst Glaspigen færdig (for anden gang!) og det er en meget gribende bog. Den er fuld af værdigfulde detaljer. Spændende bog og meget velskrevet. Mvh Stinne.
[09:57:34| 19-10-2012 | 80.167.106.188]

Kære Karin. Jeg håber at du har fået mine mails. mvh Stinne.
[09:56:04| 19-10-2012 | 80.167.106.188]

Hvad angår det svenske indlæg tror jeg måske ikke, det hørte til her? Hvis nogen kender til det eller kan forklare mig sammenhængen, er jeg lutter øren! Karin
[17:20:19| 01-10-2012 | 194.239.236.19]

Nej, det ena behf6ver inte utesluta det andra, det kan jag he5lla med om, men vad e4r kyranks uppdrag? Det e4r det jag fre5gar mig Ska kyrkan arrangera detta? c4r det kyranks uppgift? Kan vi verkligen inte ne5 dessa personer pe5 annat se4tt inom idrottsve4rlden utan att le4gga tid, energi och pengar pe5 detta om det inte e4r ve5rt uppdrag?Varff6r kan du inte le4ra ke4nna samma me4nniskor i idrottsff6reningen och bjuda med dem pe5 kyrkliga aktiviteter iste4llet? Ve5ra sportevenemang e4r bra och ofta ve4lorganiserade och dessutom ve4lbesf6kta, det e4r bra. Inget fel med det. Men fre5gan e4r, ff6r att tala klarspre5k, om detta verkligen e4r ett se4tt att evangelisera eller om det e4r ett se4tt att umge5s?Du skriver att det e4r ett se4tt att ne5 me4nniskor, jag antar de5 att du menar att det e4r ett se4tt att ne5 me4nniskor med evangeliet? Och jag undrar de5 hur effektivt det verkligen e4r att ne5 ut med evangeliet pe5 detta se4tt?Jag vet inte, jag fre5gar, men jag anar att det finns mer effektiva se4tt
[03:08:42| 01-10-2012 | 77.104.227.62]

Stinne – ja tak, jeg fik din mail og svarer dig så snart, jeg overhovedet kan. Jeg kan godt forstå, det var et forløsende brev. Jeg har faktisk aldrig skrevet et brev til min far (som døde, da jeg var 24), men det ville nok have gjort nogle gode ting for mig, hvis jeg havde. Jeg tænkte aldrig på det. Måske kan dit brev inspirere andre til at gøre det samme og også få hjælp til Barnet ved det.Og hvis andre herinde har gjort noget lignende, er I meget velkomne til at skrive om det her. Jeg ser jo med glæde, hvor gode I tit er til at hjælpe hinanden! Varme hilsner fra Karin
[22:37:56| 29-09-2012 | 188.180.239.198]

Tak for rosen af brevet. Det er jeg glad for. det var et rigtig hårdt brev at skrive, men det forløste også meget. Jeg har skrevet til dig Karin, håber du får det. Ellers har du nok min email adresse, da jeg sidst jeg var herinde kaldte mig M, yona og de andre- Stinne er min mormors og min afdøde mors kælenavn.
[21:36:30| 28-09-2012 | 80.167.106.188]

Stinne – der er nogle ting i dit brev til din far, jeg rigtig godt kunne tænke mig at bruge til nogle af de foredrag, jeg holder. Kan du ikke skrive til mig på mail@karindyhr.dk, så vi kan snakke om, hvad du siger til det?
[15:39:26| 27-09-2012 | 188.180.239.198]

Kære Stinne. Tak for dit meget stærke indlæg. Det er jo både voldsomt og meget smukt – gør virkelig indtryk. Og mon ikke, det kan virke inspirerende på andre? – Jeg ønsker smukke danse og lys for dig og dit barn! – De varmeste hilsner fra Karin
[15:38:20| 27-09-2012 | 188.180.239.198]

Til Stinne Hvor er det stærkt… Jeg er fuld af ærefrygt over den styrke og menneskelighed du rummer. Du er et stærkt og sejt menneske, som jeg ønsker alt det bedste for! Sikke et mod det må kræve at skrive det brev, og hvor er det flot gjort. Al tænkelig held og lykke og varme til dig og din lille pige indeni. Randi Liv
[18:58:49| 26-09-2012 | 62.44.134.23]

Kære Karin. Jeg er igang med at læse Glaspigen. Da jeg begyndte at læse den bog, så skrev jeg et brev til min far. Ganske vist et brev han aldrig får, men et jeg havde behov for at skrive. Kære far. Du kom efter mig med uslukkelig vrede. Jeg har forladt dit hus. Jeg har forladt dit liv. Med det valg forlod jeg en del af mig selv. Jeg omfavner dig nogen gange i mine drømme fra barndommen. Knuger om dig med en inderlig barnlig kærlighed. Far, du er så stor og jeg kan ikke nå omkring dig. Men far du er stor, og kan nå omkring mig med store stærke lange arme og store hænder. Hænder som jeg er bange for. Du kan endda nå ind i mig. Du kan få min krop til at smelte ind i din. Bagefter går du i bad og vasker min krop ned i afløbet, mens jeg ligge kropsløs inde i sengen, med tomme store bange øjne der græder utrøsteligt. Kunne jeg have gjort noget for, at det ikke skete, far? Tanker der dukker op igen og igen. Sønderslider mit hovede. Jeg elskede dig som lille – selv da du stjal min barndom – og stadig elskede jeg dig. DU har svigtet mig mere, end jeg troede var muligt. DU svigtede, fordi at dine behov var vigtigere end mine – altid. Hvorfor misbrugte du mig? Dit smil forstummede når du så mig, og ingen andre var tilstede. Jeg smilede tilbage det bedste jeg havde lært. Håbede at dit smil kom tilbage, og at det ville tvinge den kulde væk som kom ind i rummet sammen med dig. Den kulde som gjorde mig så angst – og dig så fremmed. Du vidste godt, hvad du ville gøre ved mig i det øjeblik – gjorde du ikke? Forbudte tanker formede sig i dit hovede – tanker der kvalte et smil og sidenhen et barn. Nogengange forstillede jeg mig, at du trak noget giftigt luft ind som gjorde dig til en anden. Men hvem blev du så? Det kunne umuligt være DIG der gjorde det. Men DU gjorde det. Du plantede sejersrigt et flag i mit sind, for hver gang du brutalt gik ind i mit allermest private. Jeg har rykket flagende op og smidt dem væk. Hullerne er smertefulde og svære at dække til. Det er som om, at de står og siver smertefuld i mit indre. Det et barns minder der gør så ondt. Jeg var så lille, da du med stor fysisk magt brød ind i min krop. Ingen må bryde ind i et barns krop. Hører du, far? Ingen! Hvem sejrer til sidst? Hvem er stærk nu? Hvad ondt kan du gøre, når jeg er væk? Som en kulde kommer du stadig om natten, hvis jeg ikke husker at lukke og låse mit vindue. Sidder lille og smal på min seng. Kravler ned under min dyne og gemmer mig. Nogengange kan jeg ikke gemme mig, og jeg mærker kulden snige sig op af mine ben. Tårene presser sig på bag øjenlågene “gå væk far” hvisker jeg igen og igen. “Gå væk far.” Søvnen bliver de nætter som en fugl, der flygtigt flyver rundt i mit værelse uden at gøre et eneste fredfyldt ophold. De nætter slukker jeg ikke lyset, for da er den lille pige i mig rædselslagen. Hun flyver ligesom fuglen – rundt og rundt. Så fra nu af holder jeg mig vågen de nætter for at passe på hende. Holder lyset tændt for hende, så hun kan flyve i fuglens flugt. Når hun flyver deroppe, er hun uopnåelig for dig, far. For den lille pige er mig, far, og jeg vil ikke have du nogensinde bryder ind i den krop igen. Jeg forestiller mig, at når jeg er voksen og vågen, så kan du ikke trænge barnet op i en krog og klæde det af. Det vil jeg ikke tillade – aldrig mere nogensinde. Jeg kalder på hende igennem hendes smerte og flugt. Sætter hende fri i det lys, du aldrig gav hende nærheden eller oplevelsen af. Jeg sætter hende fri i det øjeblik, hun tør tage min hånd. Hun bliver aldrig din igen. Jeg sætter den lille pige fri, som du har holdt fanget i mørket i alle de år. Jeg vil lade hende danse med hunde. Jeg lader hende danse med mig. Hende og jeg skal danse sammen, indtil at hendes smerte forsvinder og kun lyset omgiver hende. For da vil lyset også omgive mig. Da vil jeg sige farvel til dig for evigt. Hviske ud i natten “farvel far”. Hilsen Stinne. Ps glæder mig til at læse bogen færdigt, Karin.
[22:02:20| 25-09-2012 | 80.167.106.188]

Hej Dorthe. Det er vel nok dejligt at høre, at du har fået så meget ud af at læse ‘Glaspigen’! Jeg vil straks lade din ros på videre til min medforfatter, Marianne Holmen. Det var så vigtigt for os begge, at det også blev en velskrevet bog! – Skønt at høre, at Lars anbefaler den 🙂 Som du sikkert ved, havde jeg jo den store glæde, at han skrev forordet til min næste bog, ‘Bag om Borderline’. – De allerbedste ønsker for dig og din uddannelse – der bliver brug for dig derude!
[11:54:47| 03-09-2012 | 188.180.239.198]

Hej Gitte. Jeg kan godt forestille mig, at det må være gået meget tæt på. Men jeg er meget, meget glad for at høre, at du har fået et håb med hjem! 🙂 Jeg håber, bøgerne også må give dig/jer noget, der kan bruges. Varme hilsner fra Karin
[11:50:29| 03-09-2012 | 188.180.239.198]

Kære Karin. -Har tilbragt weekenden med at læse glaspigen. “TUSIND TAK”. Det er en vanvittig vigtig bog, synes jeg, som giver indsigt, forståelse og læring i forhold til hvad du har været igennem og hvilken hjælp du har kunnet bruge i din lange vej mod helbredelse. Og velskrevetver den jo også. -Iøvrigt har jeg fået bogen anbefalet af Lars Sørensen, som led i min uddannelse til psykoterapeut. Igen “tusind tak” for en meget stor og vigtig beretning. Hilsen Dorthe.
[21:31:05| 02-09-2012 | 80.198.127.66]

Hej Karin Det var et super godt fordrag du holdt i Tønder i torsdags, jeg har en datter med Borderline som også har været ude for incest af sin far, Så det var hårdt for hende at høre, det kom meget tæt på. Men som pårøren var det meget lærerit, og vi kan se og hør at det er håb forude Hilsen Gitte A. Enevoldsen Jeg glæder mig til at læse dine bøger som vi købte.
[15:14:31| 01-09-2012 | 78.157.104.210]

Husk, du og alle, at indlæg og input til nyhedsbrev er meget vekomne! Kh Karin
[19:36:19| 13-08-2012 | 94.71.250.219]

Kære Karin. Tak jeg har det også godt.Glæder mig til det næste nyhedsbrev. Ha det godt. Kh Jette Mondrup
[18:54:24| 11-08-2012 | 87.57.147.155]

Kære Jette. Tak for ændringen, den er noteret. Jo tak, jeg har det fint 🙂 Og du? Kh Karin
[20:17:37| 09-08-2012 | 94.71.241.1]

Kære Karin. Jeg har fået ny mail adr: Jettemondrup51@gmail.com. Jeg havde hotmail før. Jeg vil gerne forsat have dine nyhedsbreve. Håber du har det godt. Knus Jette
[08:50:47| 09-08-2012 | 87.57.147.155]

Kære Gerly. MANGE tak for dit indlæg. Det er altid så godt, når man hører, at der er engagerede, empatiske mennesker, der forsøger at hjælpe de voksne ‘svigtede børn’. Mon du kender Foreningen SPOR? Det er en forening for mennesker med senfølger efter incest. Varme sommerhilsner fra KArin
[17:22:46| 31-07-2012 | 188.180.239.198]

Kære Karin. Har lige læst din bog og er meget optaget af alle beskrivelserne om ‘Ida’. – og det er sandt: man kan ikke slippe den. Det er gennem engagerede og dygtige kollegaer på mit arbejde, jeg har fået kendskab til ‘Glaspigen’. Personlige kender jeg (heldigvis) ikke til din verden. Men gennem mit arbejde, på et kommunalt projekt, véd jeg at vi møder rigtig mange af ‘de svigtede børn’ – der nu bare er blevet voksne.Og de kan ikke finde ud af at komme i arbejde, og de løber hele tiden ind i nederlag. Gennem den indsigt, som din bog giver, er jeg sikker på at den indsigt som bogen giver, vil komme mange af vores borgere til gavn. Vi prøver altid at møde folk på en ordentlig måde, og med din bog har jeg fået endnu bedre forståelse, viden og tålmodighed. Tak for at du orkede at skrive bogen. Venlig hilsen Gerly Andersen, Stevns Jobcenter.
[11:17:41| 24-07-2012 | 193.150.86.184]

Kære Rigmor – tak for alle de flotte ord! Du har sikkert mange gode grunde til at være vred. Men det er da sandt, at den anden part har det med at lukke af, hvis man er for heftig – lige som man selv gør 😉 Og så er det jo,at samarbejdet får RIGTIG dårlige betingelser! – Jeg håber, der bliver mindre grund til vrede fremover. Varme hilsner fra Karin
[14:25:11| 09-06-2012 | 188.180.239.198]

Kære Karin. Jeg var en af deltagerne ved dit foredrag i Skovlunde Kulturhus og det var en fantastisk oplevelse at møde dig. Du har en skøn udstråling og jeg må rose dig meget for at kunne formidle budskabet om den elendige behandlinspsykiatri uden at være vred. Derved er du i stand til at formidle budskabet. Det er jeg desværre ikke i stand til og jeg oplever derfor at dem jeg gerne vil nå, lukker helt af når jeg går ” i selvsving” og raser over alle uretfærdighederne!! Du må finde dig i, at være en rollemodel for mig og jeg vil øve mig i at være mindre vred og bare saglig, som du er. Jeg glæder mig til at ha din bog i hænderne og fordybe mig. Jeg er sikker npå der er meget at lære:) Knus Rigmor Sofia Sommer
[20:49:13| 06-06-2012 | 93.167.46.22]

Kære Karin. Tak for en fantastisk oplevelse
[20:38:56| 06-06-2012 | 93.167.46.22]

Tusind tak, Birgitte! Jeg blev meget glad for din hilsen. Ja, der er desværre stadigvæk meget at rette op på mange steder i systemet, men det må vi jo så prøve på 🙂 De bedste hilsner fra Karin
[22:22:40| 18-05-2012 | 188.180.239.198]

Kære Karin. Hvor er jeg glad for at opdage du har en hjemmeside, så jeg kan sige tusind tusind tak for en fantastisk bog! Jeg har først nu hørt om Glaspigen, og allerede ved beskrivelsen kunne jeg mærke den var noget for mig, og jeg har kun brugt et par dage på at læse den. Jeg måtte lægge den ned nogle gange, for at græde, og for at samle mod til at komme videre med den, men det lykkedes, og sikke en fantastisk slutning! Hvor det dog piner mig, at et menneske som har så ondt, i den grad bliver misforstået af hovedparten af de mennesker, som skal hjælpe, der er meget at rette op på i systemet. Din bog er så utrolig vigtig, på så mange områder. Jeg ønsker dig alt godt fremover, fra Birgitte.
[19:13:42| 18-05-2012 | 80.197.79.229]

