2007

Her finder du den gamle gæstebog fra www.glaspigen.dk

2010

2009

2007

2005

Du kan vælge at sortere på de forskellige årstal – God læsning!

2008

2006

2004

 

Fra 2007


Fra: Karin Weiling
(6/12-07)
Jeg vil gerne sige tak for et super foredrag på CVU Jelling i november. Det er skønt at se din energi og udstråling, især efter at have læst din bog. Jeg har stor respekt for din evne til at overleve noget så voldsomt, og jeg har lært meget af at læse din bog og høre dig selv fortælle.

Godt gået 🙂 Karin Weiling



Fra: Sortplys
(24/11-07)

hejsa det er længe siden jeg har hørt fra dig …jeg har det både op og ned men du sage jo også det var en hård kamp at blive resk jeg savner en at støtte mig lidt op ad det bruger jeg dig til det håber jeg er oki
jeg ville gerne ønske dig og din famille en glædelige jul og et godt nyt år og fortælle at jeg stadig ser dig som mit forbillede

mange hilsner og jule tanker fra sort plys fra bornholm

Kære Sortplys!

Ja, det er længe siden, men sådan er det jo desværre med mig.

Op og ned og op og ned – det er hårdt! Men så længe der også er nogle “opper”, så er der noget at have håbet i. Du er så velkommen til at støtte dig op ad det håb, jeg måske kunne give dig, da du hørte min historie. Det er jeg kun glad for 🙂

Ja, det er jo som sædvanligt LIGE pludselig snart jul! På tide at strikke nissesokkerne og bage brunkagerne (eller hente dem hos bageren *ss*) og alt det andet, som SKAL være dejligt, og ikke en træls, stresset pligt. Men for mange, som har det svært, er det en belastende tid med mange tanker, f.ex. om familiens forventninger, som man ikke kan eller ikke vil leve op til – og ens eget håb om at få en varm og lykkelig og tryg højtid, hvor man både kan give og få. Og det er ikke så let – for den sags skyld heller ikke for dem, som ikke er psykisk syge!

Mange julehilsner også til dig, Sortplys,
fra Karin


Fra: Anonym
(16/11-07)

Kære Karin Dyhr

Jeg sad til dit foredrag i Jelling i dag, og var så ked af at høre dine fortællinger, kunne genkende din flugt fra den umulige virkelighed til et spræk i loftet, følelsen af at være beskidt, desperation, ensomheden, det at være udenfor.

Jeg sad og var så rørt over at du er kommet dertil, hvor du bruger dine negative oplevelser til at gøre noget positive overfor andre. At det nytter.

Jeg sad og var så glad, fordi du sagde de magiske ord. Pludselig kunne jeg se en fremtid. Det var ikke bare en fortid, og en nutid. Pludselig var der en fremtid.

Sådan har jeg det også. Nu. En sprudlende glæde. Hvor er det skønt, at tage sig selv, og sin elskede – og acceptere fortiden, nutiden, og kunne glæde sig over fremtiden.

Tak – fordi du tør at dele dig med os, fordi du deler dine billeder og ord.

Du er allersmukkeste når du flyver.

Tak
Kære poetiske skriver –

Hvor er det dejligt at høre, at også du har fundet glæde og Liv og vinger 🙂

Mange varme hilsner fra Karin



Fra: Lone
(25/10-07)

Kære Karin

Jeg aner ikke hvordan jeg skal få ord på det jeg vil udtrykke, men jeg forsøger alligevel:

Jeg er dig så inderligt og dybt taknemmelig for at du og Mariannes har skrevet Glaspigen. Som bog er den velskrevet, medrivende, dramatisk, og bare drøn godt skruet sammen, og som dokumentation for tingenes tilstand på psykiatriske afdelinger er den (desværre) uundværlig. Og ikke mindst giver bogen et fantastisk godt indblik i Borderlinelidelsen, som længe har manglet i Danmark. Men Kære Karin, det er jo ikke bare bogen ALENE, tænk at du orker, efter alle de år i helvede, stadig at kæmpe at stå op for alle os andre, der har lidelsen, det er intet mindre end fantastisk !!! Alle dine foredrag, din research, din hjemmeside her, hvor du er så venlig at besvare indlæg i gæstebogen – Du er såsandelig et helt specielt menneske – TAK for alt det. Tak fordi du har været med til at sætte Borderline på dagsordenen i Danmark.

Jeg har været så heldig, at have fået pension og psykologhjælp, (burde jeg nok have haft for over tyve år siden) for lidt over et år siden. Men det er først i dag, at jeg har fået talt om det seksuelle misbrug jeg var udsat for som barn. Det var en utrolig lettelse, som at få trykket en øm byld ud… Der kom tanker og billeder, som pludseligt gav mening, og jeg kunne lige pludseligt se mig selv som lille pige, med en ren og sund side, og med en “beskidt” og syg side. Jeg har besluttet mig for, at tage den raske lille pige i hånden, og støtte hende i, at det er hun stadig, at det var misbrugeren, som var beskidt og syg IKKE hende. Der bliver ved med at vælte billeder og tanker ind i mit hovede, det vil nok tage noget tid, at få styr på det hele, men jeg VIL være rask, og DU har givet mig troen på at jeg kan blive det.

I dyb taknemmelighed


Kære Lone,

Jeg blev helt flov over at læse dit indlæg, men så tænkte jeg, at det var da mere konstruktivt at blive rørt og glad 🙂 Tusind tak for dine meget smukke ord!

