2009

Her finder du den gamle gæstebog fra www.glaspigen.dk

2010

2009

2007

2005

Du kan vælge at sortere på de forskellige årstal – God læsning!

2008

2006

2004

 

Fra: Nanna
(29/12-2009)

Hej Karin!

Jeg har ikke haft incest inde på livet, men bogen har givet mig et indblik i andet stof.

Det er en fantastisk bog og jeg glæder mig til at få indblik i nr to.

MVH
Nanna



Fra: Anonym
(25/11-09)

Hej Karin.
Tak for et super godt foredrag igår, det er meget relevant i forbindelse med min socialrådgiveruddannelse.

Du har været med til at give mig en værdifuld og brugbar indsigt / viden i forhold til arbejdet med området både indenfor psykisk sygdom og incest.

Mange varme hilsner fra

P.S. Jeg glæder mig til næste bog kommer på gaden.

Det er dejligt at høre, du føler, du kan bruge det til noget i dit arbejde. Så kan jeg ikke forlange mere 🙂

Karin

P.S. Det gør jeg også! *SS*


Fra: Rikke
(25/11-09)

Kære Karin

Jeg vil blot benytte mig af chancen til at sige dig tusinde tak for et helt fantastisk og gribende foredrag på cvu-vest, selvom jeg aldrig har haft incest tæt inde på livet havde du en evne til at fortælle på en sådan måde at tårene stod i øjene flere gange, en virkelig stærk oplevelse.

Mange hilsner Rikke



Kære bornholmer

Jeg har læst dit indlæg i gæstebogen, og som Karin genkender jeg også trætheden fra mig selv. Jeg hedder Annette Skipper og gik selv for 3-4 år siden i terapi, fordi jeg også blev udsat for overgreb i min barndom. Hvis du har lyst til at vide mere om, hvem jeg er, har jeg skrevet bogen Hænder, der handler om min egen proces dengang. Og jeg vil meget gerne skrive sammen med dig og lytte og støtte dig i din kamp frem mod et bedre liv. Hvis du skriver til Karin, har hun lovet at sende min mailadresse videre til dig.

Mange varme tanker fra
Annette


Fra: Anonym
(3/11-09)

Kære “Glaspigen”

Det er bare så svært når man bor på Bornholm. Jeg er så trat i mit hoved, kan ikke finde ud af hvad der skal ske. Jeg har ikke læst bogen endnu, men ville meget gerne. Har ønsket den til jul. slut for nu.

Kære Bornholmer,

Jeg genkender den dybe træthed, du beskriver, og rådvildheden. Hvordan skal man dog komme videre?
Det kan synes så håbløst, når der ikke er hjælp at finde og man er så udmattet. Men du må ikke give op. Pludselig er hjælpen der! Somme tider i en skikkelse, man ikke forventer – til andre tider en nyansat i psykiatrien eller kommunen.
Hæng fast, om det så er med det yderste af neglene! Du skal nok komme igennem til et godt liv.

Kan du i mellemtiden måske bruge nettet til noget og finde nogle at skrive/cahtte med? Eller er der måske én, der læser dette her på hjemmesiden, som har noget mere overskud og ser mere lys end du gør, der kunne tænke sig at skrive med dig??

Jeg sender dig mange varme tanker i en kold tid,
Karin



Fra: Linda Meineche
(27/10-09)
Kære Karin

tusind tak for sidst, det var et fantastisk oplæg du gav til os i dagbehandlingen i Vejle Kommune i fredags ( d. 23. 10.09) Jeg er helt fyldt op af din historie, som pludselig bliver meget mere virkelig, nå du står der i kød og blod, og fortæller, det er noget ganske andet end at læse din bog, som bestemt også gjorde et stort indtryk.

Jeg vil med glæde anbefale dig som foredragsholder til alle jeg møder på min vej.
Mange venlige hilsner fra Linda Meineche, Vejle Kommune


Kære Linda,
Tak, både for dine dejlige ord om oplægget i Vejle Kommunes Dagbehandling, og fordi du vil anbefale mig videre!

De bedste hilsner fra Karin



Fra: Maria
(23/10-09)
Hej karin

Tusinde tak for et fantastisk foredrag i går i Børkop….Det var meget lærerigt ikke kun som fagperson men os bare menneskeligt.