Hej Anne. Tak skal du have. Det er så dejligt at høre, at man kan inspirere andre! Jeg lader også gå videre til min medforfatter på “Glaspigen”, Marianne Holmen, for uden hende var jeg aldrig nogensinde kommet i gang!! De bedste hilsner, Karin
[13:50:31| 14-05-2012 | 188.180.239.198]

Hej Karin! Jeg har lige læst “Glaspigen” og vil bare sige tusind tak for at dele din historie med mig (og mange andre). Det har været helt fantastisk at få lov til at få et indblik i et liv med borderline. Du er en kæmpe inspiration, og jeg ved at din bog vil være mig behjælpelig resten af livet. Tak herfra. Med venlige hilsner fra Anne L
[20:03:35| 13-05-2012 | 94.18.118.86]

Kære M. – Sorte Ulv – Yona – hvis du har Hvide Ulv’s mailadresse, vil du så ikke sende min besked til hende videre? Bedste hilsner, Karin
[14:37:30| 06-05-2012 | 188.180.239.198]

Kære Hvide Ulv – der er noget fra det, du har skrevet her, jeg meget gerne vil citere ved foredrag. Vil du ikke skrive en mail til mig på mail@karindyhr.dk, så vi kan snakke om det?
[14:36:00| 06-05-2012 | 188.180.239.198]

Hej Tanja. Jeg er enormt glad for at høre, at du synes, du kan bruge mine og andres erfaringer fra BoB (‘Bag om Borderline’ for dem, der ikke helt er med på forkortelserne 😉 ) – at du føler, du får svar på nogle ting. Tak, fordi du skrev! Varme hilsner fra Karin
[15:16:33| 25-04-2012 | 188.180.239.198]

Hej Lissi. Tak – ja, det var virkelig en oplevelse af de rigtig store 🙂 Kh Karin
[15:14:51| 25-04-2012 | 188.180.239.198]

Hej Karin. Jeg vil sige dig tak for at du har delt dit liv med os, i BOB s jeg er ved at læse… – Har ikke fået læst Glaspigen endnu men det når jeg jo nok. Nu hvor jeg er ved at læse BOB, går tingene mere og mere op for mig, hvilket jeg har manglet hele livet… Spørgsmålet ‘hvorfor’, som jeg har stilt mig selv tusinde gange i forskellige situationer, kan jeg lige pludselig få lidt svar på i bogen. TAK! De bedste hilsner, Tanja 22 år.
[13:26:05| 25-04-2012 | 62.44.134.111]

Velkommen hjem Karin og fantastisk at høre om din tur…..kan næsten mærke det igennem det du skriver. Kh Lissi
[07:48:20| 11-04-2012 | 87.60.186.110]

Kære alle – så er jeg tilbage efter en helt fantastisk tur til Grønland sammen med min mand, Peter. Der var så helt utroligt smukt, menneskene så søde, og oplevelserne så ubeskrivelige. Nordlys (var ved at få forfrysninger i fingrene, da jeg absolut skulle blive ved og ved at fotografere i -29 grader – har stadig ondt i en tommelfinger…), tur ud at gå på indlandsisen (den ‘synger’ under ens fødder), sejltur ud at se på isfjelde (gid jeg var digter, så jeg kunne vise jer, hvor smukt det var), hundeslædetur (vidste I, at de grønlandske slædehunde er så tæt på at være ulve, at de rent faktisk kan få levedygtigt afkom sammen? Og at når man holder en pause, så smider alle hundene sig ned og hviler midt i sneen, mens førerhunden går rundt og kigger til hver enkelt og evt. slikker isklumper af deres trædepuder? Det er da en flok, må man sige!) – og et foredrag for dejlige mennesker i Ilulissat! Jeg er helt fyldt op af indtryk og oplevelser 🙂 Og nu i gang med at svare på nogle af alle de mails, der er kommet i mellemtiden 😉 Kærlig hilsen, Karin
[17:32:37| 05-04-2012 | 188.180.239.198]

Kære Hvide Ulv. Det kom bare en dag op i min bevidsthed, da Ulv havde taget en tydeligere form for mig, så var han også klar til et navn, åbentbart. Det gentog sig det navn, og jeg prøvede at finde ud af hvem der hed det. Efter lidt tid fandt jeg ud af, at det var Ulvs navn. Det betyder Bjørn. Det passer meget godt da han bekytter mig. Hvalp er også ved at få et navn, og jeg tror at det bliver Manit. Det betyder ´beæret´ og skulle være et væsen fuld af glæde, desuden har det også noget at gøre med mit eget navn og efternavn. Så det passer godt til hans sorgløse væsen. Han er ikke en ulvehvalp, men en sibirian husky hvalp. Ja, jeg smilte også over, at din er sort og min er hvid. ;0) Kh M, Yona og de ande.
[13:39:38| 20-03-2012 | 94.18.252.67]

Nyd den rene stilhed og skønhed som jeg drømmer om må være i Grønland:-) Tak for ordene og rigtig god rejse. Og tak M og Yona og de andre, for at I er derude:-) Hvordan fandt du ud af han hed Yona? Det er et smukt navn. Jeg smiler ved tanken om at han er sort. Og min er hvid;-)
[21:20:29| 19-03-2012 | 77.215.241.72]

GOOD TUR KARIN!!! Kom snart hjem til os igen, men NYD turen!! ;0) Kh M, Yona og de andre.
[20:54:02| 18-03-2012 | 94.18.15.36]

Kære Hvide Ulv. Du er ikke den eneste der skaber flokke ;0) Yona går i flok med M´s støtteperson og noget personale, som han er tryg ved og med Lille og Hvalp. Jeg ønsker heller ikke at Yona skal forsvinde, men han skal bare ikke være så stærk, at han stikker ukontrolleret af og vandrer over lange afstande. Han kommer også ´ud´ på trave ture i skoven, hvor han får lov at strække ud i naturen, og være det han også er; Vild /og delvis utæmmet og i kontakt med sine instinkter, blandt andet jagt instinktet (Pas på ænder! :0). Jeg kalder det at ´strejfe´. Motion er absolut nødvendig ellers det til gennemgribende angst, for især mennesker. Jeg oplever ham ikke som aggressiv, kun hvis Lille M trues, eller han trænges op i en krog. Jeg er også i den sociale læringsproces, det er en svær proces når man fandt så meget sammen med dyrene; tryghed, sikkerhed, nærhed. Heste indentificerer jeg mig også stærk med og har beholdt Hest, som er hjælper for Lille. Da heste, som du skriver Hvide Ulv, er sensitiv blide og intelligente dyr. De kræver stor indfølelse og tålmodighed. Jeg er glad for at læse, at du arbejder på at skabe et liv til jer. Det er jeg også selv lige startet på. Yona står også i spidsen når der skal vælges nye menesker, og han er ikke nem at stille tilfreds! ;0) Det glæder mig, at du har fundet en ligestillet. Jeg finder det meget interessant at læse om dig også, Hvide Ulv. Jeg er heller ikke på face, endnu. Kh M, Yona og de andre. Yona er iøvrigt kulsort.
[20:50:26| 18-03-2012 | 94.18.15.36]

Kære alle – i morgen meget tidligt tager jeg til Grønland i 14 dage :-))) Ud at køre på hundeslæde, se nordlys, moskusokser, sejle til en lille bygd, gå på indlandsisen – nyde og opleve! – Men det betyder måske, at I ikke rigtig hører fra mig, før jeg er hjemme igen d. 2/4 (og så går der måske også liiiige et par dage derefter…). Hav det godt i mellemtiden, alle i 12-årige og Ulve og Heste og helt almindelige mennesker, som dukker op her på Væggen! Kærlige hilsner fra Karin
[20:14:08| 18-03-2012 | 80.162.122.82]

Kære Hvide Ulv! Dejligt at høre meget mere om dig. Det er nok ikke dig, der skriver, men ‘jeres vært’ (host), som man plejer at kalde det – den, der er mest ude, den, som andre ser? Eller måske er den, der skriver, en, som tør være mere ærlig, end den, som normalt er ‘ude’? I hvert fald er det dejligt, at du tør komme frem her og føle dig tryg ved at fortælle om Hvide Ulv, og jeg r helt sikker på, at M føler sig meget glad for, at HENDES (deres) åbenhed gav respons. – Kh Karin
[20:10:24| 18-03-2012 | 80.162.122.82]

Ps: Kh Hvide Ulv
[18:56:00| 18-03-2012 | 77.215.241.72]

Tak for din søde respons Karin. Jeg er endnu ikke helt parat til at deltage på facebook da der er nogle bekendtskaber jeg ikke mener behøver at vide det om mig. Selv om jeg da er meget åben omkring min sygdom – eller – sygdom er ikke længere den rette beskrivelse. MEN jeg følger med! Ja, hold da op M, du er nået langt. Det er SÅ interessant og spændende for mig at læse dine beretninger. Meget af det er fuldstændigt som jeg har det (autopiloter, hemmelige liv, liv med dyr). Jeg sidder ikke og priser at vi har været nødt til skabe dette univers men jeg finder ro og selvaccept i at møde andre som har lært at leve med diagnosen og som har opnået forståelse af sig selv, sine reaktioner og symptomer. Min ulv er en del af mig og jeg ønsker ikke at den skal forsvinde. Den giver mig tryghed. Selvfølgelig kan den/har den været skræmmende når den har været meget vred og skræmt men det er den ikke så meget mere. Og det er da ikke udelukkende praktisk at den helst lever alene. For den er også ked af ensomheden. Det er nu lykkedes mig at skabe min egen lille ‘flok’; min mage(min mand) og mine to hunde. Med dem er jeg tryg. Og så er jeg er ved at lærer at være social og det går fint. Men jeg er bevidst om at min ulv og jeg har brug for at vandre alene for at have det godt, bevare roen, og undgå ukontrolleret vrede og angst. Jeg er ved at skabe et liv hvor det ikke er et problem at skabe plads til mig/os. Jeg er hver dag i kontakt med heste som jeg også identificerer mig stærkt med – deres sensitivitet og følsomhed som kræver at vi omgiver dem med ro og respekt for ikke at stresse dem og får dem til at flygte. Og hvor jeg har svært med at være sammen med voksne mennesker – særligt når jeg ikke selv har ‘valgt’ dem – går det meget nemmere med børn. Ja jeg troede jeg skulle leve i ‘the fast lane’, i de store byer hvor ‘det hele sker’ og som journalist eller sygeplejerske i kriseramte områder! Jeg skulle ALT, det skulle være vildt og jeg skulle være bedst. Og det forsøgte jeg så. Til jeg en dag ikke kunne forsøge mere. Til jeg var så langt fra noget der kunne være et sammenhængende menneske, at jeg var i tvivl om, om jeg nogensinde ville finde det ‘hjem’ jeg ofte skreg efter. Det gjorde jeg. Heldigvis. Men det er et nyt liv. Og det skal læres:-)
[18:53:33| 18-03-2012 | 77.215.241.72]

M: Du er nået langt, og du fortæller meget, meget levende og klart om det. Jeg flytter også de sidste over på FB.
[14:48:47| 17-03-2012 | 80.162.122.82]

Der er nemlig rigtig, at vi har gode autopiloter ;0) Min krop huser en arrig teenager, en Hest, en Ulv, min mor, en Hvalp, Lille M, og div. autopiloter og måske andre der ikke er kommet frem endnu. Jeg har netop skabt dem for at kunne klare mig sammen med mennesker, når jeg absolut skulle. Jeg opfører mig helt normalt, og ved også hvad det vil sige, at geberte sig blandt andre mennesker, især fremmede. Det har mine autopiloter styr på. De er høflige, veltalende, imødekommende, rolige, sjove, sociale. De er netop skab for at skjule mit rigtige kaos og umenneskelighed som kun jeg kendte til. Ellers udlevede i mit ´hemmelige liv´, når jeg var alene eller sammen med dyr. Et liv som ingen kendte. (nu kender lidt flere til den rigtige mig ;0). Når jeg er sammen med mennesker, der accepterer mig med alle de sider jeg har, så viser Yona sig tit. Desunden er Yona blevet stærk/tydeligere, da jeg er brudt ned psykisk. Mine autopiloter crashede efter en del år ved styrepinden, i et liv hvor jeg agerede `normal`. Jeg tog en HF og 1 år på en videregående uddannelse, jeg havde en ´normal fungerende kæreste´ som jeg boede med, jeg har et rimeligt tæt forhold til min familie. Jeg har været en mester til at skjule ting, for jeg har altid haft et dårligt syn, men det kompenserede jeg for da jeg ikke ville have briller, da jeg blev mobbet. Jeg havde minus 3.50 og minus 2.75. Jeg fik først linser som 24 årig. Jeg har stadig autopiloterne, og kan bruge dem i kortere tid. Da min psyke braste sammen, kom de psykiske lag mere tilsyne (Yona, Lille M, Hvalp og Hest). De psykiske lag, som jeg havde fortrængt som voksen, og brugt som barn til at kunne overleve i det seksuelle misbrug. For mig er det langt tryggere at dissociere over i dyr og naturligt. Især et dyr som mennesker har respekt for. Jeg oplevede jo ikke, at der var respekt for mig som menneske, så kunne jeg bare være et dyr! Et farligt og sky dyr, så mennesker holdte sig væk eller han trak sig. Det var min måde at forsøge, at få en, omend hemmelig og for mig tryggere plads i verden. Nu er min plads i verden blevet meget tydeligere, men min smukke Ulv er stadig hos mig. Desuden måtte jeg have en til at beskytte Lille M, og mig selv, hvis det er nødvendigt. Ulve er også sky, og det er jeg meget som menneske. Så jeg tog Yona til mig, og Yona tog mig og især Lille M til sig. Som sagt, selv i dag ville mange blive overraskede hvis de kendt til mit indre og hvordan jeg oplever min verden. Jeg har opfattet mig selv som levende i to verdener. Hvad jeg også har. Men der er kun en verden, det har jeg lært nu. Kh M, Yona og de andre.
[12:37:19| 17-03-2012 | 89.249.8.26]

M: du skriver nogle smaddervigtige ting om, hvor gode automatpiloter vi kan have – ingen mærker noget!
[11:30:47| 17-03-2012 | 80.162.122.82]

Og naturligvis velkommen med den nye Ulv, jeg er meget glad for, at Karin har sat fokus på os, der dissocierer over i dyr ;0) Det første Karin sagde, da jeg skulle snakke med hende var; Jeg har glædet mig til at møde Ulv (der vidste jeg ikke at han havde et navn) Det rørte mig rigtig meget. Kh M, Yona og de andre.
[22:52:44| 16-03-2012 | 83.89.93.112]