Det er trist, du har gået så længe uden hverken økonomisk eller terapeutisk hjælp, men rigtig dejligt at høre, at du nu omsider har fået hjælpen. Og jeg tror, dine ord kan være til støtte for andre, som lige nu står med de første erindringer og tænker, at de måske kan holde dem væk – at det måske vil være lettere at leve videre uden at huske mere… For sådan er det jo ikke. Der er ingen veje udenom, kun igennem, hvor hårdt det end er. Men din beslutning om at tage den raske, men misbrugte lille pige i hånden og give hende omsorg og støtte er så rigtig og så helende. Du skal nok komme igennem, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Desværre kan jeg selv overhovedet ikke tegne eller male; men jeg kan ikke lade være at tænke på, hvor smukt det kunne være at have sådan et billede af den voksne Lone (eller Gitte eller Hans Peter), som holder den lille i hånden og hjælper hende – og dermed sig selv – videre. Måske er der én, der læser dette, som kan og vil tegne det??
Som du måske ved, havde jeg selv i en periode et lille fotografi af mig selv som ca. 2½ – 3-årig siddende på computeren; når jeg så kiggede på det billede, kunne jeg se, at dén lille pige altså ikke på nogen måde kunne have været skyld i overgrebene. Hun var jo et helt almindeligt barn, hverken “syg” eller “uren”…

Jeg ønsker dig alt godt fremover i jeres vandring – du og “den lille”.

Kærlige hilsner,
Karin



Fra: Marie
(4/10-07)
Hej Karin!

Jeg har nu endeligt fået læst Glaspigen, som har betaget mig meget.

Jeg er sygeplejestuderende og sidder derfor på den anden side af terapien. Jeg blev meget berørt af dine fortællinger, fordi jeg slet ikke kan forestille mig hvordan det ville være at leve, med så mange forhindringer og folk som ikke har behandlet dig ordentligt.

Mange gange i starten af bogen tænkte jeg, at det var godt at det var dengang i 70’erne at psykiatrien fungerede sådan. Men ret hurtigt slog tankerne om….for jeg har jo selv oplevet denne verden i psykiatrien.

Jeg var selv for 1 år siden i praktik i psykiatrien i 2,5 mdr, som var det værste jeg nogen sinde havde prøvet. Ikke pga patienterne, men personalet. Jeg kunne simpelthen ikke stå indefor den måde de behandlede patienterne på. Jeg genkendte mange af de personaletyper du beskriver, og hvor er det forfærdeligt at vide at systemet stadigt fungerer med personale, som er brændt fast i deres job.

Jeg tænker også på hvad man da kan gøre anderledes. For virkeligheden er jo at det er de færreste som vil kunne være der 100% for patienterne som Jan var. Men hvad kan vi så? Skal vi lave om på systemet, er det plejerne, lægerne, eller skal vi bare være bedre til at behandle mere målrettet fra start.

Jeg synes det virker uoverskueligt, og derfor er det også endnu mere fantastisk at du er kommet ud på den anden side.

Tak for nogle utrolige ærlige beretninger, som jeg vil tage med mig videre i min sygeplejefærd.

Kære sygeplejestuderende,

Som du også har erfaret, er der mange steder i psykiatrien, hvor tingene foregår stort set som i 70’erne og 80’erne, desværre. Psykiatrien er en tung moster at rykke med!! Der er stadig mange (uskrevne) regler – der er stadig mennesker ansat, som måske hellere skulle have et andet job – og der er stadig et hierarki, som gør “moster” svær at danse med!

Du spørger, hvad man kan gøre andeledes, når man ikke kan være der 100% lige som Jan. Men han var der jo ikke 100%. Han havde familie, venner, interesser. Men når han var der, når man sad over for ham, så var han der 100%. Næsten altid, i hvert fald. Ingen er fuldkommen. Og det ved din patient/bruger godt og kan godt acceptere, selv om det kan gøre lidt ondt. Men dét kan ingen forhindre dig i. At være helt til stede. At turde høre dine patienters/brugeres historier, deres tanker, følelser, oplevelser. Og tro på dem. Ikke at flygte i rædsel eller afsky over det, de rummer – eller deres selvskade. Ikke at være utroværdig, men være dig selv, ærlig og åben. Det er ikke ting, der kræver en total omstrukturering af psykiatrien!

Du spørger om lægerne. Nogle af dem kan dette, og vil lade personalet gøre det. Men alt for tit hører vi om psykiatere, der siger til de patienter, der har været ude for traumer som f.ex. incest, at det er bedre, de glemmer det og ser at komme videre! Det er dybt tragisk, at der stadig findes mennesker – endda professionelle – som kan have denne holdning. Selvfølgelig skal vi ikke sidde døgnets 24 timer og snakke om overgreb; det giver ingen mening, og ville i øvrigt være alt for hårdt. Men den totale lukken ned for at ville høre om vores liv er faktisk en re-traumatisering. Igen og igen bekræftes det, at din historie er et tabu, som ingen – selv ikke psykiatrien (eller måske endda specielt ikke psykiatrien – ) ønsker at høre om. Og du bekræftes i, at du er forkert, beskidt, fuld af løgn, og alle de ting, du “ved” så godt…

Jeg håber, du bliver en af de sygeplejersker, som tør lytte, spørge, være nærværende!

De bedste ønsker,
Karin



Fra: MammaB
(2/10-07)

Hej Karin

Efter at taget mig mod til at få læst din fantastisk beskrevet bog med en endnu mere sigende titel, kan jeg kun gentage som andre den kunne lige så godt handle om mig desværre.