Jeg beundrede din livsglæde, som smittede med det samme.

har læst din bog, men må du bare selv eje den;) Så glæder mig, meget til at modtage den.

Alt lykke til…..:) Mange hilsner fra Maria

Hej Maria,

Tak skal du have 🙂

Din bog er på vej.

Mange hilsner,
Karin



Fra:
Lotte Markussen
(21/10-09)
Hej Karin

Var på kursus i Holbæk i tirsdags og ville bare lige sige, at det gav mig noget at tænke over. Super dejligt at høre tingene fra én der ved hvordan det er og ikke fra én der mener at vide hvordan det der… hvis du forstår 😉 Hej fra Lotte Frederikshavn (Spanghede)


Hej Lotte,

Det forstår jeg vist godt og jeg er rigtig glad for at høre, det var noget, du synes, du kan bruge til noget 🙂

Mange hilsner,
Karin



Fra: Anonym
18/10-09

ville bare lige høre om der bliver hold nogle fordrag som man kunne tilmelde sig,omkring dit liv og sygdommen.

Ja, jeg holder mange foredrag og temadage om mit liv, om seksuelt misbrug og om borderline-personlighedsforstyrrelse. Nogle af dem er åbne for alle og måske gratis…

andre er lukkede arrangementer for f.ex. ansatte og/eller beboere på et socialpsykiatrisk bosted. Nogle steder kan man kontakte arrangøren af et lukket arrangement og spørge, om man kan få lov til at deltage.

Det letteste er, hvis du følger med her på hjemmesiden under Foredragskalender. Jeg gør mit bedste for at opdatere den, hver gang der kommer noget nyt på (og flytte de foredrag ned, jeg lige har holdt!).

Jeg håber, du kan finde et foredrag inden for den nærmeste tid i nærheden af det sted, du bor.

De bedste hilsner,
Karin



Fra:
Klaus BondeKære Karin. Tusind tak for nogle utrolig spændende timer i Den Matrikelløse Døgninstitution. Alle de tilbageemeldinger jeg har hørt har været overvældende positive. Det er nu anden gang du er hos os. Vi tager en tur mere om nogle år!
De bedste hilsener fra Klaus Bonde, forstander.

Kære Klaus,

Jeg kommer hellere end gerne igen!

De bedste hilsner,

Karin



Fra:
Søs Bischoff. Den martrikkeløse.
5/10-09Kærer Karin

At et menneske kan gå så meget igennem..fortælle omkring så grusomt et liv..til en større forsamling…OG. en da have en lykkelig slutning..det overgår alt..2..1/2 time i dit selvskab..Har virklig givet min hjerne og hjerte stof til eftertanke..Ønsker dig alt lykke og held..

Hej Søs – Tak skal du have 🙂 Jeg synes også, vi havde en rigtig god dag på Den Matrikelløse.

Karin


Fra: RJ
(20/7-09)Hej Karin

Jeg læste din bog i efteråret, og jeg har virkelig fået meget ud af den.

Sendte dig efterfølgende denne mail, dog var du stoppet med at svare på mails.

Hej Karin

Mange tak fordi du sendte den mail adresse her, så hurtigt for 3 måneder siden, det var lige hvad jeg havde brug for den dag. Siden har jeg flere gange prøvet på at få skrevet det jeg egentlig ville, men hver gang er jeg alligevel blevet i tvivl om hvad jeg egentlig fik ud af din bog, haft svært ved at sætte ord på det, men nu tror jeg at jeg kan.

Du skrev til mig i gæstebogen inden jeg startede på at læse “glaspigen” at der nok ville være noget der ville provokerer mig, men at jeg så skulle huske at jeg ikke var alene.