Kære Karin. Nej det er bare svært for mig, da Yona er så stærk ligenu, men det har meget at gøre med nogle skræmmende datoer. Det er rigtigt det du skriver på facebook, at Yona er der for at beskytte Lille M. I en situation med personalet, der var det Lille M der kom over, men Yona tog hurtigt over, det kunne Dorthe (kontaktperson) hurtigt se. Min kropsholdning ændrede sig, sproget døde og jeg/Yona smuttede, det kan jeg ikke huske skete, men det skete. Yona mente, at det var bedst at gå. Hvis folk kommer for tæt på, så viser han/ jeg tænder. Bliver jeg presset så flygter han. Jeg har dissocieret over i ham i mange år, uden at vide at jeg dissocierede. Jeg troede, at jeg var skør, når jeg opførte mig som et dyr. Det er nu forståeligt, at jeg vælger at flygte over i dyr `personligheder`, da jeg ikke stoler på mennesker, og er blevet gjort fortræd af mange. Yona vil blive farlig hvis jeg, eller specielt Lille M trues. Det har jeg oplevet. Selv om mine dissociationer lyder voldsomme – og er det, så har jeg familie, der kun ved meget lidt. Jeg styrketræner i motionscenter, går på dansehold og har andre interesser som tegning, madlavning, filosofi og andet. Jeg bor på et socialt psykiatrisk bosted, men har en `normal` vennegruppe, hvor få ved noget. Jeg har gode autopiloter, min mor som indre hjælper/ trøster (hun døde da jeg var lille) en arrig teenager der holder på blandt andet vreden, Yona der blandt andet holder på mistilliden og frygten for mennesker, Hest og Hvalp som er hjælper for Lille M, Lille M er min sårbarhed, erindringer og er `den lille pige i mig`. Mennesker var så rådne da jeg voksede op, at jeg mest levede sammen med dyr, mine kaniner og hunde. Så Yona er et levn fra min `dyretid`. Han fulgte med mig, da jeg skulle lære at være menneske igen og tæt på mennesker igen. I grænselandet imellem menneskeverden og dyreverdenen, der lever han som min (og især Lilles) beskytter. Nu da jeg gerne vil være menneske helt og holdent, så er han ikke praktisk. Dog er min verden ikke helt tryg endnu, og derfor har jeg stadig brug for ham, og da han er stærk så styrer jeg ham sjældent selv. Jeg bruger ham også til at vurdere nye mennesker, derfor har du også mødt ham, Karin, men han forsvandt hurtigt, og jeg blev tilbage ;0) Det var nemlig ikke nødvendig t at han tog helt over og flygtede. Kh M, Yona og de andre.
[22:46:04| 16-03-2012 | 83.89.93.112]

Hej M. Tak for din beretning om Yonas lange løbetur. Du skal vide, at det slet ikke er usædvanligt at have så store huller i hukommelsen. Jeg kom engang til mig selv på Vejle Station uden at ane en dyt om, hvordan jeg var kommet dertil og hvad tanken var, at jeg skulle der. Skræmmende, men ikke spor usædvanligt. Men en af dem i mig må jo have haft en tanke med det, og den ‘personlighed’ har sandsynligvis kunnet finde ud af at købe en billet fra Aarhus og tage med uden at virke specielt påfaldende. Vi, der har oplevet tidlige traumer, har ofte huller i hukommelsen, og de kan være store. Somme tider kan en del af os følge med i, hvad der sker, som når man har det forfærdeligt, men så stopper op og snakker helt normalt i telefonen med en veninde, er ringer, for derefter at vende tilbage til vores vrede tilstand – uden at være herre over nogen af de to tilstande eller ‘personligheder’. Så kan vi som regel (men ikke altid) godt huske samtalen. Til andre tider aner vi ikke, hvad en anden ‘derinde’ har foretaget sig. Så M – det er ikke spor usædvanligt at tabe tid. Ubehageligt, upraktisk, men ikke underligt. Kh til dig og Yona og de andre, og tak til Yona, at han lod dig skrive om det, så en anden her kunne føle sig mindre alene med SIN Ulv.. (P.S. Jeg kopierer også dette over på FB, hvor der vist også er nogle, der gerne vil prøve at forstå lidt mere om alt dette).
[20:57:49| 16-03-2012 | 80.162.122.82]

Hej Pige på 12 🙂 Til lykke med, at det blev en god stil. Du er sej! 😀
[20:46:11| 16-03-2012 | 80.162.122.82]

P.S. Ovre på https://www.facebook.com/pages/Karin-Dyhr-forfatter-og-foredragsholder/171386302881818 er dissociationssnakken, også om dyre-personligheder (eller altere, som det hedder i fagsprog), også i gang, og du er meget velkommen derovre også med dine erfaringer og tanker. Måske lidt usmart, at vi ‘snakker’ begge steder, men sådan har jeg altså fået skruet dét sammen 😉 Karin
[20:45:18| 16-03-2012 | 80.162.122.82]

Kære du – nej, du er ikke alene overhovedet. Og vel er det da trist, at så mange mennesker har borderline, og så mange har været nødt til at dissociere for at overleve. Men det er helt, helt sikkert godt at opdage, at man ikke er alene! Jeg tror gerne, du har gået stille med DIN Ulv af angst for overhovedet ikke at blive forstået, men udnævnt til ‘freak’. Og desværre er det sådan, at mange steder i psykiatrien ved man meget lidt om dissociation og forestiller sig slet ikke, at så mange med en ‘helt alm. borderlinediagnose’ rent faktisk dissocierer så meget, som de gør. Så det må vi lære dem! Jeg havde faktisk en rigtig god oplevelse i går, hvor jeg holdt oplæg for læger og psykologer på Aalborg Psyk., og der var rigtig stor viden og forståelse omkring dette. Så det rykker lige så stille. Og din Ulv er velkommen her, helt sikkert! Mange varme hilsner til dig og din Ulv fra Karin.
[20:42:48| 16-03-2012 | 80.162.122.82]

Kære Karin. Jeg har nu længe fuldt dig ‘med det ene øje’, her og på facebook. Under mit studie stiftede jeg bekendtskab med ‘Glaspigen’ som fangede mig men skræmte mig mest da jeg ikke var i erkendelse med min sygdom. Jeg læste kun meget lidt. I de sidste tre år har jeg arbejdet seriøst og intensivt med mig selv og min borderline og har forsøgt mig med at læse ‘Bag om Borderline’ men skubber den hele tiden fra mig da jeg – heldigvis – ikke genkender misbrugsdelen og synes det er voldsomt at læse om. Men det skal forhåbentlig lykkedes mig en dag at få læst det hele. Begge bøger! For idag! På denne smukke forårsdag så jeg først én historie. Så én mere som jeg genkendte mig selv i. Og NU må jeg være med! Endelig føler jeg mig også som en del af et fællesskab. Jeres fællesskab. Jeg er ikke alene. Selv om jeg rationelt har vidst at I er mange som har de samme problemer som mig og vi alle er ‘dem med borderline’ så kunne (ville jeg ikke?) mærke samhørrigheden. Det som jeg troede INGEN nogensinde ville forstå var min Ulv…min dissociering over i min ulv – som jeg nu har lært det hedder;-) men se nu: DER FINDES ANDRE!!! Endda også en ulv… jeg bliver aldeles mundlam. Jeg græder af taknemmelighed og må stoppe her. Tak Karin for at have skabt dette uundværlige forum.
[10:02:17| 16-03-2012 | 77.215.241.72]

Kære Karin. Da jeg gav mig tilkende som en der dissocierer over i dyr, kan jeg se, at jeg skrev Hest og Ulv, men jeg har jo også Hvalp (Jeg bruger ikke Hvalp så meget mere). Hvalp er sorgløs, fjollet, kontaksøgende, nysgerrig, udforskende. Jeg kan dissociere fra Ulv over i Hvalp. Nogengange kan Hvalp leges frem, når jeg er bange og Ulv (Yona). Især en af pædagogerne på Akut Døgn (som jeg har tillid til), kunne lokke hvalp frem ved at danse rundt som man ville invitere en hvalp/hund til leg. Jeg dissocierer mest over i min stærke, sky, mistroiske og potentielt aggressive hanulv (Yona), der helst flygter end at kæmpe, og han er god til at flygte . . . Nogen gange for god. Som det kan læses om i mit tidligere indlæg. Kh M Yona, og de andre.
[21:00:52| 15-03-2012 | 83.89.93.112]

Kære Karin. Så er benene ved at være Ok igen, jeg var ellers bange for, at jeg blev skadet af den 18 km lange gå tur. Det er utroligt at Ulv (Yona) har klaret den tur på 3 timer denne gang. Jeg syntes det er uhyggeligt, at jeg kan gå i tre timer og intet huske af turen. Jeg ved at Ulv (Yona) tager over, og at det er ham der løber hjem og væk fra det han mener er farligt. Jeg dissocierer over i ham og han finder vejen hjem. Jeg tænker på om der er andre derude, som dissocierer over i dyr, og evt. vandrer i dyretilstanden over en afstand? Jeg syntes det er skræmmende, og alligevel ved jeg at Yona nok skal passe på mig og holde sig væk fra mennesker, men hvor god er han i trafikken? Du må gerne ligge det her på facebook Karin, hvis det kan bruges. Lars er meget glad for bogen bag om Borderline, og bruger den meget til at forstå mig. Kh M, Yona og de andre.
[20:19:39| 15-03-2012 | 83.89.93.112]

Kære Karin. Stilen blev supergo:) Jeg skulle læse den op for klassen. Mange syntes det var en super stil, men syntes også det var lidt mærkeligt at jeg valgte at skrive om dig. jeg synes du er supersej. knus pigen på 12:)
[20:29:55| 14-03-2012 | 95.166.35.22]

Hej igen, superlæser 🙂 Dejligt at høre, og flot, du var så stædig. I din alder læste jeg også bøger, som de sagde, jeg ikke var gammel nok til at forstå 😉 Hvordan gik det med stilen? Kh Karin
[21:48:55| 11-03-2012 | 194.239.236.5]

Kære Karin. Bogen var ikke svær at læse, selvom jeg kun er 12. Jeg søgte på mit skolebiblotek for at finde bogen, men biblotikaren sagde den var for svær. jeg måtte cykle op på det store biblotek, hvor jeg fik samme svar men jeg lånte den alligevel. jeg fik meget ud af at læse den.
[23:26:44| 10-03-2012 | 95.166.35.22]

Kære M. Det er rigtig dejligt, du skriver her, for som sagt tror jeg, der er mange andre end dig og Randi Liv (som har skrevet på Facebook), der dissocierer over i dyr. Men de har nok brug for at se, at de ikke er de eneste, for det er sikkert en skræmmende og ensom følelse, ikke? – Jeg var glad for at møde Ulv forleden. – Må jeg lægge det her over på FB også? Hvis jeg lægger det på, er du jo anonym. Mange hilsner til dig og de andre indeni fra Karin.
[11:49:19| 03-03-2012 | 80.162.122.82]

Hej pige på 12 år! Hvor blev jeg rørt over, at du ligefrem vil skrive en stil om mig. Jeg siger som Lissi: større ros kan man ikke få! Jeg føler mig jo ikke selv som noget specielt, men hvis andre kan få inspiration og håb fra mine erfaringer, så er jeg bare rigtig, rigtig glad 🙂 Jeg håber, det bliver en god stil og at du får en super karakter! Og held og lykke med dine fremtidsmål. Du skal nok blive rigtigt, rigtig god til det. Kærlig hilsen, Karin. P.S. Syntes du ikke, Glaspigen var svær at læse, når man ikke er ældre end 12 år?? Der er nemlig tit nogen, der spørger mig, hvor gammel man skal være for at få noget ud af den – men det har du åbenbart fået 😀
[11:44:56| 03-03-2012 | 80.162.122.82]

Kære Karin. Jeg er i fuld gang med at læse Bag om borderline. Jeg vil give mig til kende som en af dem der dissocierer over i dyr. Jeg har en ulv og en hest. Min Ulv kommer frem når jeg er presset og iblandt mennesker. Han er vagtsom og beskytter mig. Han er både god og dårlig, da han flygter fra mennesker, trives bedst i naturen og isolerer sig som Ulve gør, som du sagde, Karin, så er Ulv også sociale dyr. Hilsen M og Ulv og de andre. :0)
[22:04:48| 01-03-2012 | 94.18.15.3]

Hej Karin. Større ros kan man da vist ikke få, har selv engang fået at vide at jeg var “verdens” stærkeste. Og kære pige på 12 år, du har en fantastisk empati og du vil blive et godt omsorgsfuldt menneske, for dem der har brug for det. KH Lissi
[17:53:44| 01-03-2012 | 87.60.186.110]

Hej Karin. Jeg er en pige på 12 år. Jeg har læst glaspigen, og jeg synes det er en fantastisk bog. Når men vi har på vores skole stil for om idoler, og jeg har tænkt mig at vælge dig, fordi du er den stærkeste person jeg nogensinde har hørt om. Jeg synes det er noget forfærdelig du har har været udefor og derfor er det også bare ekstra flot at du kom ovenpå igen. min mor arbejder med psykisk syge og det vil jeg også når jeg bliver voksen. men jeg ville bare sige at jeg synes du er utrolig stærk, og det er derfor jeg har valgt dig.
[17:40:27| 29-02-2012 | 95.166.35.22]

Kort videoindslag om ung mor med borderline: http://www.bt.dk/bttv/clip/44/22616. Karin
[11:02:56| 28-02-2012 | 80.162.122.82]

Kære Gitte – hvor er jeg dog glad for det, du skriver! Tak, fordi du tog dig tid til det. Hvis der er noget, der er vigtigt, så er det jo netop, at I, der skal være vores håb-bærere, virkelig HAR det håb – også selvom al vores smerte somme tider fylder meget hos jer også. Held og lykke med dit arbejde fremover! Karin
[10:43:27| 28-02-2012 | 80.162.122.82]

Kære Karin. Tak for en fantastisk bog “Glaspigen” som jeg måtte læse, inden jeg for alvor går i gang med “Bag om Borderline”. Jeg er meget sikker på, at de kvinder (især) med borderline diagnosen, jeg kommer i kontakt med fremover via mit arbejde, vil blive rummet anderledes. Jeg kan baglæns nu bedre “læse” dem jeg har været i kontakt med hidtil, og alle som én har jeg været vilde med dem/jer. Det glæder mig oprigtigt, at du er kommet godt igennem, det giver håb – også for mig, der jævnligt er i kontakt med borderlinere og ind i mellem fortvivles af al den smerte. Det varslede gode, der skal ske i 2012, er allerede startet – fantastisk. Gitte
[20:23:32| 27-02-2012 | 188.176.67.199]

Kære du fra Louisenlund – Jeg er rigtig glad for, du fik noget mere styrke til at kæmpe for at komme igennem og helt ud! Og så kan I alle læse Jettes indlæg nedenunder: det er aldrig for sent! Tak for din stærke beretning, Jette. Karin
[15:58:32| 03-02-2012 | 80.162.122.82]

Kære Karin. Tak for et fantastisk fordrag på vores bosted louisenlund 🙂 Du gav mig meget at tænke over, men samtidig styrken til at komme igennemen og ud på den anden side 🙂
[20:46:30| 01-02-2012 | 93.160.199.142]

Kære Karin.Da jeg kom til side 19 i bogen om glaspigen.Måtte jeg først læse de sidste kapitler, for at se hvordan du fik det, den mindede om min egen opvækst.Jeg er blevet misbrugt seksuelt, og slået af min far hele min opvækst. Jeg blev mobbet i skolen. Kun hos min mormor følte jeg mig tryg.Min mor hjalp mig aldrig mod min fars vold og misbrug. Min far var min chef i hele mit arbejdsliv. Jeg turde ikke søge andet arbejde, hvordan ville han så blive imod mig. Da jeg var 29 år mødte jeg min mand. På grund af min opvækst, havde jeg ikke lært at sige NEJ, det gjorde at han fik lov at styre vores ægteskab.Da jeg var 31 -33 år fik jeg 2 skønne døtre, de er det bedste der er sket i mit liv. Jeg gjorde alt for min far ikke var alene med dem.Min senfølge af min opvækst var “angst “. Da jeg som 53 år blev arbejdsløs, mærkede jeg angstens klamme hånd lægge sig om mig.Jeg kom i familie terapi, og for første gang i mit liv, blev jeg forstået og troet på.Da jeg kom på fobiskole, lærte jeg hvor angsten sidder i kroppen, og hvad den gjorde ved mig..Derfor turde jeg at blive skilt som 58 årige.Jeg er nu 60 år, og har aldrig haft det så godt som jeg har det idag. Derfor kan jeg varmt anbefale andre at søge hjælp, hvis I ikke har det godt efter en hård barndom.Det er aldrig for sent at få et godt liv. Alt det jeg var angst for tør jeg idag 🙂 Jeg har lært at leve med fortidens spøgelser uden de idag ødelægger mit liv. Ha det godt. Mange knus Jette
[11:44:18| 31-01-2012 | 87.57.145.202]