Jeg har dog først rigtigt erkendt hvad der er sket mig indenfor det sidste år, via voldsomme kærligheds forhold, der åbnede for sluserne til sandhederne af selvbekræftigelser af negativ art. Bånd der før har kørt i baggrunden af selvdestruktive nedgørende bemærkninger om mig selv. Jeg har forsøgt at skrive mig ud af det og klare det på egen hånd, da psykiatien til dato ikke har været fyldest gørende hjælp.

Vi ses i Holbæk for nu må jeg høre mere og evt få kontakt til et netværk.

Med Taknemlig hilsen MammaB


Kære MammaB,

Puha, den erkendelsestid er bare hård! Men der er jo ingen anden vej. Det er så trist, at psykiatrien stadigvæk ikke kan finde du af at forholde sig til traumer, herunder ikke mindst seksuelt misbrug. Vi må blive ved og blive ved at snakke om det. Men det løser jo ikke dit behov for hjælp her og nu, så at søge et netværk af en slags lyder som en god ide. At betale en psykoterapeut er jo ikke muligt for ret mange, desværre.

På gensyn i Holbæk! Jeg har ladet mig fortælle, at der er tilmeldt over 200!! Men derfor kan du jo godt komme og sige hej, ikke? 🙂

De bedste hilsner,
Karin



Fra: Thorsager
(19/9-07)

Hej Karin

Hold da op! Det var det første jeg tænkte efter at have læst din bog. Det var så realistisk og sandt alt det du har skrevet om det psyliatriske system, også den dag i dag! Jeg kender psykiatrien fra 2 sider; pårørende, som var den første måde jeg ik kontakt med den på, og som personale, hvor jeg har været i praktik som sosu-assistentelev på psyk i Risskov. Den måde du har beskrevet hvordan personalet behandlede dig og misforstod dig, sådan er det stadig. Jeg har været helt målløs, når jeg har været vidne til en, for mig, dårlig behandling af patienterne. Det er så skræmmende at det ikke kan fungere den dag i dag. Jeg håber inderligt at der snart vil komme mere opmærksomhed på hvordan psykiatrien fungere, for det gør den overhovedet ikke.

Jeg håber at du fortsat holder hovedet oppe og at det fortsat vil gå dig godt.

Hej!

Ak ja – da Marianne og jeg skrev “Glaspigen”, troede vi jo, at psykiatrien var helt ændret. Det er den da heldigvis nogle steder, men alt for mange steder er der i bund og grund ikke sket noget, siden jeg var indlagt. Det handler jo langt mere om holdninger, end om enestuer…

Til november skal jeg deltage i et seminar i Finland, arrangeret af NFSMH (Nordiska Föreningen för Social- och Mental Hälsa), hvor temaet er: “Hvordan bliver kvinder, der har været udsat for overgreb og vold, forstået og mødt i det psykiatriske system?”, og det er jo meget relevant – åbenbart også i resten af Norden ( – i resten af verden, spørger man sig selv, ikke?).

Men heldigvis synes jeg, man mange steder fornemmer en større vilje til at forstå og handle på nye måder. Det er nok ofte skræmmende for selve “systemet” at stille sig selv for mange spørgsmål; men det er jo kun på den måde, det kan ændres: indefra.

Jo tak, mit hoved er oppe 🙂 Jeg er på vej til at komme mig efter en diskusoperation og har netop tilbragt 12 pragtfulde dage på en græsk ø sammmen med min mand!

De bedste hilsner til dig,
Karin



Fra: Katrine
(4/9-07)

Hej Karin!

Nu er det længe siden, jeg har været forbi din gæstebog – din hjemmeside er jeg ofte på – tænk hvis der var noget jeg skulle gå glip af *S* Nu vil jeg altså snart have tid til at skrive en ordentlig mail til dig… men lige nu bliver det ‘bare’ en hilsen i din gæstebog.

Jeg glæder mig til at se og høre dig igen i Skive i november. Min kæreste og jeg har fået en plads. Nu jeg er bruger, så må jeg jo drage nytte af det.. og min kæreste som pårørende 😉 Det bliver helt sikkert spændende at høre både dig og Jan. Nu er jeg jo efterhånden også blevet lidt nysgerrig ang. ham. SMIL…
Bogen er stadig i bero. Den må vente, til jeg har det endnu bedre. Men det kommer selvfølgelig. Imens drager personalet på mit gl. bosted nytte af den + min kontaktperson hvor jeg bor nu. Som havde læst den en gang, men slugte den i løbet af no time igen. Dejligt at kunne give denne info videre.. og så hjælper det jo også mig.

Jeg var lige inde på dine links den anden dag og så, at du stadig har min gl. hjemmeside på. Så sikkert en forglemmelse for en travl quinde ;-)) Så når du har tid, må du meget gerne ændre den til www.123hjemmeside.dk/katrinevissing og ja, hvis du stadig kan stå inde for dine smukke ord om min side og mig som menneske *S* så er det jo bare super. Jeg kan så godt lide lige præcis de ord, du bruger om mig ved linket til min side ;-)) Ja, jeg får skrevet en roman. Knne vel ligeså godt have skrevet en mail. Men nu bliver det så her i stedet. Sender dig snart mail med billeder. Når jeg har tid…

Håber du har det godt.

En masse varme tanker og knus til dig, Katrine 😉

Email: kvissing@mail.tele.dk


Hej Katrine,

Tak for en dejlig hilsen! Ja, der er gået noget tid, og jeg fik ganske rigtig ikke rettet dit link. Men nu er det gjort. Som du måske ved, gik min sommerferie med at ligge med dårlig ryg, som endte med en operation for diskusprolaps. Så nu knokler jeg rundt med fys, rygskole, zoneterapeut, øvelser, den foreskrevne hvile – foruden hus, have og foredrag! Men på fredag drager Peter og jeg til Grækenland, og vi glæder os bare SÅ meget 🙂

Jeg er rigtig glad for at høre, at dine (ex-)behandlere kan bruge bogen til noget. Så får du nok også læst den engang 😉

På gensyn i Skive til dig og din kæreste!