Ja, der er ting der har provokeret mig, men i den rigtige retning, kan jeg nu se. Når min far misbrugte mig, har jeg været flygtet ud af mig selv (nok dissocieret). Efter jeg blev færdig med at læse din bog for de her 3 måneder siden, er jeg begyndt at komme i kontakt med den “lille” som vi kalder den del af mig, som oplevede overgrebene. Det er som om jeg bliver ført tilbage til et givent tidspunkt (fx 4 års alderen ell. 11 års alderen), og så kan fortælle hvad der skete. Det er hele mig der fx bliver 4, og skal fortælle om de ting der skete. Og heldigvis har jeg en super dejlig behandler (sygeplejerske) i distriks psykiatrien, som bare altid er klar til at lytte og hjælpe mig. De kan ikke rigtig finde ud af hvad det lige nøjagtig er der sker når jeg fx bliver 4 igen, jeg bliver ikke psykotisk. Men det at jeg har fået kontakt til den del af mig, startede da jeg læste din bog, og indså at jeg kan OG skal hele på et tidspunkt. Jeg startede ud med at være 3-4 år når jeg genoplevede, nu er jeg 9-10 år når jeg genoplever, falder dog enkelte gange længere tilbage igen.

Er så glad for at denne her procces er kommet igang, selvom det også er umenneskelig hårdt, men jeg kan mærke det går fremad, ikke fra igår til i dag, men når jeg kigger fx 5 år tilbage i tiden.

Din bog har betydet utrolig meget for mig.

Mit første møde med psykiatrien var ikke det bedste. Jeg blev indlagt i 2001 første gang, 17 år gammel, med anoreksi og selvmordstanker.

Kunne ikke sætte ord på hvordan jeg havde det. Fik diagnosen parnoid skitzofren, en diagnose jeg ikke forstod og ikke kunne forli mig med, jeg fik den ene slags medicin efter den anden, og fik det egentlig bare dårligere. På et tidspunkt fik jeg sagt at jeg var blevet misbrugt af min far, hvor til jeg fik at vide at det ville blive skrevet i cardex, og så blev der ikke snakket mere om det. Var meget urolig, og havde flere og meget lange bæltefikseringer, dengang hjalp det mig at ligge i bælte, for der kunne jeg stadig flygte ud af mig selv, og “sidde” mig over i hjørnet og betragte den pige der lå spændt fast til sengen, selvom det var et overgreb mod mig at blive fikseret.

Var indlagt i 2 år, noget af tiden på fordelt 2 steder.

For 3 år siden begyndte jeg at kæmpe for at få min diagnose ændret. I januar 2007 flyttede jeg her til sønderjylland. De første par måneder når jeg mødtes med min behandler sagde jeg bare det gik fint, skulle lige se hende an. En dag fik hun prikket til mig, spurgte om noget med min far, og jeg brød grædende sammen, at han havde misbrugt mig i al den tid jeg kunne huske, indtil jeg som 16 årig flyttede hjemmefra. Min behandler var klar til at gribe mig, resten af ugen mødtes vi til snak HVER dag, samt hun havde tlf vagt i weekenden, hvor vi også mødtes til snak, hvor vi så blev enige om indlæggelse, så jeg havde nogen til at gribe og støtte mig. Under indlæggelsen kiggede de samtidig på min diagnose, og jeg fik den ændret til borderline.

Under den indlæggelse havde jeg også et par bælte fikseringer, det var vildt grænse overskridende, og jeg gik i panik når jeg blev holdt fast til sengen. Faktisk forstod jeg ikke helt hvorfor jeg skulle fikseres, blev det fordi jeg skadede mig selv, og måtte ikke nøjes med kort tid i bælte, fordi det var læger der ikke kendte mig, så det blev mellem 12-24 timer i bælte, samt fiks om natten også, det værste tidspunkt. Den ene gang var specielt træls, de kunne ikke få fastvagt til mig, så de fik min behandler ind i en vagt til mig, og hun var tryg nok ved at jeg kunne komme ud af bælte, og hun så bare var vagt på mig, men det synes lægen bestemt ikke, for episoden havde jo være meget slem. Havde smadret et glas, det blev hørt, og der kom en ind til mig med det sammen, istedeet for at kæmpe med/imod hende, valgte jeg/hun at vi holdte hinanden i hånden, og da de så kom på alarmen, sagde lægen jeg skulle i bælte, meget uforstående.