Jeg glemte lige at sige, at man naturligvis kan være anonym. Hvis I sender en mail til mig, kan jeg lægge den på FB under forbogstaver eller hvad I nu vælger. Karin
[18:30:11| 16-01-2012 | 87.56.239.168]

Til dem iblandt jer, der dissocierer: Ved nogle oplæg for nylig er jeg blevet opmærksom på, at flere, der dissocierer, har et eller flere dyr blandt deres personligheder (altere). Er der nogle af jer, der har erfaringer med det? Så vil jeg nemlig gerne lære mere! Jeg slår også dette op på min Facebook https://www.facebook.com/pages/Karin-Dyhr-forfatter-og-foredragsholder/171386302881818 under Noter, og det er nok lettere, at I skriver der, så det hænger sammen, i st. f. at være delt flere steder. Hvis I ikke er på FB, så skriv her eller send mig en mail på mail[snabel-a]

karindyhr.dk. Karin
[17:43:47| 15-01-2012 | 87.56.239.168]

Har I set, der er kommet en vigtig tilføjelse/kommentar til noten om Det Indre Barn? Kan læses på http://karindyhr.dk/note/note.asp. Andre erindringer og overvejelser, også fra behandlere, er meget velkomne! Se derinde, hvordan I gør. Kh Karin
[19:51:04| 04-01-2012 | 87.56.239.168]

Jeg er glad for, I føler tryghed nok til at skrive om disse normalt så private, næsten tabuiserede områder. Så længe ingen “presser” andre med deres tro eller ikke-tro, er det mere end velkomment! Kh Karin
[19:48:36| 04-01-2012 | 87.56.239.168]

Kære Karin, kære alle. Jeg har siddet og læst hvad der er skrevet om det at tro og fik lyst til at bidrage med min egen måde at tro på. Jeg er incest offer igennem hele min barndom og som voksen har jeg været en del syg, fysisk, udover mine senfølger efter overgrebene. Da jeg fik brystkræft, begyndte jeg at opdage at der var noget “deroppe”, noget der var større end mig selv. Jeg begyndte at bed, at snakke med og have dialog med det “deroppe”. Det føles godt og rigtigt og hjalp mig igennem et meget svært forløb. Efterfølgende bruger jeg det næsten dagligt i mit arbejde med senfølgerne, som jo stadig rammer mig. Her føles det også godt og rigtigt, jeg føler der bliver passet på mig og at jeg blir hørt. Samtidig har jeg også fået en skytsengel, som i den grad også passer på mig og er med mig. Tak for det. Jeg tror ikke der er en bestemt måde at tro på, men en vigtighed i at finde sin egen tro, må være det mest rigtige og bedste for en. Tak for det delte. Kh Lissi
[19:29:34| 04-01-2012 | 188.176.30.57]

Din bog berører mig dybt Karin/ Ida. Den er meget meget lærerig. Tak for den. Jeg er næsten færdig med den nu. Ja, vi længes nok alle, efter den fuldkomne kærlighed og forståelse, – gensidigt – mennesker imellem.Når jeg læser om dine frygtelige kriser, når du havde det rigtig dårligt, – fyldt med angst og dyb dyb fortvivlelse, – så tænker jeg på, hvad jeg gjorde i den tilstand. (Dog var jeg ikke incestoffer, men alligevel dybt ensom, fra barn af.) Jeg klyngede mig til Jesus, nat og dag, igennem mine panikangstanfald, og takkede og priste Ham for hans Kærlighed, ved HeligÅnden, – og hans Ord. Der oplevede jeg, at også angst-dæmonerne, og alle de andre, – med de navne, (på negative følelser), de har, måtte forsvinde. Jeg/man kan mærke, hvilke negative følelser, tanker, man bliver plaget med, i sine følelser – overmenneskeligt voldsomt !! . Jeg kunne på den måde registrere og mærke dæmonernes tilstedeværelse. Så kunnne jeg derefter sende dem væk, med den autoritet, som Jesus har givet os – i Hans Navn. Den erfaring, har været den største hjælp, til min psykiste lægedomsproces Jeg bruger det stadig, hvis jeg føler den mindste tristhed, mismod eller lignende. Der var en præst, der engang underviste om dette, fordi han også selv havde været plaget af dæmonerne. Han sagde meget “humoristisk”: “Gad vide om der er mere end mig her” ?? Kun Gud vores skaber og Far, og Herren Jesus Kristus, kan mætte os med sin fuldkomne Kærlighed, ved HelligÅnden, så vi også kan elske andre mennesker, med hans Kærlighed i os. Og på den måde opleve at Gud sender sin glæde og velsignelse tilbage til en. Mennesker kan aldrig give os den kærlighed, vi sådan længes efter, – og det er heller ikke Guds mening. Kun Han kan det. Jeg ønsker jo også at hjælpe mennesker, med den hjælp jeg selv har modtaget, fra mennesker og Gud. KH. Elin
[14:23:15| 31-12-2011 | 87.61.178.132]

Kære Karin. Jeg er nu lidt over halvt igennem Glaspigen. Den er så fantatisk berigende og giver så meget indsigt, at læse. Og ja, den er svær at lægge fra sig. Jeg har læst hele dagen idag. Jeg glæder mig til at læse videre om, hvordan du får mere og mere helbredelse, og hvordan. Tak for din hudløse og ærlige åbenhed. Gud Velsigne dig Karin. KH. Elin Quist. Jeg ønsker dig et rigtig godt og Velsignet Nyt år – 2012
[18:25:06| 28-12-2011 | 188.183.55.204]

Kære Karin. Jeg er helt enig med dig. Vi kan bare fortælle om hvad vi hver især har oplevet. På den måde kan vi berige hinanden, og med større indsigt og forståelse for hinanden, – i kærlig medfølelse. Jeg har længe gerne villet læse din bog – Glaspigen -. Jeg har læst – Bag Borderline-. Også Kærlig julehilsen. KH. Elin
[12:00:28| 15-12-2011 | 188.183.55.204]

Kære Elin – tak for dit indlæg 🙂 Jeg synes, det er stor rigdom, at vi får indlæg fra mennesker med vidt forskellige livssyn. Hvis du har læst Glaspigen, ved du, at min tro på Gud også var en uvurderlig hjælp for mig i de mange svære år. Andre har andre erfaringer, og der er plads til dem alle her. Kærlig adventshilsen til alle fra Karin
[17:21:08| 14-12-2011 | 87.56.239.168]

Hej igen. Jeg må lige rette stavefejlene, som jeg desværre ikke fik set. … så personen kan blive hel og lægt, i sit indre menneske… .. oplevede stor trøst til sig selv som det syv-årige barn. Hun græd som en pisket, hvor hun ellers ikke havde kunne græde i mange år…..
[13:38:33| 13-12-2011 | 188.183.55.204]

Kære Karin. Det er rigtig skønt at læse om opmærksomheden på, og helbredelsen til, – det lille fortvivlede og frygteligt-behandlet, – og utrøstede lille barn, der er “hoppet af”, indeni et menneske. Jeg er specielt glad for læse om det her, fordi det er den samme “undervisning” jeg har fået for nogle år siden, på en kristen Rådgivnings-skole i England. Der lærte vi om trøsten i Guds, (og vores egen kærlighed), til barnet, som kan trøste og helbrede barnet, så personen kan blive en hel og lægt, i sit indre menneske, til sjæl, ånd og legeme. Processen er. at Jesus Kristus ved Guds Ånd, er allesteds-nærværende. Også dengang, da de frygtelige ting skete for barnet. Gud blev virkelig vred og græd over det forfærdelige barnet blev udsat for. Men, som voksen kan vi gå tilbage til situationerne, selv om det kan være meget smertefuldt. Og godt måske at gøre det med en, der kender Herren Jesus Kristus. Man ser sig selv som barn, i rummet, – men ser også, at Jesus står ikke langt derfra. Han ville ikke det forfærdelig skulle ske. Man går nu som det barn man var, hen til Jesus. Jesus tager dig ind i hans trygge gode og rene, hellige og kærlige favn. Han tager din hånd i sin, og går væk med dig derfra. Jesus og Gud din Far, er istand til at trøste dig, så bliver hel og ren igen, som om det aldrig var sket. Gud kan få dig til at “glemme” det, og tage minderne væk, fordi Han er vores Skaber, Gud, og Far, i Herren Jesus Kristus, verdens Frelser og Gud. På min Hjemmeside www.elin-quist.dk, kan man se mine malerier og høre min TV- udsendelse, om mit syn af Jesus Genkomst som kongernes Konge og Gud. Da vil der ikke mere findes noget ondt mere, og Satan og dæmonerne er helt væk. Jeg fik selv diagnosen manio/depressiv med en angsneurose. Havde et par psykoser, tvangstanker og selvmordsfrsøg. Men så viste Gud mig, at Han er der, og vil os alt godt, som hans børn. Jeg stiller mig også til rådighed, for enhver, der måtte ønske min hjælp og assistance, – også specielt til sammen med dig, hvor du er det lille barn- at gå hen til Jesus, og tale med Ham. Og , jeg har flere gode kristne venner, som har stor erfaring, også i denne form for indre trøst og lægedom. Jeg bad engang for en kvinde, der oplevede stor trøst til sig selv som det syv-årige barn. Hun græd som en pisket, hvor hun ellers havde kunnet græde i mange år. Hun kom tilbage ugen efter, i vores gruppe, for psykisk sårbare, – hvor hun glædestrålende fortalte, at det også virkede for den ni-årige, inden i hende. Hun havde selv derhjemme, bedt Jesus om trøst og lægedom. Kærlig Hilsen Elin Quist.
[13:21:57| 13-12-2011 | 188.183.55.204]

Hej Dorthe. Jeg er glad for, du syntes om både foredraget og Glaspigen. Men jeg er ked af, at du også har været ude for incest. Det er virkelig så utroligt, at vi oplever så mange ens følelser, selv om vi er meget forskellige mennesker, ikke? Jeg håber rigtig meget, du får noget hjælp, så du kan få et ligeså godt liv, som jeg har! Kærlig hilsen, Karin
[21:32:02| 06-12-2011 | 87.52.164.50]

hej Karin jeg er lige blevet færdig med din bog glaspigen.Jeg købt den af dig til foredrag i frederrikshavn, et fantstisk godt foredrag og din bog beskriver rigtig godt hvor svært det er og lære og få et godt liv . Jeg har selv været udsat for incest fra min far og bror fra jeg var lille og atten år frem , og kan vikelig genkende mange af de føelser du beskriver. rigtig godt fortalt. Kærlig hilsen Dorthe
[18:33:01| 05-12-2011 | 2.107.62.227]

Glemte at underskrive det foregående 😉 Karin
[21:33:09| 06-10-2011 | 79.131.221.14]

Så er der brug for assistance fra alle jer, som kender til bo- eller behandlingssteder – selv bor/har boet der, ar hørt om, eller arbejder der! En kvinde på 29 år skriver bl.a.:

Jeg skriver til dig fordi at jeg har været på et ganske forfærdeligt bo og behandlingsted, som netop arbejdede efter alle de principper du gør så meget for at få afskaffet. “Klassisk” borderline teori kunne man måske kalde det. Man skal ignoreres på selvskade, helst ikke for meget omsorg (så lære man jo ikke at give sig selv det) osv. Resultatet er at jeg blev krænket noget så eftertrykkeligt som menneske, og er meget MERE “borderline” nu, end jeg var da jeg kom der, for jeg KAN ikke holde til at blive trådt på mere! Det korte af det lange er, at jeg aktuelt leder med lys og lygte efter et andet bo og behandlingssted. Jeg bor pt hos min mor, og skal indenfor de næste 4 uger lave en klage til det sociale nævn over at X kommune nægter mig et nyt bo-tilbud. I den klage skulle jeg gerne have et klart bud på et alternativ, men jeg aner intet om hvilke det skulle være. Og så er det jeg vil spørge dig: Kender du til nogle som helst behandlings og/eller bosteder i DK som har indset det arkariske i at arbejde efter den ganske forfærdelige teori, og som faktisk behandler deres borderlinere ordentligt og efter andre metoder? Den dag jeg har det bedre, stiller jeg mig op ved siden af dig og hjælper dig med at forsøge at komme de her behandlingsmetoder til livs!

Skriv helst til min mail, mail@karindyhr.dk. Det haster!
[21:32:23| 06-10-2011 | 79.131.221.14]

Hej Trine. Tusind tak for dit svar, det glædede mig. Opmuntring kan jeg ikke få for meget af, i denne følelsesladede erkendelsesperiode, som læsningen af Glaspigen har hvirvlet mig ind i. Jeg har jo kunnet drage masser af paralleller til mit eget liv og min egen proces. Fået forståelse for masser af ting. Og måttet erkende hvor hårdt det i grunden har været. Jeg har jo nok taget mig for meget sammen, efter at jeg endelig havde fået fortalt min læge, hvor dårligt jeg i grunden havde det. For da jeg sad og talte med lægen i Lokalpsykiatrien….så havde jeg det jo for godt, efter hans vurdering, til at kunne komme hos dem. Hvad gør man så lige !! At jeg så 10 år senere, efter 2½ times samtale, med en privatpraktiserende psykiater, fik diagnosen : Skitsotypisk….med tilføjelsen : lidelsen er af vedvarende karakter. Ham kunne jeg godt have overhældt med en dåse maling (alkyd). Hvor klog har man lige lov til at tro at man er !! Heldigvis ventede jeg 1½ år med at læse hvad han havde skrevet. Simpelthen fordi jeg tænkte : at hans virkelighed, jo ikke behøvede at blive min. Da jeg så læste den, var jeg kommet i arbejde igen, og fortalte min dejlige chef, hvor ked af det jeg var blevet, da jeg læste det. Hvad siger hun så….jamen, blev du ikke også glad ? Øh, hvad mener du ? Ja, over at du er kommet så langt ! ! Så diagnoser er både godt og skidt, synes jeg. Men det kan også være en hjælp, at erkende sine ufuldkommenheder. Og vigtige i visse sammenhænge, som du skriver. Jeg vil anbefale Torben Bendix : Din nervøse patient. Og Alexander Loven : Narcissisme og terapi. Du skrev til Englænderen, at du har en psykolog, lige nu, som kan hjælpe dig til at blive rask, eller ialtfald til at få det markant bedre. Det arbejde vil jeg sluttelig ønske dig MASSER af held og lykke, med. Kærlig hilsen…..Dorthe
[12:16:50| 12-07-2011 | 87.56.199.194]