Kærlig hilsen,Karin



Fra: Lykke
(12/8-07)

Kære Karin.

Jeg har nu læst din bog til ende, og fra start til slut har den rørt mig utroligt meget.

Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg er igang med Social- og sundhedsassistent uddannelsen, og derefter vil jeg gerne på sygeplejerskeskolen.
Flere gange under bogen tænkte jeg at selvom jeg alene ikke kunne gøre en stor forskel, ville jeg prøve. jeg mener selv at det er vigtigt at man er der for patienterne og tror på dem og derved viser dem tillid. Ingen mennsker -Syge som raske- ville kunne lide at blive afvist eller ikke troet på at andre mennesker.

Man høre så meget om omsorgssvigt, der hvor der bør være omsorg, og det overrasker mig at tingene endnu ikke er blevet bedre, når man kan læse i din bog hvor længe det rent faktisk har stået på..

egentlig vil jeg bare gerne rose dig for den styrke du har vist ved at skrive Glaspige og sige tak, fordi du igennem din bog har vist mig hvor vigtigt det rent faktisk er at jeg tager min uddannelse vigtig og gør en indsats, for selvom jeg måske er alene om at gøre en forskel, kan den forskel betyde meget for hver enkelt..

De venligste hilsner


Kære Lykke,

Jamen, jeg kan jo bare sige “Ja, ja, JA!”. Den enkelte kan gøre en forskel. Det er den enkelte, der gør en forskel.

Da Marianne og jeg skrev bogen, troede vi faktisk, at der var sket markante forbedringer i psykiatrien. Det er der da heldigvis også nogle steder og på nogle områder. Men alt for mange steder råder der dybest set den samme holdning, som der gjorde dengang i 80’erne og 90’erne.
Netop derfor er det jo så vigtigt, når mennesker som du tør føle, at jeres job er vigtigt. At I vil noget med det, også når det er svært. At I vil nå de mennesker, som somme tider opfører sig, som om de helst ikke vil nåes…

Hvor der er mennesker, er der ligegyldighed og svigt.
Hvor der er mennesker, er der empati og omsorg.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med dine uddannelser og din færd i sundhedssektoren! Rig på penge bliver du næppe. Men jeg fornemmer, at du også er i stand til at finde rigdom andre steder (hvilket ikke betyder, at jeg ikke synes, I burde lønnes meget bedre!).

Karin



Fra: Susanne
(6/8-07)

Kære Karin

Jeg var ude at høre dit meget interessante foredrag på Risskov i juni.
Det var virkeligt godt, men der er noget, som jeg gerne vil spørge dig om.
Du sagde at alle Borderliner var blevet udsat for incest!

Jeg er selv boderliner, og ret godt inde i stoffet omkring denne personlighedsforstyrrelse, jeg er ikke blevet seksuelt misbrugt af min far, men af en nabo, jeg mener nu ikke, at man behøver nødvendigvis at være incestoffer, men blot at man har traumer fra barndommen.

Kære Susanne,

Hvis jeg sagde, at alle Borderlinere har været udsat for incest, så har det helt klart været en fejl! Det, jeg mener (og da plejer at sige!), er, at stort set alle Borderlinere har været udsat for traumer i barndommen, og at dette traume ofte er incest eller andre former for seksuelt misbrug, men det kan bestemt også være andre former for traumer og omsorgssvigt.

Der er et indlæg i Gæstebogen fra d. 27/7-07, hvor Martin har bedt om at få nogle links til artikler, der belyser denne sammenhæng mellem (tidligt og langvarigt) seksuelt misbrug; dem kan du vet. se nærmere på. Jeg skal vist også have flyttet dem over i Downloads…

Jeg håber, misforståelsen hermed er rettet og er glad for, du har gjort mig opmærksom på, at jeg skal sige dette meget tydeligt.

Mange hilsner,
Karin



Fra: angelmom
(4/8-07)

Jeg høret om bogen glaspigen, men har endnu ikke fået råd til at købe bogen.. Jeg har selv fået stilt diganoserne emtionel ustabil personlighedsforstyrrelse, samt personlighedsforstyrrelse borderliner med voldsomme splitinger, samt pstd!! Men at leve i et sandt kaos hverdag, og ingen til at lytte og ingen til se, og ens forældre der ikke vil acceptere.. gøre at jeg bare skal prøve at finde nogle som forstår…

Skal helt klart hvis jeg har tid, til det fordrag her i aalborg her i august..

Ikke to er ens, jeg har masser af rumlighed og overskud til andre, og det er rent terapi for mig at lytte til andres liv og problemer…

Nok fordi at jeg kender til deres følelser..

Jeg er vosket op i to hjem uden kærlighed og uden omsorg..


Kære angelmom,

Det er utroligt hårdt at leve i sådan et kaos, og du har helt ret: det er afgørende vigtigt at finde nogle, som forstår. De ting, du har været ude for, skal bearbejdes, og det kan man ikke gøre alene, og det tager tid.