Nåh, tja. Har ikke skadet mig selv i 10 måneder nu, er jeg på en måde glad for. Har nogle gange siddet med kniven, men har ikke kunne finde ud af at skære. Har faktisk heller ikke været indlagt i 11 måneder. Har min behandler jeg altid kan skrive både sms og mails til, samt har flere ugentlige aftaler med hende.

Jeg er virkelig glad for at jeg har læst “glaspigen” – den har hjulpet mig til at komme videre i kampen mod at blive hel. Så mange gange tak, fordi du deler din historie med os læsere. Nu ved jeg at jeg ikke er alene.

RJ

Nu er det lidt over et ½ år siden mailen er skrevet, og hold op hvor er der bare sket meget. Vi arbejder stadig med at jeg blir “lille” og er startet forfra så at sige, jeg røg helt tilbage som helt lille og nu arbejder vi derudfra.

Din bog har betydet MEGET indtil nu i min kamp.

Rigtig mange tak

RJ


Kære RJ,

Sikker mange vedkommende ting, du får fortalt og beskrevet i din mail!
Jeg er ked af, som du også har konstateret, at jeg måtte holde op med at besvare de mange mails, jeg fik. Det er bestemt ikke med min gode vilje, døgnet har bare ikke timer nok. Men jeg kan jo se af alle de mails, at der er et uhyggeligt stort behov for, at mennesker, som har været udsat for den ene eller den anden slags overgreb og omsorgssvigt, kan få lov at fortælle noget om deres oplevelser og eventuelt få nogle kommentarer fra en, der har været der selv, men er kommet hele vejen igennem. Og her er jeg selvfølgelig mere end glad for at høre, at ‘Glaspigen’ har været med til at give dig håb og kampgejst!

Det er en frygtelig barsk beretning om dine oplevelser med at være fixeret, og absurd, at man insisterer på det, når du forlængst er ‘faldet ned’ igen og har en ved din side. Uvidenhed? Afmagt? Rigiditet?

Men til gengæld er det fantastisk at høre, hvordan du har fået en behandler, som er så helt igennem god til at hjælpe dig og som i dén grad er der for dig! Jeg sender hende hermed et ridderkors 😀

Jeg kan godt høre, hvor hårdt arbejde det er, både med Den Lille og med nutiden; men jeg kan jo også klart forstå, at det virkelig rykker for alvor.

Når de i psykiatrien ikke rigtig ved, hvad det er, der sker, når du ‘bliver fire’, så er der for mig ikke nogen som helst tvivl om, at du dissocierer. Det er jo så almindeligt blandt svært misbrugte mennesker, men desværre stadigvæk noget, store dele af psykiatrien kender alt for lidt til og for tit diagnosticerer som psykose, selv om man på alle andre måder ikke virker psykotisk. Det var din redning som barn, og det var din redning, når du blev fixeret, men ‘sad ovre i hjørnet’. Det er en kreativ løsning, men nu er du ved at nå dertil, hvor De Små kan fortælle deres histore, deres erindringer og følelser til den behandler, du heldigvis har fået. Og en dag vil de alle være integreret i dig.

Jeg kan godt lide, du siger, at du ikke ‘kunne finde ud af’ at skære dig! Så er dén mestringsstrategi nok ved at være udløbet, og det er jo faktisk meget rart. Du sætter ord på, i stedet for at fortælle via din selvskade.

Jeg ønsker dig fortsat alt det bedste!

Mange varme hilsner,
Karin



Fra: Anette
(12/6-09)
Kære Karin

Det har været fantastisk at læse din bog. Tak fordi du gav “os” den gave og viden.

Jeg er selv sygeplejerske i psykiatrien og har altid ment at samtaler er vejen frem selv om jeg altid lærte at vi ikke skulle rive op i gamle sår, ikke lukke dampen ud af kedlen osv.

Jeg møder jo mange patienter, hvor jeg kan identificere dine problemer. Jeg oplever også at mange af disse får diagnosen “skizofren” blot fordi de hører stemmer, er hallucineret, har angst og alt det. jeg har selv ofte gjort opmærksom på, at jeg ikke oplevede patienten som skizofren, men i virkeligheden traumatiseret. Det er svært at nå igennem med dette til psykiaterene. De kan bedst med en diagnose. Jeg tror at vi mangler en kæmpe viden i at være traumatiseret igennem livsoplevelser og at andre kan have skizogene symptomer uden at være skizofren. Derfor tror jeg, at bliver mange fejlbehandlet.