Kære Dorthe. Hvor er det sejt, at du har kæmpet så meget. Der dog lige et par ting, jeg er nødt til at kommentere på. Der findes behandling for borderline-patienter. Mange steder kalder det DAT-terapi. På psykiatrisk i Risskov, findes der en klinik for personlighedsforstyrrelser, som arbejder med borderline patienter. Og rundt omkring i lokalpsykiatrien findes der grupper for folk med personlighedsforstyrrelser. Så der findes faktisk behandlingsmuligheder i det offentligt. Desværre er forholdende dog langt fra lige gode over hele landet. Men her i Aarhus synes jeg virkeligt, at det er godt. Især hvis man har en borderline diagnose. Noget andet er, at man måske skal passe på med at diagnosticere sig selv. Jeg har haft mig selv diagnosticeret først med tvangspræget personlighedsforstyrrelse (OCPD) og senere hen med borderline. Det viste sig dog ved en større udredning over flere uger, at jeg kun havde et træk fra OCPD og ingen træk fra borderline. Afhængigt af hvilken behandling man søger, kan det være ret relevant at få den rigtige diagnose. Fx. er det grundlæggende for min behandling i det offentlige om jeg er bipolar eller ej. Men hvis man som dig får behandling hos en terapeut, så er diagnosen ikke lige så vigtigt. Så er det vigtigste som du skriver hvilken terapeut man finder sig. Du kæmper en sej kamp. Fedt at du har fået håbet tilbage. Kærlig hilsen Trine
[14:12:51| 09-07-2011 | 188.183.90.219]

Hej Herinde….Karin…Trine… og…. “Englænderen”. Jeg har lige læst dine bøger Karin. Det har været både bevægende og berørende…..Ooooog …har givet mig håbet tilbage. TAK ! Jeg mangler noget mere information om alle de mange som aldrig får en diagnose, men slæber sig igennem livet. Ofte skifter job…mister venner eller slet ingen har. Efter at jeg selv stillede min “diagnose”, ud fra en bog, som en terapeut (jeg selv betalte) anbefalede, begyndte jeg at læse mere og mere, om borderline. Jeg havde f.eks. totalt glemt/fortrængt den børnelokker, som jeg mødte som 5-6 årig. Der blev nemlig aldrig talt om det, efterfølgende. Men det kom frem hos en zoneterapeut, som også var lidt clairvoyant. Du milde hvor jeg skreg, hun må have fået en høreskade. :o) Da jeg for 2 år siden, læste om en lille pige, der bl.a. var blevet udsat for anal-sex, fik jeg det bare SÅ dårligt. Jeg “spurgte” mig selv, hvad det handlede om, og fik det svar, at det var noget med at jeg på et tidspunkt begyndte at sige fra overfor at få taget temperatur i numsen. Og det må ikke være blevet respekteret af min mor. Så var det “bare” om at finde en terapeut, som jeg mente, måske kunne hjælpe mig med dèt. Jeg har gået i egenbetalt terapi i 14 år, hos måske 30 forskellige behandlere. Så jeg vil bare opmuntre til at forsøge på egen hånd. For mig har det handlet om, at terapeuten skulle være støttende på en tilpas kærlig måde. Ikke for meget og ikke for lidt. Og terapeuter har også såkaldte “blinde” pletter. Altså ting de ikke selv har fået set på, og derfor heller ikke kan hjælpe klienten med. Så er det med at få fundet en ny. Der er 1000sind vis af terapeuter i danmark. Man er nødt til selv at være lidt opsøgende og eksperimenterende. Jeg har f.eks. selv taget et 1½ årigt dybdeterapeutisk forløb. Både en slags uddannelse, men også noget man kan tage som ren personlig udvikling. Jeg begyndte at SELVREFLEKTERE efter forløbet. Så var borderliner – forbandelsen ligesom brudt. Og rejsen mod helbredelsen begyndt. Men der findes altså ikke nogen decideret Borderliner-behandling. Den må man selv stykke sammen. Og jeg synes at Glaspigen med al tydelighed viser, at det altså ikke er i det etablerede system, at man har kreativitet og nytænkning til at hjælpe mennesker til at blive helbredt. Men jeg ved også godt at det kan være en nødvendig mellemstation. Held og lykke til alle herinde. Kærlig hilsen Dorthe
[14:49:52| 08-07-2011 | 87.56.199.238]

Godt skrevet, Trine – lidt mere brugbart ned min kommentar! 😉 Kh til jer begge.
[15:01:29| 22-06-2011 | 87.56.198.138]

Kære englænder. Jeg fik sådan lyst til at skrive et par ord til dig. Terapi afhænger meget af terapeuten. Jeg har en psykolog lige nu, som jeg slet ikke er i tvivl om ville kunne hjælpe mig til at blive rask, eller i hvert fald få det markant bedre. For vi arbejder både med mine traumer og med de problemer jeg har i nutiden (symptomerne). En interessant ting er så, at jeg faktisk slet ikke har borderline, som alle ellers troede. Men jeg er vist bipolar… Men uanset hvilken diagnose jeg får, så er jeg garanteret at få tilbudt terapi i psykiatrien. Så jeg tænker, at du skal kæmpe for din ret til behandling. Enten i psykiatrien, hvor du måske kan få en psykolog eller et tilbud om gruppeterapi. Eller ved at blive henvist til psykolog via din læge. Jeg har fået 4 x 12 gange på baggrund af seksuelt misbrug, selvmordsforsøg (overdosis) og to henvisninger på baggrund af depression. Jeg tror på, at det handler om at finde noget hjælp nu og her. Måske ikke den hjælp man havde tænkt sig. Men bare det at have en behandler, som man kan betro sig til kan være utroligt givende. Og uanset om man har borderline, er bipolar, deprimeret eller angst, så tror jeg, at en helt vildt vigtig anddel af behandlingen fokuserer på barndommens og livets traumer. Men det er selvfølgelig noget andet, hvis man ikke har haft problemer i sin barndom. Men det er måske stof til eftertanke. Du har i hvert fald krav på hjælp fra en professionel. Knus fra Trine
[19:34:35| 20-06-2011 | 87.63.47.191]

Hej Kristina. Nej, vi ER jo ikke alene med de der oplevelser, men det er vi bare ikke altid klar over. Kæmp for alt, hvad du har kært – fx. dig selv! 🙂 Pinsehilsner fra Karin
[15:17:42| 13-06-2011 | 87.56.198.138]

Hej Englænder! Tak for din besked. Jeg er rigtig, rigtig glad for at høre, at Glaspigen har givet dig inspiration. Jeg håber så meget for dig, at der kommer et godt behandlingstilbud til dig snart! I mellemtiden er det godt, du har mand og venner – og godt, du har potentiale til at have mand og venner! Du må komme og sige hej, når jeg holder foredrag i din by. Mange hilsner, Karin
[15:15:59| 13-06-2011 | 87.56.198.138]

Hej Mark. Jeg forstår godt, hvad du mener med, at du ønsker den sidste grad af kontrol i/over dit liv, men jeg tror, jeg snarere vil ønske dig – hmm, det er lidt svært at formulere – ønske dig, at dit liv og kontrollen er så meget ét, at den ene ikke behøver at bestemme over den anden. Gav det mon NOGEN mening for dig? *ss*
[15:12:19| 13-06-2011 | 87.56.198.138]

Hejsa! Tak for en super godt skrevet bog. Den har givet mig håb på ny, jeg har pludselig kræfter ti,l at kæmpe videre, og jeg føler mig ikke så alene mere. Jeg vil tage ansvar for mit eget liv, leve i nuet, og begynde, at bruge mine erfaringer til noget. Tusinde tak fordi du turde. Kristina
[13:10:54| 12-06-2011 | 2.104.69.238]

hej, jeg skrev vist en lang besked, men glemte at udfylde anit-spam så den virkede ikke 🙁 jeg vil bare sig tak for din bog glaspigen, jeg har lige læst den færdigt, og læst den i meget kort tid! den har været så inspirende for mig og givet mig et ny håb og taknemlighed for mit liv. jeg er mor på 28 og gift, og har borderline. jeg har ikke været misbrug seksuelt, men har ikke haft ordenligt forhold til min forældre, og en turbulant teenage liv. Nå, men ejg er uddannet socialrådgiver ( aner ikke hvordan jeg kom igennem uddannelsen, men det gjort jeg!) , men nået kun at arbejde i knap 5 måneder, før jeg blev sygemeldt, er nu fyrret og p sygedagepenge, og aner ikke hvad der kommer til at ske. Jeg er ikke i noget decideret borderline behandling, der er ikke noget her, jeg blevet misunderligt da jeg hørt om resultater fra risskov sygehus, men ogs fik håb at man kan blive rask! men jeg må venter, og håber at der kommer flere sådan tilbud så jeg kan komme til. Men imens, klarer jeg mig, og har en god mand og venner der støtte mig, og din bog gjort at jeg følt mig s heldig for min mand og børn, der holder stadgivæk ved mig selvom jeg gøre deres liv svært nogen gange. Jeg glæder mig til at læse din ny bog, jeg venter på at den kommer til mig fra bibliotek. Du laver en fordrag snart i min by om din ny bog, den kommer jeg til, glæder mig til at se dig i person- synes at du er så modig , og ved at din stemme har ændret så meget i hele pyskiatrien, jeg er forresten englander 🙂 men har boet her i 9½ år. men igen, tak for din bog, det har berørt mig så meget. vh H x
[23:59:01| 11-06-2011 | 90.185.75.132]

Hej Karin. Tak for den hurtige besvarelse, og tillykke med fødselsdagen. Bogen kom idag. Jeg glæder mig meget til at komme igang med den. Håber at den kan give mig nogle redskaber til at opnå den sidste grad af kontrol som jeg mangler i mit liv. Tusinde tak for den pæne hilsen i bogen. Hav det rigtigt godt. MVH Mark
[20:41:05| 11-06-2011 | 83.93.12.60]

Hej Mark. Det er helt fint. Jeg er lige kommet hjem fra Bornholm og er gået hen for at pakke din bog 🙂 Også tak for mail! Karin
[10:17:57| 10-06-2011 | 87.56.198.138]

Hejsa. Jeg har lige lavet en bestilling på Bag om Borderline, og samtidigt en overførsel til betaling af samme. Jeg har kun skrevet “Mark-ang. køb af bog” i emnefeltet, idet der ikke var plads til mere. Håber at det går selvom adressen ikke står der…den står jo så til gengæld på bestillingen. På forhånd tak, Mark
[00:47:16| 09-06-2011 | 94.144.63.212]

Kære Karin og Trine…..tak for jeres meget fine og dejlige tilbagemeldinger. De kom på en dag hvor jeg fik knock-outen på jobbet, fra en som mener at man gerne må svare grimt og det værste er næsten at der er nogle kollegaer der har følgende kommentar, “det betyder ikke noget, sådan er han jo og han mener det ikke”. Det er for mig rigtig dysfunktionelt og det kan jeg ikke tåle. Det gode er at jeg blev vred og sagde stop og gik min vej….meeeen det har givet noget mavepine. Rigtig god weekend til jer. Kh Lissi
[21:33:35| 27-05-2011 | 87.60.184.188]

@Trine: der er jo det ved det,, at hvis man ikke lukker op for ‘den der fortid’, bliver man OGSÅ retraumatiseret, for så bliver man konstant bekræftet i, at man jo virkelig er forkert og beskidt og skyldig og har grund til at føle skam – og i øvrigt sikkert er fuld af løgn og bare ude på at få opmærksomhed! Men som du siger: nu har du været derinde, hvor det gør allermest ondt, og der er sådan set ikke noget, der nu for alvor kan vælte dig. Du ved i hvert fald, at du kan komme op igen! Kærlig hilsen, Karin
[10:54:03| 27-05-2011 | 87.56.198.138]

@Lissi: Den reklame kan jeg kun gå ind for 🙂 Og ligesom Trine synes jeg, det er godt og modigt og vigtigt, at du stiller op og ‘gør dig synlig’, bl.a. så andre kan spejle sig i dine oplevelser og følelser og derved føle bare en smule mindre af den smertefulde ensomhed, som jo er en del af senfølgerne efter incest. At være i job må være som at være i en boksering: træning, sejr, knock-out, træning osv. osv. For nogle det rigtige valg, for andre ikke – men for dig er jeg ikke meget i tvivl om, at det er det rigtige. Fortsat god træning, tillykke med sejre, stor opmuntring efter knock-outs 🙂 Varme hilsner fra Karin
[10:49:02| 27-05-2011 | 87.56.198.138]

Hej Karin. Tusind tak, for at du vider giver oplysninger om mit hæfte. Hilsen Anette Stenmann Jensen
[13:07:38| 24-05-2011 | 80.163.32.16]

Kære Lissi. Jeg synes at det er rigtig fedt, at du har mod på at holde et oplæg på synlighedsdagen. Det er virkeligt stærkt. Jeg lever selv med senfølger, og synes at synlighedsdagen er et rigtigt godt initiativ. På hjemmesiden tabuet.dk kan man læse en masse om senfølger. Jeg har slugt siden lige så vel som Karins Bag om Borderline. Glaspigen har jeg stadig til gode. Er bange for, at den går lidt for tæt på. Jeg har oplevet min terapi og et job som chatrådgiver som retraumatiserende, sådan som psykiatrien advarede mig om. Men nu hvor jeg har arbejdet mig igennem det, så kan jeg se en gevinst i at være blivet retraumatiseret. Jeg har været inde, hvor det gør allermest ondt, jeg ved hvad det her handler om. Og nu kan jeg klare alt i hele verden. (Håber jeg da…). Kærlig hilsen Trine
[19:50:45| 23-05-2011 | 93.160.113.102]

Sidder her og læser alt det interessante, triste, forkastelige, gode, forståelige m.m. Jeg lever et voksenliv med mange senfølger, har og er stadig i terapi på 14. år. Er i dag i flexjob. At have kollegaer, relationer til andre….hold op hvor er det svært og smertefuld, når jeg aldrig har lært noget om det. Det er som at være en del af sin meget ødelagte familie, jeg blir ramt gang på gang, får hjælp til det, kommer på banen igen. Det er en kamp, nogen vil måske tænke, “hvorfor er du i job”, svaret er at jeg ikke kan “tåle” at være for meget alene fordi jeg har nogle følgesvende med mig som ensomhed og forladthed. Pest eller kolera!!! nej, jeg får også mange gode oplevelser på jobbet og kan mærke at jeg for hver gang jeg blir ramt, blir stærkere i det. Jeg har derfor også valgt at holde oplæg om emnet på Synlighedsdagen i år i København. Ved ikke om jeg må reklamere, men nu er det gjort. Ellers må du skælde mig ud Karin. Lissi
[10:21:39| 17-05-2011 | 193.89.189.24]