Det kan lyde underligt for andre, men tit er det jo faktisk sådan, at vi, der er vokset op med traumer og måske i høj grad har måttet være “den voksne” derhjemme, har en stor forståelse for andre. Det er jo, som du siger, fordi man kender til deres følelser – men det er jo nok også netop som et forsøg på “selvterapi”, på at komme væk fra de negative følelser, man har i forhold til sig selv. Tit er det jo også sådan, at man dybest set slet ikke føler, man er noget værd, men faktisk kun har en eksistensberettigelse, hvis man er til disposition for andre. Så et led i at blive rask er at lære at tage sig af sig selv og somme tider sige nej til andre. Og det er ikke så let at lære! Har man, som du, ikke fået kærlighed og omsorg i opvæksten, skal man faktisk lære at give sig selv kærlighed og at modtage den fra andre. Jo, det er et stort arbejde at blive rask efter omsorgssvigt – men det kan lade sig gøre!

Jeg håber for dig, at du må finde en god hjælper!

Hvis du kommer til foredraget i Ålborg, må du komme og sige hej 🙂

Varme hilsner,
Karin

P.S. Mon ikke, du kan låne ‘Glaspigen’ på dit lokale bibliotek?



Fra: lillepigen
(29/7-07)


kære glaspige

Først skal der lyde en dybfølt tak for bogen. Det var en surrealistisk og fantastisk oplevelse at læse om dit liv, Karin, og jeg sad bagefter med en følelse af, at jeg burde yde noget til gengæld for dét Glaspigen gjorde for mig. Lige siden har jeg ønsket at skrive til dig, men har indtil nu ikke haft modet. Og hvem ved, det svigter sikkert også nu…
Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle “møde” en der kom fra samme sted som jeg, endsige lære så meget om hvordan verden føles for vedkommende. At læse Glaspigen var som at få en åbenbaring. Her sad en fremmed og beskrev mit liv, ned til de mindste detaljer (nå ja, næsten), og jeg tabte både vind og vejr i læsningen.

Jeg står i mit 29. år, og har ikke før oplevet at der blev udvist forståelse for, eller indlevelse i, min situation. Jeres bog gav mig disse oplevelser, og det var da selvsagt en øjenåbner af den anden verden! Jeg så pludselig at der måske også kunne være en plads til mig.

Hidindtil har jeg færdedes i en jungle af andenrangsterapeuter og navlepillende læger, og har ikke haft mulighed for at udtrykke mig hvor jeg mødtes af forståelse. Endda strakte det sig så vidt, at jeg på et behandlingssted for incestramte fik den besked, at jeg ikke ønskede at modtage hjælp og derfor godt kunne gå hjem igen. En uendelig nedadgående spiral af knuste forhåbninger, som jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der har gennemlevet. Den nedadgående bevægelse bragtes til standsning med Glaspigen, og jeg mødte forståelse i din beretning.

Tak.

Jeg sidder med en følelse af at der er så meget mere jeg burde fortælle… Men jeg venter vist på at det ovenstående bliver godkendt først. Giver det mening?

Det vigtigste for mig var at få takket jer for det i har givet mig, og det håber jeg at have gjort med disse forvirrede, inkompetente linjer.
Hvis mit mod en dag dukker op igen, kan jeg måske gøre mere.

Indtil da… :o)

lillepigen

Kære lillepigen – eller måske vil jeg hellere sige:

Kære Kvinde, kære Medsøster!

Tak for din bevægende mail, som så sandelig er hverken forvirret eller inkompetent, men derimod både klar og præcis i sin beskrivelse af din situation. En situation, du jo desværre ikke står alene i – en situation, hvor hjælperne snarere er de forvirrede og inkompetente…

Når man har været udsat for incest, så får man nogle senfølger. Somme tider er der nogle, der kalder dem noget, fordi de er så tydelige for andre mennesker: borderline personlighesforstyrrelse, f.ex. Eller måske Kompleks Posttraumatisk Stress (den kan jeg bedre lide). Andre lukker deres senfølger ind bag en tykkere skal, eller har en super perfekt automatpilot (dissocierer), så andre knap nok aner, hvilket helvede, de lever i.
De fleste af os incestoverlevere har desværre sådan en skal eller automatpilot, som forvirrer de mere inkompetente af hjælperne, sådan at de tror, at det,vi siger og gør for at udtrykke vores smerte, er noget vi gør “bare for at få opmærksomhed”. Og dermed ophører jo desværre enhver tillid og mulighed for samarbejde for at få os ud af skallen, få afskediget automatpiloten, få hjulpet os igennem smerte og angst og selvhad og skyld og skam, og videre ud i et sandt Liv.

Så kan det ske, at vi møder nogen eller noget, vi kan spejle og i, og dermed få et HÅB. Marianne og jeg bliver meget ydmygt lykkelige, når vi, som fra dig, hører, at det er lykkedes at viderebringe mine erfaringer på en måde, som får andre til at føle sig set og hørt og genkendt – omend kun gennem det trykte ord.

Jeg håber inderligt, du må få både kræfter og held til at finde den eller de, der nu kan hjælpe dig videre for alvor. For der er helt bestemt også være en plads til dig i denne verden!

Jeg hører meget gerne fra dig igen – med de sædvanlige forbehold for, hvor hurtigt jeg får svaret. Lige for tiden rekonvalescerer jeg efter en operation for diskusprolaps. “Rekonvalescens” er nu i denne sammenhæng ret hårdt arbejde – masser af øvelser! 😉

Mange gode ønsker og varme hilsner til dig,

Karin


Fra: Martin
(27/7-07)

Hej Karin,

Jeg var med til dit meget interessante foredrag på Bornholm for en tids siden. Der henviste du til forskning omkring bordeline der viste på sammenhænget mellem borderline og barndomstraumaer, og i sær seksuelt misbrug i barndommen. Jeg ville være meget taknemlig hvis du kunne sende mig nogle links/henvisninger til artikler om dette sammenhæng. Jeg er sygeplejestuderende og er ved at være færdig sygeplejerske (et semester tilbage) og lige nu arbejder jeg på Psykatrisk center i Rønne, hvor vi også indemellem har kontakt til mennesker med borderline-problematik.