Jeg har for mange år siden mødt en pige som dig over nettet. Hun havde skrevet et digt som var et kæmpe råb om hjælp. Jeg kontaktende hende og efter noget tid, turde hun godt bruge mig. Vi mødtes over en beskyttet chat, snakkede og snakkede og skrev til hinanden. Hun endte med at turde bruge sin psykolog og fortælle sandheden om at hendes far og bror misbrugte hende. I dag bor hun alene, har fået barn som hun klare fint, og ja… vi har stadig kontakt pr. mail. Det er nok igennem 10 år nu… 🙂

Men….

Jeg er rigtig glad for at have læst din bog, for den bekræfter min egen teori om, at tavshed ikke er vejen ud eller frem…

De bedste hilsner

Anette


Kære Anette,

Jeg bliver meget glad, når jeg hører, du – med dine erfaringer og dine holdninger – er sygeplejerske i psykiatrien! Jeg ved, mange af jer kæmper en hård kamp med store dele af den etablerede psykiatri, ikke mindst de psykiatere, der, som du siger, har det bedst med diagnoser og ofte også med medicin. Jeg har faktisk nogle ansatte i psykiatrien på en lille liste, som gerne vil sparre med andre om, hvordan de tackler at være ansat steder, hvor man ikke er enig med dem i holdinger om åbenhed i stedet for tavshed, og hvor f.ex. borderline-symptomer ikke ses som noget, man bare gør for at få opmærksomhed, “og nu bliver hun endnu mere træls, fordi du giver hende så meget opmærksomhed, hver gang hun skærer sig!”.

Jeg er også overbevist om, at ganske mange med diagnosen skizofreni slet ikke er skizofrene, men traumatiserede og derfor med en så høj grad af dissociering, at en del psykiatere tager fejl og udnævner det til psykose. Det er jo katastrofalt og hjælper ingen!
Har du i øvrigt læste Lars J. Sørensens 2 bøger, “Smertegrænsen” og “Særpræg – Særhed – Sygdom”? Kan anbefales!

Den pige, du mødte over nettet, var jo heldig at møde dig, og det er vidunderligt at høre, at det udviklede sig til en fortrolighed, hun kunne bruge i så høj grad, at hun i dag har et normalt liv. Pragtfuld historie 🙂

Nej, tavshed hjælper ikke nogen. Det bekræfter kun, at vores historie og baggrund er tabu, ‘forkert’, ikke værd at tale om, ‘beskidt’ osv. Det er da rigtigt, at det kan ligne en forværring, når man begynder at lukke op for det hele og sikkert får en opblomstring af ‘symptomer’ – og selvfølgelig skal man træde varsomt – men det er vejen frem, ingen tvivl om dét!

De bedste hilsner og held og lykke i dit fortsatte arbejde,
Karin


kære karin,ja tak til dig, for de sidste to dage, hvor jeg har læst din bog, der fik mig til at læse så godt som uafbrudt. Jeg synes, det er fantastisk lige at have læst din bog og nu kunne se på din hjemmeside og konstatere, at du faktisk er virkelig og ja nulevende. Jeg har fået ny indsigt i sider af mig selv og livet i det hele taget. Noget er bekræftet og står klarere. Det er svært helt at beskrive…Venlig Hilsen

Kære du,

Tak for dit indlæg. Ja, den slags ting er det som regel svært at finde ord for. Men det vigtigste er jo også, at du har opnået ny indsigter, som du kan bruge i dit liv. Det gør mig meget glad at høre!

De bedste hilsner,
Karin



Fra: Anonym
(4/6-09)
Hej Karin!

Jeg hørte dit foredrag i går. Jeg vil bare sige mange tak for en god aften. Det var svært at høre, fordi det var som om, at du talte om mine følelser. Jeg kæmper en kamp med mit indre, og følgerne af incesten. Der er meget, jeg endnu skal igennem. Men det at høre og se din glæde, viser jo tydeligt, at der er håb. Der er et håb rundt om den næste hjørne. Det takker jeg dig rigtig meget for, at du har vist mig.