Denne mail har jeg modtaget fra LAP. Evt. interesserede er meget velkomne til at kontakte de 2 journalister. Vi har på LAP’s sekretariat modtaget en henvendelse fra to journalister på Ekstrabladet. Interesserede modtagere af LAP’s Nyhedsbrev opfordres til at tage kontakt til en af de to journalister pr. mail eller tlf. Min kollega og jeg står klar til at sætte fokus på forholdene i psykiatrien. Både fordi vi mener, at det er et groft underprioriteret område i medierne og på Christiansborg, men også fordi vi ved, at der er behov for, at der bliver sat fokus på området. Vi har i den forbindelse brug for at tale med en masse mennesker inden for branchen, der kan gøre os klogere på, hvor vi især skal lægge vores kræfter. Vi har brug for: – Konkrete historier, hvor psykiatriske patienter enten bor under uacceptable forhold – hvad enten det er de fysiske forhold eller de pædagogiske rammer – Konkrete erfaringer fra forskellige typer af tilbud, der ikke levede op til forventningerne – At tale med mennesker, der har oplevet det ikke altid velfungerende psykiatriske system på egen krop. Vi er interesseredei at snakke med personale, patienter, beboere etc. i både distrikts-, rets- og/eller socialpsykiatrien. I første omgang handler denne henvendelse om baggrundsresearch, men det er klart, at vi på et tidspunkt gerne vil have folk til at fortælle deres historier på skrift. Vi er dog klar over, at det i mange tilfælde kan være følsomt, så derfor er vi selvfølgelig indstillede på, at anonymitet kan være nødvendigt, ligesom at alle vil få mulighed for at læse vores artikler igennem inden tryk, så vi sikrer at folk kan stå inde for, hvad de fortæller. Venlig hilsen Jesper Nielsen, journalist Ekstra Bladet. Mail: jn@eb.dk. Telefon: 23 39 13 13. Anders Ejbye-Ernst, journalist Ekstra Bladet, mail: aee@eb.dk ________________________________________
[22:32:52| 16-05-2011 | 79.131.213.125]

Jeg vil også henvise til Anette Stenmann Jensens hæfte, som I kan læse mere om og bestille på http://anettestenmann.dk/haefte. Anettes vej mod et godt liv har på mange måde været anderledes end min, og det kan jo være rigtig godt at få flere holdninger og erfaringer. Karin
[20:06:32| 15-05-2011 | 79.131.213.125]

@Very true etc.: Sorry – I’m not quite sure what we’re talking about here. But whatever it is, it’s nice to see the smiley 😉
[19:49:30| 15-05-2011 | 79.131.213.125]

@Anette: Jeg er rigtig glad for, du også kan bruge Bag om Borderline 🙂 Og jeg håber, både den og Glaspigen kan få rigtig mange til at kæmpe for et godt liv! Masser af hilsner fra Karin
[19:47:19| 15-05-2011 | 79.131.213.125]

Hej Karin. Jeg har vært helt opslugt af at læse, bag om borderline, kunne se en masse samhæng. Denne bog er lige så god som glas pigen og skønt at du har det godt i dag. Godt kæmpet. Hilsen Anette S Jensen
[17:49:50| 14-05-2011 | 80.163.32.16]

Very true! Makes a change to see somenoe spell it out like that. 🙂
[14:49:53| 14-05-2011 | 193.87.163.18]

Glædelig Påske!
[10:28:48| 24-04-2011 | 87.56.199.164]

www.incest.dk: Gruppeterapi for seksuelt misbrugte mænd Er du mand, og har du været udsat for seksuelle overgreb/krænkelser i barndommen er dette tilbud måske noget for dig. Støttecenter mod incest starter en et-årig terapeutisk mandegruppe, der mødes fire timer hver onsdag fra 16:30-20:30 på Frederiksberg og ledes af to erfarne terapeuter. Tilbuddet er gratis. Ring og hør mere på tlf 33 13 63 83 .
[09:35:09| 23-04-2011 | 87.56.199.164]

Hej Lise. Det er en hård nyser at få sin diagnose for de fleste, og den bliver jo ikke mindre hård af, at de fleste får at vide, at “det skal du lære at leve med og tage din medicin, og så brænder det som regel lidt ud, når man bliver midaldrende”. Jeg håber ikke, det er den besked, du har fået. For det er jo ikke let at holde håbet oppe, hvis det første, man får at vide, er, at det er umuligt at blive rask! Men Mormor lyder god og er sikkert et menneske, som kan holde dit håb, når du ikke rigtig selv kan, mon ikke? Du må hilse hende 🙂 Jeg håber, du kan bruge bøgerne til noget. Det kan give meget at ‘spejle sig’ i en anden. Foredraget på Risskov er altså ikke til december, men d. 12/9. Så der ses vi måske. Masser af hilsner og rigtig god Påske, Karin
[21:31:50| 20-04-2011 | 87.56.199.164]

Hejsa! Jeg vil bare sige at det er utroligt opmuntrende at kunne læse om at du er kommet ud på den anden side af det hele som man siger, da jeg selv for ca 1 uge siden fik konstateret EUP borderline, min mormor har været en stor skat for mig og skaffet mig begge dine bøger om det, og glæder mig virkeligt til at læse dem, og har også tænkt mig at jeg vil en tur ud forbi risskov til december når du nu skal derud 🙂 De kærligste hilsener, Lise 🙂
[17:33:05| 17-04-2011 | 94.191.244.51]

tusind tak karin, for de dejlige ord, og alt godt fremover til dig, din mand og jeres hund:).
[19:28:31| 16-04-2011 | 87.50.42.249]

Hej Brian. Tak skal du have for dine meget pæne ord 🙂 Jeg synes også, vi havde en rigtig god aften, og folk var dejligt aktive. – Jeg tror nu nok, jeg ville takke nej, hvis jeg nogensinde skulle få tilbudt en chefstilling i psykiatrien (næppe heller sandsynligt!). Jeg vil hellere være uafhængig, som jeg er nu. – Jeg vil ønske for dig, at du også må få et rigtig godt liv med venner og måske kæreste, og hvad der ellers er et godt liv for lige præcis DIG! Mange forårshilsner fra Karin
[17:57:37| 10-04-2011 | 87.56.199.164]

Hej Karin Jeg ville bare rose dit fantastiske foredrag igår ved bispen i Haderslev, det var rigtig godt og meget informativ, man fik et meget bredt og dybt billede af Borderline sydommen, som virker uhyggelig kompliceret. Jeg bor selv i et bofællesskab for sindslidende, diagnoser: Bipolar, personlighedforstyrrelser og socialfobi, du giver en så meget håb om, at man kan overvinde sine lidelser en dag og få et godt liv igen med et større netværk. Du burde have en chefstilling indenfor psykatrien i danmark med al den viden og menneskelig tilgang du har til det, held og lykke fremover med dine foredrag og dit livsforløb:). kærlig hilsen fra Brian
[18:15:21| 08-04-2011 | 87.50.42.249]

Mener du linket til min Facebook? Det hedder http://www.facebook.com/pages/Karin-Dyhr-forfatter-og-foredragsholder/171386302881818 – eller du kan klikke på ikonet nederst til venstre på www.karindyhr.dk’s forside.
[04:08:24| 24-03-2011 | 87.56.199.164]

Kære diskriminerede – ja, der er vist ikke så megen tvivl om, at de fleste steder er det sådan, at hvis man begynder at argumentere for, hvorfor det ville være bedst, at man (for)blev indlagt, så skal man i hvert fald ikke være indlagt, og hvis man siger, at hvis ikke man får hjælp, så er man bange for, at man begår selvmord, så forsøger man at manipulere, og hvis man begynder at snakke om lovgivning og rettigheder, så er man HELT sikkert en borderliner, som ikke har godt af at “bestemme sin egen behandling”. Jeg kender godt tanken om, at nu bliver man sendt hjem for at begå selvmord. Følelsen af, at de ikke bare er ligeglade, men rent faktisk ønsker, du skal gøre det, fordi du er i vejen. Du er nødt til at holde fast i, at du ikke bliver sendt hjem FOR AT begå selvmord. Det er faktisk hverken deres intention eller ønske, selv om det kan føles sådan. Og så må du prøve at holde fast i, at hvis du opgiver nu, så har du spildt al den kamp, du med garanti allerede har haft i dit liv. Du skal ikke lade “dem” vinde, hverken sorgerne eller smerterne eller svigtene eller desperationen eller angsten eller fortiden! DU skal vinde ved at blive rask og få et godt liv! Jeg ved, hvor svært det er, og hvor lang tid det kan tage, men jeg ved også at det kan lade sig gøre. Der er tit en masse energi i selvmordstanker, og den energi skal du have fat i som et af dine våben. Jeg håber, du snart får én, der kan hjælpe dig i kampen – måske den sygeplejerske, du gav bogen til? 😉 Masser af gode tanker til dig fra Karin.
[04:06:09| 24-03-2011 | 87.56.199.164]

Hej Karin. Hvor henne på Facebook kan man finde det, kan du evt lægge et link? kh en nysgerrig
[19:09:24| 19-03-2011 | 109.59.88.8]

Tænk sig… Jeg er på psykiatrisk skadestue til en dobbelovernatning for anden gang denne uge i forlængelse af en overdosis i mandags. men tænk sig, jeg kan ikke blive indlagt med den begrundelse, at jeg har Borderline, og at selvmordstankerne vil komme så snart jeg blir udskrevet. Det er på trods af, at jeg aldrig har haft selvmordstanker før. Men pga min diagnose vil de ikke indlægge mig til trods for mine massive selvmordstanker. Jeg har sagt til dem, at jeg føler mig diskrimineret, og at de går i mod lovgivningen ved ikke at indlægge mig, fordi jeg helt sikkert er til fare for mig selv. Men i deres øjne er jeg vist bare en staædig patient, der ikke ved, hvad der er bedst for mig selv. Jeg har sat den ene sygeplejerske til at læse din bog, fordi hun som den eneste var oprigtigt interesseret i mine følelser og i at lære mere om borderline. Men sikke et system vi har os i dag! Kærlig hilsen den psykisk diskriminerede, der bliver sendt hjem for at tage livet af sig selv
[19:07:25| 19-03-2011 | 109.59.88.8]

Fra Støttecenter mod Incest, Kbh. Til maj 2011 starter der nye terapeutiske grupper op i Støttecenter mod incest. En gruppe for kvinder og en gruppe for mænd. Hvis du kender nogen der kan have gavn af tilbuddet, er du velkommen til at sende beskeden videre. Gruppeterapi for seksuelt misbrugte kvinder Er du kvinde, og har du været udsat for seksuelle overgreb i barndommen er dette tilbud måske noget for dig. Støttecenter mod incest starter en et-årig terapeutisk kvindegruppe i maj 2011, der mødes fire timer hver torsdag fra 16:30-20:30 på Frederiksberg og ledes af to erfarne terapeuter. Tilbuddet er gratis. Ring og hør mere på telefon 33 13 63 83. Gruppeterapi for seksuelt misbrugte mænd Er du mand, og har du været udsat for seksuelle overgreb i barndommen er dette tilbud måske noget for dig. Støttecenter mod incest starter en et-årig terapeutisk mandegruppe i maj 2011, der mødes fire timer hver onsdag fra 16:30-20:30 på Frederiksberg og ledes af to erfarne terapeuter. Tilbuddet er gratis. Ring og hør mere på telefon 33 13 63 83. Telefonen er åben mandag kl. 15.00 – 16.00, tirsdag kl. 09.00 – 13.00 og onsdag kl. 12.00 – 15.30. Med venlig hilsen Støttecenter mod incest
[13:52:00| 15-03-2011 | 87.56.199.164]

Servicestyrelsens gratis psykolog-ordning for voksne ofre med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, er i fare for nedlæggelse. Puljen udløber d. 30. juni 2011 og pt. er der ikke planlagt en erstattende psykolog-ordning, en forlængelse eller en overlappende løsning. Derfor står mange voksne ofre i uvished om hvorvidt de kan få den hjælp, som de har brug for. For mange er de gratis 11 timer langt fra nok, men det er en god start og støtte for dem, som ikke selv har råd til psykolog. Det er uvist hvorvidt der kommer en kortere eller længere periode, uden gratis tilbud om psykolog. Det er Folketingets socialordførere, der skal beslutte om puljen skal forlænges eller ophøre helt. I sidste ende er det Socialminister Bendikte Kiærs hovedansvar. Støt derfor op om en bevarelse af gratis-ordningen indtil en bedre og mere varig løsning er besluttet. http://onlineunderskrift.dk/Vis/Skriv%20Under/LISE+JENSEN
[18:11:40| 09-03-2011 | 87.56.199.164]

På Facebook har Annette Skipper (som i øvrigt har skrevet “Hænder”) skrevet en meget relevant kritik af min mangelfulde omtale af ‘det indre barn’ i “Bag om Borderline”. Jeg har forsøgt at svare på den. Gå ind og deltag i diskussionen, hvis du har lyst!
[15:34:00| 28-02-2011 | 87.56.199.164]

På Facebook har Annette Skipper (som i øvrigt har skrevet “Hænder”) skrevet en meget relevant kritik af min mangelfulde omtale af ‘det indre barn’ i “Bag om Borderline”. Jeg har forsøgt at svare på den. Gå ind og deltag i diskussionen, hvis du har lyst!
[18:33:39| 27-02-2011 | 87.56.199.164]

Kære Trine. Ja, livet – Livet – er på den anden side af det, du er i. Desværre skal du jo nok igennem “det her”, og det er hårdt – også hårdere end mødre og naboer og ansatte i psykiatrien og håb-bærende veninder har en mulighed for at forestille sig. Psykisk lidende har ikke ret tit fri… Men jeg er meget, meget glad for at høre, at jeg kan give næring til dit håb og din tro. Hils veninden, og moderen, som da alligevel ikke lyder så følelseskold 😉 Kærlig hilsen, Karin
[15:46:27| 26-02-2011 | 87.56.199.164]

Kære Karin. Jeg ligger i min seng på ende en psykiatrisk afdeling. Har været indlagt en gang om måneden de sidste tre måneder. Der tegner sig ligesom et mønster. Men hvad, jeg begynder at tro på, at jeg har ret til at være indlagt og ret til at leve i min egen virkelighed. Min veninder, der bærer mit vikarierende håb har sendt mig artiklen om dig fra Ugebladet Søndag og den hænger nu på min opslagstavle og kan måske hjælpe mig med at finde håbet og troen. For ligesom dig er jeg overbevist om, at det må være det vigtigste. Ellers er der i hvert fald ikke meget motivation. Jeg har sat min følelseskolde mor til at læse bag om borderline. Og wauw det har åbnet en ny verden for hende. Men jeg tror også, at det sårer hende at få så stort indblik i ‘vores’ verden. Hun følte i hvert fald virkeligt med dig, og det var smukt og dejligt at høre. Så som jeg har skrevet tidligere herinde. Tak Karin fordi du minder mig om de ting, jeg godt ved inderst inde. Livet er på den anden side af det her. Kærlige hilsner fra Trine
[19:12:34| 21-02-2011 | 109.56.142.254]

På facebooksiden har Shanti Miles (psykiatrisk sgpl.) sat en spændende snak i gang om behandlerens, hhv. brugerens ansvar. ” (…) Åbn op, selv når det er svært. Vi har brug for noget, et eller andet, så vi kan gå videre. Måske ikke et populært synspunkt men stadig en del af virkeligheden på trods at terarpeutiske forståelser og virkemidler (…)”. Føg med og ikke mindst DELTAG med dine synspunkter og erfaringer! http://www.facebook.com/pages/Karin-Dyhr-forfatter-og-foredragsholder/171386302881818
[18:09:09| 19-02-2011 | 87.56.199.164]

Hej Pernille. Somme tider skal frækhed vel belønnes *SS* Så jo, du må gerne komme engang i løbet af weekenden og hente et eksemplar af bogen. Så kan du til gengæld gå tur med Vaks eller fodre hønsene engang + ikke mindst sørge for, at jeg kommer ud og underviser hos jer! Send mig en mail på mail@karindyhr.dk og lav en aftale. Jeg må hellere lige understrege, at det her er en undtagelse – ellers går jeg fallit, og hverken hund, høns eller vi får mad! *gg*
[11:16:47| 18-02-2011 | 62.135.220.44]