Med venlig hilsen
Martin

Kære Martin.

Først og fremmest undskyld, fordi jeg ikke lige nu har tid til at lave liniedelingerne om, så du er nødt til at scrolle på tværs! 😉

Tak for din henvendelse. Der er rigtig mange undersøgelser, der viser denne sammenhæng – specielt, hvor det seksuelle misbrug er startet tidligt.
På nogle af links’ene kan du finde hele artikler, på andre kun uddrag; men du kan så evt. betale dig fra hele artiklen (eller sikkert finde dem via dit studium?). Ved nolge af dem har jeg indsat et kort uddrag / konklusion.
Listen fylder en del, men da du måske ikke er den eneste, der har interesse i dette, sætter jeg den hele ind herefter. Desværre er der ingen danske links.

I øvrigt kan jeg meget anbefale dig at læse Judith Lewis Herman: Trauma and Recovery (findes vist også oversat til dansk). I denne bog, som i øvrigt omhandler mange andre traumer end seksuelt misbrug, gør hun sig til advokat for i mange tilfælde at udskifte diagnosen Borderline Personlighedsforstyrrelse med betegnelsen Kompleks Posttraumatisk Stress. Her på hjemmesiden kan du under Downloads finde de diagnostiske kriterier for Kompleks Posttraumatisk Stress. Det er interessant at sammenligne dem med Borderline-kriterierne, bl.a. fordi hele holdningen er så anderledes. Men, som sagt: jeg kan kun anbefale dig at læse bogen!

Jeg håber, du kan bruge det til til noget. Ellers er du meget velkommen til at henvende dig igen.

De bedste hilsner,
Karin

Her følger min liste over links, der henviser til sammenhæng mellem borderlinediagnosen og seksuelt misbrug i barndommen:

B. Bryer, B.A. Nelson, J.B. Miller and PA. Krol, “Childhood Sexual and Physical Abuse as Factors in Adult Psychiatric Illness,” American Journal of Psychiatry, 144, 11(1987): 1426-1430.

(Bryer et al. 1426-30) fandt, at blandt kvindelige psykiatriske patienter var 44% seksuelt misbrugte som børn og heraf var i 86% af tilfældene diagnosen borderline.

http://ajp.psychiatryonline.org/cgi/content/abstract/152/7/1059


http://ajp.psychiatryonline.org/cgi/content/full/160/2/369

http://www.theawarenesscenter.org/BPD.html :

Physical and sexual abuse, neglect, hostile conflict, and early parental loss or separation are more common in the childhood histories of those with Borderline Personality Disorder. Common co-occurring Axis I disorders include Mood Disorders, Substance-Related Disorders, Eating Disorders (notably Bulimia), Posttraumatic Stress Disorder, and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. Borderline Personality Disorder also frequently co-occurs with the other Personality Disorders.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/entrez/query.fcgi?cmd
=Retrieve&db=PubMed&list_uids=12080208&dopt=Abstract :

Severity of reported childhood sexual abuse and its relationship to severity of borderline psychopathology and psychosocial impairment among borderline inpatients

http://www.borderlinepersonality.ca/borderbpdsexabuse.htm :

“Several studies have documented the high prevalence of history of both physical and sexual abuse in patients diagnosed as having borderline personality disorder” . “…multiple and extreme symptoms might result from multiple and severe child abuse. It makes intuitive sense.”

http://static.highbeam.com/t/thejournalofpsychology/november011993/
relationshipofchildhoodsexualabusetoborderlinepers/ :

Relationship of childhood sexual abuse to borderline personality disorder, posttraumatic stress disorder, and multiple personality disorder.

http://www.mhsource.com/expert/exp1091800e.html :

Weaver & Clum (Journal of Consulting & Clinical Psychology Dec. 1993) at the Medical University of South Carolina found a correlation between Borderline Personality Disorder (BPD) and a history of sexual abuse, physical abuse, and witnessed violence. Sexual abuse emerged as the only significant predictor of BPD score on a questionnaire.

http://www.childadvocate.net/child_sexual_abuse.htm

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/entrez/query.fcgi?cmd=Retrieve&db=PubMed&dopt=Abstract&list_uids=93072507 :

OBJECTIVE: The purpose of the study was to determine whether a history of physical or sexual abuse is more common in children with borderline personality disorder than in other children evaluated in the same outpatient psychiatric clinic. METHOD: The authors contrasted rates of abuse in 44 children diagnosed with borderline personality disorder and in 100 comparison children. RESULTS: The borderline personality disorder group had a significantly greater prevalence of physical and combined physical/sexual abuse. Sexual abuse rates alone did not differ significantly between groups. CONCLUSIONS: The finding of greater abuse in the group with borderline personality disorder supports the hypothesis that a history of trauma is associated with the disorder.

http://health.yahoo.com/health/centers/personality/000935 :

Risk factors include abandonment issues in childhood or adolescence, sexual abuse, disruptive family life, and poor communication within the family.

http://www.clinical-supervision.com/Borderline.htm :

Nigg et al (1991) reports a correlation between adults diagnosed with BPO and childhood sexual abuse.

http://www.mhsanctuary.com/borderline/siever.htm :