Kærligst mig.

Kære dig,

Ja, der er håb, helt sikkert! Men det er en hård kamp, og du har brug for en hjælper. Jeg håber, du har en, som kan tage dig i hånd, fysisk og psykisk, når du går igennem junglen. Det er kun dig, der kan stirre tigeren i øjnene og i den sidste ende betvinge den. Men uden en, der vandrer med, er kampen for hård for de fleste.

Jeg sender dig mange kærlige tanker og ønsker,

Karin



Fra: Tina
(30/5-09)
Hej Karin..

Ville bare skrive mange gange tak fordi du har været modig og stærk nok til at skrive bogen, har lige læst den helt færdig, og er meget vild med den, der rigtig mange ting i den der virkelig ramte mig dypt og din historie har virkelig givet mig mod på at forsætte og se hvad fremtiden bringer, hvilken jeg ellers havde opgivet, Så tusind tak =)

Mange hilsener Tina



Fra: E
(27/5-09)

Hej Karin!1000 tak for bogen..

Har tudet og haft mange følelser oppe at vende da jeg læste bogen.. Fandt ud af at det var mig selv jeg læste om og er blevet en del klogere på nogle af mine reaktions mønstre og tanker 🙂

Hvilken lærdom jeg har høstet.. Tak for det!

Arbejder selv indenfor psykiatrien og har fået ny indsigt i hvordan jeg kan spørge ind til mine patienter og begynder at forstå hvor vigtigt det er at LYTTE!! Vil helt klart revurdere min tilgang til vredes udbrud fra nu af 🙂

Er super stolt af dig og alt det du har arbejdet dig igennem.. You go girl!!!

Knus fra mig 🙂


Hej E

Tak, fordi du ville dele dine tanker med mig og de andre, som læser her.
Det at møde sig selv i en bog er en stor oplevelse. For mig skete det bl.a. med Hannah Green’s ‘I Never Promised You A Rose Garden’, dengang jeg var syg. Den satte både tanker og følelser i gang og gav mig håb. Faktisk et ret skræmmende håb…

Jeg er ufattelig glad for, at du arbejder i psykiatrien og kan bruge din egen baggrund dér – og at ‘Glaspigen’ har givet dig nye indsigter. Der er der jo slet ingen tvivl om, at dine patienter vil give dig yderligere indsigter omkring vrede og mange andre ting., når du er åben over for det. Hvor er det dejligt at høre 🙂

Varme hilsner,
Karin



Fra:
Maria Nørgaard
(23/4-09)
Hej karin.

Jeg skrev til dig for nogle år siden hvor jeg skam roste din bog. Det er nu 6 gang jeg læser den og jeg tror ikke jeg nogensinde bliver træt af at læse den.

Det er også derfor jeg har lavet projekt opgave om den som jeg håber jeg får gode karakterer for (:

Håber det hele køre for dig.

 Mvh. Maria, 19 år 🙂

Hej Maria,

Uh, (skam)ros er altid velkommen 😀
Det lyder spændende med din projektopgave! Må jeg læse den?

Det kører for mig, ja – somme tider lidt for hurtigt, men jeg har da lige ligget ude i solen og rå-nydt det 🙂

Jeg håber, du også nyder foråret!
Karin



Fra:
Bente Haugsted

Kære Karin.Mange tak for en udfordrende aften! Smerten og glæden, in mente. Jeg ved nu, at du gav håb og tro til mindst en! Måske flere!

Du er et fantastisk og autentisk menneske!

Mange hilsner

Bente, Solsikken


– og jeg siger tak for en utroligt lærerig og bevægende aften med jeres dejlige borderline-unge!

Karin


Fra: Arlette N. Keil. Socialpsykiatri øst.
(5/3-09)
Kæreste Karin…

TUSINDE tak for dit fantastiske foredrag i dag, det var så ualmindelig interessant og givende, dog på den mest triste baggrund.

At du har formået, at komme ud som et helt menneske, er slet ikke til, at forstå, det er dybt beundringsværdigt. Sikke dog en kamp.

Jeg har fået utrolig meget viden med mig i dag, som jeg kan bruge dagligt i mit arbejde.