Hej Karin. jeg kommer fra Ryomgård og er i gang med social og sundhedsassistent uddannelsen og ville høre om du ville sponsorere en bog da jeg er i gang med psykriatri praktik hvor jeg møder personer med borderline dagligt. Vi er nogle stykker der har læst mange gode anmendelser fra bogen “bag om borderline” og mener derfor den vil være meget relevant i praktikken. Glaspigen er også kanon:) med venlig hilsen Pernille Pedersen
[07:56:20| 17-02-2011 | 91.144.247.49]

TAK, Pernille! Det er den flotteste anmeldelse, jeg kunne ønske mig 🙂 Fortsat god kamp!
[18:01:09| 14-02-2011 | 2.108.238.239]

Kære Karin Har bare så meget lyst til at fortælle dig, at din bog, Bag om Borderline har hjulpet mig så meget. Efter jeg har læst den har det været nemmere for mig at identificere mine føleleser, og jeg har flere gange tænkt, var det ikke det Karin skrev om? Så er der også en løsning på problemet!! Din bog har givet mig ufatteligt meget håb, og jeg har fået en utrolig kampgeist. TAK. Mange tanker fra Pernille
[18:06:05| 13-02-2011 | 188.176.140.126]

Kære J. Folk spørger mig jævnligt: “Hvor finder man ‘en Jan’?” (eller ‘Kim’, som han hedder i “Glaspigen”). Og heldigvis er det jo sådan, at der er andre ‘Janner’ end lige netop ham! Din er endda en kvinde 🙂 Men igen, lyder det til, et menneske, som kan lytte, rumme, spejle, skabe den relation, vi har så forfærdeligt meget brug for, men har været for angste og ‘forkerte’ til selv at kunne skabe til et andet menneske. – Som Trine og jeg skrev sammen om her længere nede på siden, så er det faktisk utroligt så ens, vi reagerer på mange ting, selv om vi selvfølgelig også er meget forskellige mennesker. For mig var det også en utroligt oplevelse at møde og skrive med borderlinere, efter at jeg selv var blevet rask, fordi de jo netop gang på gang beskrev oplevelser og følelser med ord, jeg selv kunne have brugt, og så mine egne erindringer pludselig stod lyslevende for mig igen. Det kan tit være svært eller endda umuligt for mig at genkalde mig den gamle følelse af angst eller forladthed eller tomhed eller desperat raseri, eller hvad det nu er for en ‘borderline-følelse’. Så er der en, der skriver til mig om sin egen angst og oplevelse af at være grundlæggende forkert – og så husker jeg følelsen igen, for hun beskriver den, som om det havde været min! Så kære J, det er såmænd ikke mig, der gør noget ufatteligt 😉 Det er borderline og reaktioner på tidlige traumer, der viser sig på påfaldende ens måder hos rigtig mange mennesker. – Jeg er glad og rørt og meget andet dejligt, når jeg hører, at min historie og mine erfaringer kan bruges til at holde dit mod og din kampgejst oppe! – Jeg ønsker dig alt godt fremover. Du må hilse din engel 🙂 Karin
[02:56:11| 25-01-2011 | 87.56.199.164]

Kære Karin.. Jeg fik selv diagnosen for 2 år siden og mødte i den sammenhæng min “Jan”, hun hænger stadig ved mig i dag selvom hun ikke arbejder indenfor psykiatrien, har mig i terapi og hjælper mere end hvad kunne forventes selv hvis hun blev betalt for det det. Jeg har lånt hende bogen og hun slugte den råt… Bagefter sagde hun til mig og jeg citere ” Hvis ikke jeg havde mødt dig før jeg havde læst denne bog og du fortalt mig hvordan du havde det så ville jeg tro du bare havde gengivet karin’s bog” Det er UFATTELIGT, så meget du kan ramme plet… Jeg har læst op af den til alle der gider hører på mig… Tit når jeg er aller længst nede og har det allerværst bliver du faktisk brugt i min behandling… Som min engel siger: Husk Karin Dyhr, hvis hun kunne klare det så kan du dælme også… Du er FANTASTISK, du er en rigtig god forfatter og du er den jeg ser op til når jeg ikke selv kan overskue at kæmpe imod borderlinen… Knus J 🙂
[00:24:15| 23-01-2011 | 83.89.27.127]

Tak, Trine 🙂 Så får vi se, om din psykiater på et tidspunkt lægger et indlæg her om, at jeg forvirrer “hans” borderline-patienter med min bog *GG* @ alle: kritiske indlæg fra psykiatrien er helt bestemt velkomne ! Karin
[11:24:02| 08-12-2010 | 87.56.199.164]

Hej igen Karin. Jeg vil lige takke dig for at give det ekstra spark jeg manglede i forhold til mit mod til at stå ved mig selv og stole på mig selv. Jeg talte med min psykiater, og han blev ved med at sige ting som: det kan jeg ikke støtte dig i, jeg tror ikke at du har det dårligt alt det her “ambulancekørsel” du gør lige nu, er bevis for hvordan din personlighed er. Så han ser i hvert fald sagen fra et helt andet sted end jeg gør, selv om vi begge mener at vide, hvad der er bedst for mig. Men som jeg sagde til ham, så har jeg første ret, for det er mig, mine følelser og mit liv, og jeg kender absolut mig selv bedst. Og som citatet på aller første side i din bog siger, så ja… Jeg ændrer mening, for jeg er rummelig og mangfoldig. Så igen. Tak fordi du sætter ord på det, som jeg hører i mig selv som en hvisken. Kærlig hilsen Trine
[16:17:22| 07-12-2010 | 188.183.90.177]

@Blodprinsesse: Tak, Blodprinsesse. Den slags links er bestemt også velkomne her! @ALLE: Men jeg skynder mig at sige, at de links, der ligger her, har jeg ingen ansvar for, hverken indhold eller rigtighed (fx.lødighed af tekster eller billeder, fagligt, åbningstider på rådgivninger el. lign.). Hvis min webmaster eller jeg finder links, som fx. er til sider med porno el. lign., vil de naturligvis straks blive slettet. Når det er sagt, så er links altså meget velkomne – også til dine fine digte, Blodprinsesse 🙂 Mange hilsner, Karin
[10:21:06| 06-12-2010 | 87.56.199.164]

Hej Karin. Ja det er langt for sent for mig…, men jeg døjer jo også selv med psyken. Jeg tror ikke, at den konstellation med en borderliner og en anden psykisk “syg” nogensinde ville kunne fungere. Jeg tror, man skal være rask og have et enormt overskud for at være i et forhold med en “ubehandlet” borderliner. Det kræver en stor rummelighed, forståelse og tålmodighed. Men det er vel muligt at finde nogle pårørendeforeninger på nettet. God jagt!! Kh. Henriette
[23:26:50| 03-12-2010 | 91.150.228.252]

Jeg vil gerne dele mine digte med alle, især dem der lider af borderline, som jeg. kh Blodprinsessen http://blodprinsesse21.blogspot.com/
[22:55:50| 03-12-2010 | 85.218.165.110]

@Henriette, som skrev 20/11: Hvis du finder steder, hvor pårørende kan få hjælp – rådgivninger, foreninger, bøger – er jeg sikker på, at andre gerne hører om det. Du er jo langt fra alene med problemet, desværre. Jeg mener, at borderlineforeningens forum har noget specielt for pårørende. (Måske for sent for dig?). Karin
[14:21:41| 03-12-2010 | 87.56.199.164]

@ alle: Vedrørende min kommentar til Trine: Er der nogen, der har de samme eller andre erfaringer om samme reaktioner på traumer, selv om man kommer fra forskellige – også fjernere- kulturer? Karin
[14:17:39| 03-12-2010 | 87.56.199.164]

Fik ikke skrevet under, men nedenstående til Trine er skrevet af Karin 🙂
[14:17:23| 03-12-2010 | 87.56.199.164]

@Trine: Somme tider undres jeg over, at vores tanker og følelser er SÅ ens. Vi er jo dog meget forskellige mennesker, som – udover vores traumatiske bagage – har haft meget forskellige liv og erfaringer. Men der er ingen tvivl om, at mange mennesker reagerer meget ens på traumer. Jeg oplevede det samme, da jeg var i Grønland for nogle år siden. Jeg tænkte, at der jo var en mulighed for, at en anden kultur gjorde, at man reagerede anderledes på fx. seksuelle overgreb, men nej – det var de reaktioner, jeg kendte så godt fra mig selv. Nøjagtigt det samme, når jeg har været på Færøerne. Jeg er rigtig glad for at høre, at du føler, du er klar til at kigge på dine traumer, og at du handler på det. Af gode grunde kan jeg ikke vide, om din beslutning om at droppe psykiatrien og vælge en kropsterapeut er det rigtige. Men det er DIT valg, og det er i sig selv noget, der betyder, at du er begyndt på rejsen. Til rigtig meget lykke med det 🙂
[14:15:04| 03-12-2010 | 87.56.199.164]

Kære Karin. Hold da op, hvor var det en underlig oplevelse for mig at læse uddraget fra kapitlet om selvskade. Som om du fortalte MIN historie og beskrev mine inderste tanker og følelser. Jeg er netop blevet udskrevet fra min første indlæggelse og det var bare så utilfredsstillende. Men nu har jeg taget en beslutning om at gå uden om psykiatrien, stoppe hos min psykiater og starte hos en psykolog med speciale i kropsterapi og se, om jeg kan få kigget på traumerne. For nu er jeg klar. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse bogen. Tak og hilsner fra Trine
[11:05:45| 03-12-2010 | 2.106.140.187]

@ Udbrændt: Nu er det jo fristende at sige “Det er ikke mit problem!” – for det er det jo faktisk ikke. Men som talskvinde for, at “I” gør noget andet, er det nok alligevel for billigt bare at svare sådan 😉 Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan sådan en hverdag er, tror jeg. Jeg er ikke sikker på, jeg selv ville kunne klare det, (også) fordi man hele tiden må gå på kompromis. Men jeg vil stadig mene, at en holdningsændring kan lade sig gøre, på trods af travlheden. At hvis man kan ændre sin oplevelse af borderlineren som irriterende og manipulerede, og FORSTÅ, hvorfor hun handler, som hun gør, at hun gør det af en indre tvang og ikke for at irritere og manipulere med jer – ja, så vil det give en anelse af det overskud, du med god grund sukker sådan efter. Noget andet er, at ærlighed er rigtig vigtig. Når du har for travlt til at snakke, kommer til at afvise med irritation, bliver vred over selvskade, fordi der bare er fyldt op i dig, så sig det til borderlineren! Hun (og sikkert alle de andre ptt. også) vil nemlig tro, det er hendes fejl, og det vil forværre hendes symptomer. Så hellere sige: “Undskyld – jeg bed af dig, fordi jeg er så stresset, men det har intet med dig at gøre!” Det er vigtigere, end du tror. Og husk, at borderlineren alt for godt ved, hvordan det er at være fyldt så meget op indeni, at man siger og gør noget uhensigtsmæssigt – hun vil forstå dig bedre end din mand/kone (med mindre han/hun er ansat et lignende sted *ss*). SvaRET er selvfølgelig politisk, så se du lige at finde lidt energi til at aktionere dér også 😉 Det var et svar fra en “outsider”. I andre ansatte, som har det som den udbrændte, men måske alligevel har fundet noget af en løsning, må meget gerne komme på banen nu! Karin
[12:32:04| 23-11-2010 | 2.105.199.205]

Hej Karin OG ANDRE DER LÆSERE MED HER! Din nye bog er godt skrevet og burde være obligatorisk læsning for fagpersonale af enhver art og ligeledes udleveres til alle (dem som vi kalder) borderlinere og deres pårørende! Jeg kan se at du har ramt noget væsentligt og måske ligefrem noget, som burde medføre et regulært paradigmeskifte, men hvordan får vi det til at harmonere med virkeligheden? Din bog belyser mange og meget væsentlige aspekter omkring borderlinermennesket – både for mennesket med borderline og for mennesker omkring denne person. Nuvel, jeg tilhører den sidste gruppe, men har alligevel – eller på trods!? – tilsyneladende ikke helt forstået det godt nok. Jeg er nået til kapitlet om håb, “Udbrændt eller helbredt”, og jeg hælder altså mest til det første. Nogle få overlever, som Karin, men hvordan skal vi få banket ind i hovederne, på de der stemples til at lide af en borderlineforstyrrelse, at der ER håb? I min hverdag handler det om hullerne i dagens vagtskema, brandslukning i forhold til helt de psykotiske og den efterfølgende mandsopdækning, masser af administrative opgaver, medicinering, mere medicinering, overvejelser omkring bæltefikseringer (og flere rapporter, samt oftest endnu mere medicin) – og så ind imellem en kop kaffe lidt VÆK fra det hele. Vi få faste medarbejdere skal desuden bruge en meget stor del af vores tid på at “instruere” de nye, hvilket ikke kan betale sig, eftersom de alligevel er væk igen når dagen eller i bedste fald ugen er omme. Vikarer og andre nye får derfor blot en slags advarsel om, hvad/hvem de under ingen omstændigheder skal forsøge noget med, af hensyn til deres egen sikkerhed. Jeg ved godt, at der ikke er nogen der bekymrer sig om de indlagtes sikkerhed (eller rettigheder, for den sags skyld), men vi har simpelthen ikke tid nok til det hele. Mit spørgsmål lyder derfor i al sin enkelthed; Hvordan søren skal vi kunne få proppet bare en smule håb ind i hovederne på dem, når vi knapt nok når at sige godmorgen til hverken kolleger eller patienter?!? Jeg ved godt det ikke burde være sådan, men jeg aner snart ikke længere, hvorfor jeg egentligt går på arbejde. Vi har på afdelingen fået at vide, at der ikke er råd til mere supervision hverken i år eller næste år, så vi må bare “tage den med kollegerne”, når der opstår problemer. Virkeligheden er bare at hver eneste dag er et stort problem. Kurser/foredrag er helt udelukket. Skal vi alle nedlægge arbejdet, for at få bedre vilkår, så vi ad den vej kan indgyde “håb”? Mange hilsner fra en udbrændt :-/
[11:36:21| 23-11-2010 | 87.72.75.131]

@ PN og Henriette – jeg er rigtig glad for at høre, I begge to mener, at bogen er relevant, endda for flere grupper af mennesker. Det var i dén grad også mit håb og min intention. @ Henriette: ja, der er ingen tvivl om, at det oftest er endog rigtig svært og krævende at være kæreste – eller bare ven – med et mennesker med borderline. En af mine nærmeste veninder (Marianne, som jeg skrev ‘Glaspigen’ sammen med) sagde somme tider: “Jeg må have time-out!”. Jeg blev selvfølgelig fantastisk såret, men der er ingen tvivl om, at det var med til, at vi i dag stadig er venner. Det er en del sværere som kæreste, men at man skal være god til at passe på sig selv, er helt sikkert! Når man, som du, oplever, at man mister kontakten til sig selv, er man jo heller ikke nogen hjælp for sin borderliner-kæreste, og det er på høje tid at søge hjælp (hvis man kan få det) eller trække sig. Hvis ‘Bag om Borderline’ kan hjælpe nogen til at forstå og dermed rumme bedre, så vil det være en rigtig, rigtig god ting. Og det gælder jo i øvrigt også sundhedspersonalet. Jeg er i øvrigt meget glad for at se, at du skriver, at du FØLER, du blev udnyttet, manipuleret osv., og dermed jo tilkendegiver, at det ikke (nødvendigvis – selv en borderliner er vel ikke altid perfekt *ss*) var det, der faktisk var din kærestes hensigt. Tak til jer begge for jeres feed-back. Jeg håber, flere vil melde sig, hvad enten de er enige eller uenige med jer. Karin
[22:02:55| 22-11-2010 | 87.56.199.164]