One prominent environmental antecedent to BPD is a history of abuse or neglect. Many studies suggest a high proportion of borderline patients have experienced some form of abuse, particularly sexual abuse, during their development. While it is not clear that BPD over other personality disorders always have a demonstrated increased history of abuse, there is no doubt that the history of abuse is common in personality disorder patients, particularly in BPD patients.

http://www.aaets.org/arts/art20.htm :

Trauma histories in BPO

A number of researchers have found an association between the diagnosis of BPD and psychotraumatization during childhood. Herman et al. (1989) found the following rates of psychotraumatization for BPD patients: 71% had been physically abused, 67% sexually abused, and 62% had witnessed domestic violence. Histories of early childhood psychotrauma (under age six) were almost always only found in BPD patients versus other personality disorder patients. Famularo et. al. (1991) reported that 79% of nineteen children ages seven to fourteen who had been recently diagnosed as having BPD by DSM III-R criteria reported significant traumatic experiences. Goldman et al. (1992) found in a sample of 44 children diagnosed with BPD versus 100 comparison children that BPD children had significantly higher rates of physical and physical/sexual abuse rates than the comparison group. They concluded that the hypothesis that a history of trauma is associated with the disorder is supported. Goldman et al. (1993) found higher rates of psychopathology among family members of people with BPD. Weaver et al. (1993) found that rate of childhood trauma (sexual abuse, physical abuse, witnessing violence) was significantly higher in 17 BPD females versus 19 non-BPD females. Salzman et al. (1993), however, found lower than expected rates of physical, sexual, or combined trauma in a sample of 31 patients. They found that only 19% reported such a history.

Stone (1990) in his landmark outcomes study of BPD found that the factor (in a factor analysis of 14 outcome moderating factors) which accounted for the largest amount of variance in outcomes for his combined sample of male and female BPD patients was what he termed parental brutality (physical abuse). This factor accounted for 7% of the variance with six additional factors accounting for an additional 5% of the variance. For females this factor accounted for 6% of the variance and for males it accounted for 15% of the variance. He also found the following percentages of psychotraumatization in his sample (broad definition of borderline): 38% had early loss; 19% of females had parental incest; 8% of males had parental incest; 13% of all borderlines had experienced or witnessed parental brutality.

In a study of 61 male subjects with BPD versus 60 non-BPD subjects, Paris et al. (1994) found that the BPD group had significantly higher rate of childhood sexual abuse, more severe sexual abuse, a longer duration of physical abuse, increased rates of early separation or loss, and higher paternal control score on the Parental Bonding Index. Childhood sexual abuse and loss/separation were significant in the muitivariate analysis. They concluded that trauma and problems with fathers are important factors in the development of BPD in males. Waller (1994) found that childhood sexual abuse prior to age fourteen rather than later in life was associated with a diagnosis of BPD in 115 eating-disordered females. Silk et al. (1995) reported a 76% rate of sexual abuse in a sample of 37 BPD inpatients

Runeson et al. (1991) reported that BPD patients who committed suicide showed more early parental absence, substance abuse in the home, and lack of permanent residence than other patient groups who committed suicide in a sample of 58 consecutive suicides of people ages 15 to 29 in an urban community

Berzirganian et al. (1993) found in a prospective study of 776 adolescents that maternal inconsistency coupled with maternal over-involvement predicted the emergence of BPD. Weaver and Clum (1993) reported that significantly more BPD patients reported sexual abuse than did non-BPD patients in a sample of 17 and 19 patients respectively. They also found that BPD families were significantly more controlling than were non-BPD families and that this factor significantly predicted dimensional borderline score even after controlling for sexual abuse.

Finally, Briere (1997) reported that the Trauma Symptom Inventory, a 100-item test designed to measure both acute and chronic PTSD symptoms, correctly identified, in a psychiatric inpatient sample. 89% of those patients independently diagnosed with BPD.

http://www.bpdcentral.com/resources/basics/myths.shtml :

Theories of why BPD happens more often in women:

Sexual abuse, which is common in childhood histories of borderline patients, happens more often to women than men.

http://www.emedicine.com/ped/byname/child-abuse-&-neglect–dissociative-identity-disorder.htm :

Researchers have shown that, in many instances, borderline personality disorder, multiple personality disorder (MPD), and posttraumatic stress disorder (PTSD) in adulthood may be traced to childhood abuse.


Fra: Heidi Jensen
(16/6-07)

Kære Karin!

Først og fremmest tusind tak for et SUPER foredrag i Aarhus d.15/6-2007.Du fortalte bare så meget,som jeg jeg syndes jeg kan bruge i mit videre liv.Jeg er selv incestoffer.Blev misbrugt af min plejefar fra jeg var 4-12 år,og senere hen af storebror.Jeg er opvokset i et hjem med 2 alkoholiske forældre.Jeg boede mange steder i min barndom,og oplevede utrolig mange svigt.Når jeg ser og hører dig fortælle i dine foredrag føler jeg et lille håb forude,at jeg også en dag kan sige til omverden,at jeg er “kommet mig”!

Jeg ønsker dig og din familie alt godt i fremtiden.Hils Jan,og sig at han også gør et kæmpe stykke arbejde til foredraget.

P.S.Super god bog,den har det hele!

Mange knus fra
Heidi Jensen
Nykøbing Mors


Kære Heidi,

Det lyder, som om du har rigtig mange svære ting at kæmpe med fra din fortid – mange slags svigt. Men jeg er meget glad for, at du føler, du kan bruge noget fra mit liv og fra ‘Glaspigen’ til inspiration og til at give dig det vigtige HÅB. Med den rigtige hjælp har du jo også alle chancer for at blive den, der står der og kan give andre håb!