Jeg ønsker dig og dine kære AL det bedste i fremtiden..


Fra: Gitte Mie
(27/2-09)
Jeg er lige blevet færdig med Glaspigen… jeg har følt mig omtumlet, udmattet, haft kvamle, men også følt mig beriget over, at der fandtes et menneske, som turde – hvilke mod du besidder Karin – du er et ægte menneske!

Jeg får røde, glade kinder 🙂 Nej, det kan man vist ikke sige, men du ved nok godt, hvad jeg mener *ss*

Karin


Fra: Truntefisen
(26/2-09)

Fantastisk bog

Tak 🙂
Karin



Fra: christina
(10/2-09)
hej….

jeg er selv et offer, mayn hvor jeg hader det ord.

Jeg har været indlagt 13 gange, har selvmordstanker, selvskade osv.

Jeg har en slags skizofreni om jeg fik pga det jeg har været igennem.

nok om det.

 

vil bare sige at jeg læste din bog under indlæggelsen, og jeg synes den fortæller så meget og ligner mit liv så meget. det er skræmmende.

 

held og lykke fremover.

Hej Christina,

Ja, du er offer for overgreb, for en forbrydelse, og det betaler du dyrt for! Men du er altså endnu mere OVERLEVER. Du har overlevet noget, som ikke alle klarer. Derfor skal du også blive ved med at kæmpe for at overleve. Din krænker må ikke vinde ved, at du tager livet af dig.

En af de måder, du har overlevet på, kalder psykiatrien for skizofreni. Men skidt med ordet – dybest set er det den måde, du har brugt til at overleve på. Du har – sikkert fra du var barn – skabt dig en anden verden. Du skader dig selv for at overdøve smerten indeni, eller for at prøve at vise andre, hvor ondt det gør – eller for at mærke dig selv – eller af mange andre grunde. Du har måske, som mange andre, hørt stemmer, som skændtes inden i dit hoved, fordi du inden i dig ligesom var “blevet flere personer”. Mange, som har været ude for overgreb, hører f.ex. et lille barn, der græder. Det er deres eget lille barn. De fleste af os har også en eller flere “automatpiloter”, som måske var dem, der gik i skole og som snakker med mor i telefonen, så hun ikke helt ved, hvor slemt man har det. Måske er det også sådan nogle ting, du oplever. Hvis du gør, så er du ikke alene, og det er ikke spor mærkeligt, det, der sker med dig! Det var for at overleve, du (ubevidst) skabte det, og nu er det somme tider i vejen. Og det skal man have hjælp til – at blive så færdig med barndommens overgreb, at man tør begynde at lægge sine gamle overlevelsesstrategier fra sig. Det er et stort arbejde, og jeg tror ikke, man kan klare det uden hjælp. Men det er arbejdet værd!

Jeg ønsker dig alt det bedste – Christina Overlever 🙂
Karin



Fra: Dextøs
(6/2-09)
Slap af hvor var det hårdt at læse din bog!!!

jeg er ikke kommet helt igennem og kan ikke læse det lige foreløbig.

Men min mor var til foredrag som fik bogen der igennem.

Nu her igår d 5 feb har en der har taget sig meget af mig der jeg var mindre også været til dit foredrag. men hun skrev en sms om at jeg skulle tage et kig på din side da du skulle have gennemgået noget lignende jeg og mange andre har:-(

Hilsen Dextøs


Hej Dextøs,

Ved du hvad, hvis jeg havde læst en bog lige som Glaspigen, den gang jeg selv havde det dårligt, så tror jeg også, jeg havde haft det svært og sikkert kylet rundt med den et par gange! Men på den anden side tror jeg også, jeg ville have oplevet det som en lettelse, at der altså var andre, der havde været ude for noget lignende og havde haft de samme ‘mærkelige’ følelser. Man tror jo nemlig, at man er den eneste i verden, også selvom man godt ved, der er andre (rigtig mange andre, desværre…), der har været ude for noget lignende.

Kan du nu få læst den færdig, så du kan få slutningen med – den ender jo godt!! 😉

Varme hilsner,
Karin



Fra: Anonym
(3/2-09)
Hej Glaspige

Jeg syntes at det er så flot at du har fået et liv igen.