Jeg har været kæreste med en borderliner. Hold da op et drama!!! Jeg følte mig udnyttet følelsesmæssigt, økonomisk og seksuelt!! Jeg følte mig manipuleret og kørt rundt med i en sådan grad, at jeg til sidst mistede kontakten med mig selv og blev nødt til at gøre det forbi. Bogen giver mig en forståelse, som jeg ikke havde før. Helt sikkert en nyttig bog for både borderlinere, pårørende og sundhedspersonale! Kh. Henriette
[21:25:32| 20-11-2010 | 91.150.228.252]

Hej Helle. Jeg synes også, vi havde en rigtig god og levende aften i Holbæk. Hvis du har lyst til at skrive om nogle af de tanker,du har gjort dig, når du har læst BoB = Bag om Borderline, er du meget velkommen til det på www.bagomborderline.dk under Læg en kommentar.
[17:45:03| 19-11-2010 | 87.56.199.164]

Hej Karin. Jeg er enormt glad for at have mødt dig og bogen “Glaspigen” Det viser at der er en vej ud!!! Tak for dit gode foredrag i Holbæk, jeg købte din nye bog og glæder mig meget til at få ro til at læse den. Kærlig hilsen Helle
[17:45:52| 18-11-2010 | 62.44.135.31]

Tak, Søren – tak Catrine – tak Henriette 🙂 Jeg blev rigtig glad for jeres hilsner! Mange varme hilsner fra Karin
[18:03:09| 17-11-2010 | 87.56.199.164]

Kære Karin Jeg var til dit foredrag igår på Holbæk bibliotek jeg er dybt imponeret måden du fortæller på din udstråling . kh Søren
[07:36:09| 17-11-2010 | 87.59.29.150]

Kære Karin Tillykke med din nye bog ” Bag om Borderline” Knus Catrine
[19:12:03| 16-11-2010 | 77.213.149.60]

Kære Karin!! Endnu engang tusind tak for en fængslende temadag her i Aalborg i dag!! Først læser jeg “Glaspigen”, som jeg synes er en meget vedkommende og aktuel bog. Den er yderst velskrevet!! Og så hører jeg dig idag. Du er jo minsanten også yderst veltalende!! Du fanger dit “publikum” på en fascinerende måde!! Du er en “almindelig” kvinde med en usædvanlig barsk livshistorie. Du har rigtig meget at byde på i dit foredrag, både menneskeligt og fagligt. Jeg tror, du har gjort en stor forskel for mange allerede på nuværende tidspunkt, og det vil ganske givet ikke blive mindre i fremtiden, hvor din anden bog snart udkommer. Du er et af de “lys”, der brænder i mørket. Du er et levende eksempel på, at det KAN lade sig gøre at overleve det mest grusomme, at komme sig og blive rask!! Tak for din historie og det håb, du giver videre!!! Kærlig hilsen Henriette Klitgaard
[19:46:24| 09-11-2010 | 91.150.228.252]

Jeg har læst det lille uddrag om selvskade og synes allerede, der er noget jeg kan bruge! Dels at man selvfølgelig er nødt til at “skrue op”, hvis man ikke bliver hørt, hvis selvskaden ikke bliver “modtaget” – dels at det ikke nødvendigvis er klogt at forsøge at trøste ved at sige “Det var ikke så meget” – for så er I jo igen ikke blevet forstået i jeres skrig om hjælp! Det får mig til at tænke på, hvordan jeg faktisk ofte slår det lidt hen, nok fordi jeg er bange for at give det for meget opmærksomhed. Jeg glæder mig til at få bogen. Tænk hvis jeg får lige så meget ud af resten 🙂 Venlig hilsen PN, sygeplejerske på psyk. skadestue
[16:59:42| 08-11-2010 | 85.129.78.45]

Hej S som skrev d. 30/6. Jeg har flere gange læst dit indlæg og jeg genkender virkelig SÅ meget af det. Jeg kan heller ikke huske noget præcis (kan måske huske en lille smule mere end du kan. Du siger du slet ikke har nogle erindringer, jeg kan huske en slags skygge, bedre kan jeg ikke forklare det. Men det er jo heller ikke så meget at man kan kalde det en erindring…) Men lige som du er der nogle lugte som jeg reagerer så meget på, at jeg somme tider er nødt til at gå. Også yoghurt og kærnemælk faktisk, og så en bestemt deodorant, og så lugten af den blomst der hedder fresia. Andre kalder det en duft, jeg får kvalme og bliver angst, når jeg kan lugte lige præcis den blomst. Jeg var til en begravelse for kort tid siden og jeg var nødt til at gå, ikke på grund af begravelsen (det var ikke en jeg kendte specielt godt) men på grund af stanken af fresier, som jeg altså oplever det. Når man reagerer SÅ meget (som andre vil kalde hysterisk) så må der være noget bag. Men hvad? Hos mig begynder der nu at komme lidt mere erindring på med vores naboers hus hvor jeg blev passet meget som barn. Så måske.. Jeghar ikke snakket med nogen om det her, og når nogen oplever hvordan jeg reagerer på de lugte, så synes de nemlig jeg er hysterisk. Men jeg kan virkelig ikke beherske mig. Så da jeg læste i Glaspigen hvordan Ida må stå af bussen fordi der er en der smasker så genkendte jeg det virkelig! Med mig var det bare en deodorant der lugtede. Undskyld jeg har skrevet så langt, men det var rart at skrive det et sted hvor folk kan acceptere det og hvor jeg ved at Karin læser det, selv om jeg godt kan forstå du ikke har tid til at svare! Knus fra Sys
[22:42:10| 02-11-2010 | 87.56.199.164]

Hey Karin. Tillykke med din nye bog. Jeg har lige bestilt den og glæder mig rigtig meget til at læse den. Tak fordi du hjælper os alle videre med din kampgejst og din dejlige person. Knus sinus
[05:21:52| 01-11-2010 | 212.37.129.115]

Hej Karin (og alle jer, der læser med her). Jeg er just blevet færdig med Glaspigen for et par uger siden, og jeg må indrømme, at det har sat rigtig mange tanker i gang, som jeg har brug for at få skrevet ned et sted. Det sted bliver her. Jeg har absolut ingen erindringer, brudstykker eller beviser. Men der er begyndt at rumstere tanker om, hvorfor jeg hele mit liv har haft så stor afsky for al fisk både lugtmæssigt og smagsmæssigt, uanset tilberedning og friskhed – især lugten af varm fisk kan jeg slet ikke med; smagen og lugten af mælkeprodukter uden “maskering” af smagen og lugten – især kan jeg ikke døje lugten af mælk og surmælksprodukter. Lugten af Nivea kan jeg slet ikke have i min nærhed, og skifter bus, hvis der sidder en Nivea-stank i bussen, eller går hjemmefra i nogle timer, hvis en nabo har badet i Nivea. Mine forældre lejede et kælderlokale i deres butik ud til en sælger, som havde sit lager der. Han solgte -rigtigt gættet: Nivea. Jeg kan ikke huske ham. Jeg kan huske, at jeg ikke kunne lide at være i det rum, heller ikke længe efter det var blevet tømt. Da jeg var 10 måneder gammel, ændrede mit sind sig. Fra at være en udadvendt og livlig baby, til at være indesluttet og indelukket. Det har jeg været lige siden. Der er sket _noget,_ er alle de kloge enige om. Men _hvad,_ det er der ingen der ved. Heller ikke jeg. Efter at have læst Glaspigen, er tanken ikke så fjern, som den har været. Tankerne rumsterer. Tak for, at du har delt din historie med os. Mvh S.
[23:56:39| 30-06-2010 | 94.189.4.131]

Hej Karin Har haft skrevet til dig et par gange på glaspigen – men det er ved at være længe siden. Jeg glæder mig sindssygt meget til dit foredrag i Haderslev i morgen aften. Det er nu 1 år siden jeg kontaktede psyk info, for at få dem til at arrangere et foredrag med dig – og endelig kommer dagen. Det er bare gået rigtig meget fremad for mig – jeg har fået en dejlig lille dreng, der i morgen bliver ½ år – at få ham har modnet mig meget. Har ikke haft behov for at arbejde med den “lille” efter jeg er blevet mor. (læst evt. 20/7-09 – hvis nogen er intresseret) Men om det kommer igen er jo ikke til at vide… Ser i hvert fald frem til i morgen med stor forventning. Hilsen RJ
[20:26:03| 20-06-2010 | 188.176.31.126]

Kære Catrine, Det er barsk og trist, at vi kan komme derhen, at vi ikke længere tør tro på, at der overhovedet er noget godt til os – og for manges vedkommende: at vi overhovedet FORTJENER noget godt. Og når der har være mange svigt i ens liv, så prøver man meget naturligt at beskytte sig, som du også siger det, ved at indskyde et “hvad nu hvis?”. For så er man i det mindste forberedt, når det nu sikkert viser sig igen-igen, at man bliver skuffet… Også dér tror jeg, vi er nødt til at vove noget. Vi er nødt til somme tider at TURDE stole på et andet menneske, ligesom vi kan være nødt til at TURDE tro på det gode, der sker i vores liv. Det er en risiko, men en risiko, jeg lærte, jeg var nødt til at tage, hvis ikke mit liv skulle stivne i én stor negativ forventning. Og så får man nogle hug (som jeg jo ved, du også har fået), men også noget godt. Noget rigtig godt, som kan sætte yderligere gang i den gode spiral og den gode forventning. Er der nogle andre, som kan fortælle noget om deres angst for at turde tro på de gode ting, der sker dem – og hvordan I kommer frem til at overvinde den gnavende “hvad nu hvis-følelse”? – Man må meget gerne hjælpe hinanden herinde på Væggen 🙂 Knus fra Karin
[11:56:12| 13-05-2010 | 87.56.243.200]

Kære Karin Du får lige en hilsen herinde på din hjemmeside.. Jeg synes der sker meget i mit liv lige nu. Noget er godt, men samtidig lidt svært. Måske er det i virkeligheden fordi jeg har så svært ved at tro på det gode, tro på at der er noget godt til mig også eller måske mere det at TURDE tro på det gode. For hvad nu hvis? Noget af det andet er bare noget der er nødvendigt, men samtidig fremkalder det en snert af angst. Igen er det den med “for hvad nu hvis?” Knus Catrine
[19:35:31| 04-05-2010 | 77.213.149.60]

Kære Susanne, Gå ind under menupunktet Bibliotek ude til venstre. Der vælger du Dokumenter (og heraf lærer vi nu, at det nok hellere skal hedde noget med Dias og dokumenter!). Her vælger du så Jans Dokumenter – Diverse Oplysninger og Dokumenter()som vist også skal omdøbes…) – og så er der der endelig, hans dias! Keine Hexerie, nur a lot of Behändigkeit *SS* Lykkes det ikke, så send endelig en mail, så skal jeg sende dem direkte til dig. Mange hilsner, Karin
[17:00:14| 13-04-2010 | 87.56.243.200]

Kære Karin. jeg kan ikke finde powerpointene som jeg skulle kunne finde her. jeg skal bruge dem meget snart. Du var i Landsbyen Sølund og fortælle sammen med Jan. I sær fra hans oplæg mangler jeg. ‘Vnelig hilsen Susanne
[13:27:46| 13-04-2010 | 87.54.18.200]

Kære “Tórshavner”. Selv tak. Jeg er glad for at høre, det gav dig noget i forhold til at arbejde med og skabe relation til et mennesker med borderline. Det var en pragtfuld tur til Færøerne, og nu nyder jeg at være hjemme hos mand og hund og høns og dansk forår 🙂
[19:02:38| 31-03-2010 | 87.56.243.200]

i nogle situationer. Endnu en gang tak:)))
[20:28:03| 29-03-2010 | 80.77.141.176]

Kære Karin. 1000 tak for et fremragende foredrag i Tórshavn i dag. Tak for, at du gav oss et indblik i den verden du levede i, da du var syg. Det er nogle gange utrolig svært at håndtere de forskellige følelser der kommer frem i en, når man er om en der har borderline. Jeg synes at du var utrolig god til at sætte ord på de følelser der kan komme frem
[20:25:02| 29-03-2010 | 80.77.141.176]

Hej Catrine. Nej, der står ikke lige Ålborg på listen, men mon ikke, jeg kan komme op til jeres nye Mælkebøtte en gang? (For dem, der ikke har set det endnu: www.123hjemmeside.dk/selvhjaelp-aalborg). Jeg er lige ved det allersidste af bogen. Det har været spændende at skrive den 🙂
[16:47:57| 13-03-2010 | 87.56.243.200]

Hej Karin Tillykke med din nye hjemmeside.Den er bare rigtig flot. Jeg har også læst din beskrivelse af din nye bog, den lyder spændene og jeg glæder mig meget til at læse den.. Håber du har det godt. Skal du ikke snart til Aalborg og holde noget foredrag el.lign? Knus Catrine
[11:06:27| 13-03-2010 | 77.213.149.60]

Hej Sol 🙂 Selv tak – jeg synes, der kom mange gode spørgsmål, og det betyder meget! De bedste hilsner, Karin
[22:00:05| 07-03-2010 | 87.56.243.200]

hej Karin. Endnu engang tak for et godt fordrag, som du holdte i går i Maribo. Det var stærkt, spændende og interessant. jeg fik meget ud af det..jeg kunne nikke genkendede til meget i din fortælling og glad for, at du satte ord på noget af det, som er tabu, og kom omkring tilgivelse i spørgerunden . hilsen solen
[20:26:24| 23-02-2010 | 95.166.62.246]

Hej Nevø 🙂 Også et par ord fra mig: Når man ikke har moderator på sin gæstebog, er der forbavsende mange idioter, som endda føler sig mærkværdigt tiltrukket af sites med handicappede eller f.ex. seksuelt misbrugte til at skrive modbydelige ting. Men alt tyder på, at en “offentlig” IP stopper den slags, så det prøver vi selvfølgelig. Kh fra Fasteren 🙂
[14:13:10| 21-02-2010 | 87.56.243.200]

Svar til “Nevøen”: Brugerens ip-adresse fremgår sammen med beskedens dato og tid, da det er en måde at begrænse spam og anden uønsket tekst på ‘Væggen’. En oplysning om ip-adresse kan som udgangspunkt ikke misbruges. Med venlig hilsen Jørgen, webmaster.
[13:28:29| 20-02-2010 | 188.178.235.208]

Kære Karin. Stort tillykke med den nye og flotte hjemmeside. Den vil blive flittigt besøgt! KH Søs
[19:23:30| 18-02-2010 | 62.44.135.34]

Men mon ikke din “byline” skulle lade være m at skrive vores ip-adresser sammen med dato og tid? Nevøen igen
[18:34:55| 18-02-2010 | 83.91.31.71]

Flot side. Til lykke med den. Kh. Nevøen
[18:33:30| 18-02-2010 | 83.91.31.71]

Til lykke med din nye, flotte hjemmeside 🙂 Knus Mims
[14:56:15| 17-02-2010 | 84.238.115.137]

Velkommen til ‘Væggen’! Her kan du skrive kommentarer, forslag, tanker og hilsner til Karin. Vær venligst opmærksom på, at du ikke kan forvente at få personligt svar på din henvendelse her.
[22:00:33| 13-02-2010 | 188.178.235.208]