Jeg har selv været udsat for insest af min far fra jeg var 6-14 år de frygtelige minder havde gemt sig i min underbevisthed men for 3 år siden kom det hele frem som om der var sprunget en bombe inde i mit hoved. Derefter fandt jeg så ud af at min mor havde været med til det.

Jeg vil meget gerne læse din bog men skal lige have penge til den så bestiller jeg den.


Hej incestoverlever!

Det er slemt med sådan en bombe, og den bliver jo meget, meget værre, når du finder ud af, at begge dine forældre har været med til misbruget. Så var der slet ingen af de nærmeste voksne, du kunne stole på, og det er nok noget af det allerværste, der kan ske for et barn! Desværre er du langt fra alene om det, men det hjælper jo ikke så meget på det.

Jeg håber meget, du har nogen, der hjælper dig til at bearbejde de forfærdelige erindringer, så du kan komme igennem det og få et godt og rigt liv!

Mange varme hilsner,
Karin



Fra:
pia
(1/2-09)
endelig… så er jeg oppe efter frisk luft igen, det var en hård omgang med det jule tam tam og mm.

så er man helt nede og syntes det bedste ville være at dø.

og så vupti kan man næsten klare det hele igen… og man bliver ved med at håbe nu var det sidste nedtur.

for skuffelsen bliver bare større og større når man finder ud af hvor svag man er. lyder mærkeligt for stærk er hvad man er når man overlever dette helvede.

det er kun stærke mennesker der kan klare den virkelighed at være syg.

noget det har givet mig er at jeg er blevet et større menneske.

kan sidde og sige sådan fordi jeg lige er kommet ud af en mørk periode. men det er en anden sag når man er i den.

det er så flot af dig at du har skabt denne side, at det har ikke været dig ondt uden det har været godt for andre. takker for at du har denne side. en sand engel.

mvh pia

 

Kære Pia,

Højtider, familie, forventninger – egne og andres- det er hårdt for de fleste, som ikke har ret meget overskud. De store udsving er også barske og udmattende, og det kræver en del at glæde sig over, at udsving jo netop betyder, at det også ind imellem går opad. For man bliver da ganske rigtig skuffet og kan let komme til at føle sig som svag. Men jeg kan KUN give dig ret: man er alt andet end svag, når man klarer at være psykisk syg, borderliner, overlever af omsorgssvigt eller hvad det nu lige er for en bagage, man slæber rundt med, som er noget tungere end de flestes! Og når man, som du, lærer af det, så bliver man et større menneske, som får en dyb forståelse, både af sig selv og for andre.

En engel er jeg nu ikke ligefrem (selvom det kan være, min mand ville ønske det indimellem *SS*), men jeg er rigtig, rigtig glad for din ord!

Mange gode hilsner,
Karin


Fra: setet
(28/1-09)

Kære Glaspige.Jeg har ikke læstbogen, er ikke klar til dt endnu, er for “sårbar.”

Jeg har lige lyttet til dig i holbæk. Dine erfaringer er til dels tragiske, men de har også formet dig!

Jeg har kunnet genkende alle de omtalte reaktioner, hvilket er et chok for mig.

Du var levende at lytte til. Tak fordi du er aktiv. En god oplevelse for os syge.

De rareste tanker til dig.

Peter


Kære Peter,

Tak for dine meget positive ord om foredraget i Holbæk. Selv var jeg i øvrigt også meget glad for aftenen, både fordi det var en meget levende (og stor!) tilhørerskare, og fordi det var så givende for mig, at Lars Sørensen kunne dele ud af sine erfaringer som en meget vidende og indsigtsfuld behandler.

Når du siger, du fik et chok over, at du kunne genkende alle mine reaktioner, må du endelig huske på, at mange af de reaktioner også gælder for mennesker, som har været udsat for andre former for omsorgssvigt end lige incest.
Men uanset hvad det er, der har gjort dig syg, er det så altafgørende, at du selv og dine omgivelser, dine hjælpere, må kunne bevare håbet – håbet at også du kan blive rask – og give håbet videre!

Mange varme hilsner,
Karin