Jeg skal nok hilse Jan fra dig. Og jeg hilser også min medforfatter, Marianne, som jo var årsagen til, at ‘Glaspigen’ overhovedet blev til!

Kærlig hilsen,
Karin


Fra: Tina Eriksen
(5/6-07)

Kære Karin!

Efter dit fremragende foredrag på Aabenraa Pædagogseminarium den 21. maj, har jeg modtaget rigtig mange positive tilbagemeldinger. Gennemgående bliver der sagt og skrevet, at du rørte dem dybt – at du førte dem igennem hele følelesregistret – at du var en enorm inspiration – at det gav noget “at tænke over” i forbindelse med vores kommende pædagogiske profession – og ja, at du bare var helt fantastisk levende og vidunderlig at høre på! Og jeg kan kun give dem alle ret! Du har fået en plads i hjertet hos mange af os… 🙂

De kærligste hilsner fra
Tina Eriksen
Aabenraa Pædagogseminarium

Kære Tina,

Mange tak for din tilbagemelding, som jeg blev rødkindet glad for 🙂 Jeg synes også, vi havde en rigtig god dag!

Held og lykke til jer alle, når I skal ud og gøre en forskel!

Kærlig hilsen,
Karin



Fra:
Belinda Lind
(31/5-07)
kære karin tak for det knus du gav mig i går til dit fordrav.jeg er selv borderline og fik min pangsjon som 18 nu er jeg 22 og du har gevet mig lyst til at blomster,lidt om min bavgrund.jeg har været indlagt på psyk 14 gange og har haft en alkoliseret far min mor er psykisk syg.jeg trode lidsom dig at jeg var giftig og kunne gøre min far syg nu lider han af dårligt hjerte og demens.du har gevet mig mod til at leve vider selv efter mange selvmors forsøg.jeg er indspireret af dig og din beretning og at du ture sige din erlige mening.jeg har enlig fundet mit forbilled det er dig..smiller..jeg håber at du kan huske mig..jeg var den pige som spurte om jeg måtte få et knus og du spurte hvad jeg hed jeg hedder belinda.inu en gang tak for du har redet mit liv..


Kære Belinda,

Du kan da tro, jeg kan huske dig, “Sortplys”! 🙂
Tak for dit dejlige indlæg og for det knus, du gav mig i går! Jeg blev meget glad og bevæget.
Du har haft en barsk opvækst, men jeg fornemmer en masse styrke i dig. Du skal nok blomstre!
Og så gik der jo bare et sus igennem forsamlingen, da du sluttede med at spørge: “Hvad kan vi borderlinere selv gøre for at blive raske?”
Kærlige hilsner,
Karin



Fra: E
(14/5-07)


Kæreste Karin.

Det er lige nu cirka 5 timer siden du har været herude på Xxx hvor jeg bor , og holdt foredrag. Jeg var ikke med til det , men jeg ville frygtlig gerne have været det. Jeg har den her angst for og møde , og være sammen med andre mennesker , Som gjorde jeg ikke kunne, og som forhindre mig i at gøre ting jeg så gerne vil. Men jeg fik heldigvis og vide af min kontakt person lidt af det du sagde til foredraget. Det er meget rørende alt sammen. Jeg har læst nogle kapitler i bogen, og skal læse den færdig. Jeg er en adopteret pige fra haiti. Inden jeg blev adopteret til danmark blev jeg seksuelt misbrugt af en dreng, fra samme landsby.. hvor jeg boede med mine biologiske. Han løb efter andre piger i landsbyen, så Man kan vel sige at jeg var lidt uheldigt at det var mig han fik snuppet. Jeg er 19 år, Jeg kan ikke færdes udenfor, d.v.s jeg har angst for at gå mig en tur. Da jeg er præget af mange negative tanker, om mig selv at jeg er grim og mærkelig, og at andre folk tænker det samme. Når Jeg går en tur, er det svært for mig at styre disse tanker, og tanke myldre overtager, når jeg møder nogen som kommer gående på det samme fortov.. eller fortovet ved siden af, det er også angst for bilerne som køre forbi, jeg føler at folk der er inde i dem ser mig og rækker mig ned, og sender skulende blikke. Jeg kommer meget sjældent ud på hjemmet, og er ved de andre.. jeg har boet her i enghaven i snart 2 år, og jeg har mest kun være ude for at sætte vask over, og så går turen tilbage til lejligheden. Jeg har kun siddet ved dem 2 gange , ved bordet, og det var kun kort. Og snakket med dem har jeg ikke. Men kun hilse når de siger hej, og har mødt mig på vej ud til at sætte vask over. Jeg har svært ved at lukke andre mennesker ind. Og har et meget lavt selvværd og selvtillid. Min angst har stået på i cirka 6 år. Selv om jeg har den lykkeds det mig tit at komme ud og få handlet i byen.. og nogle gange komme ud og gå en tur sammen med mine kontakt personer. dem følges jeg så også med, når jeg skal ud på afdelingen og selv vil hente min mad og tage det ind i lejligheden. Disse seks år jeg har haft den angst , er også så langtid jeg har boet på institutioner. for cirka 3 år siden, var jeg til en psykiater, jeg fik stillet diagnosen skizofreni.

Jeg håber ikke at dette brev var for meget.

Alt mulig held og lykke til dig frem over

venlig hilsen fra E


Kære E,

Angst for andre, for at være sammen med andre, for hvad de tænker – og så samtidig den dybe, naturlige, medfødte længsel efter menneskeligt fællesskab – det sammenstød må være en daglig smerte. Din tillid til andre fik et knæk, da du var barn, og nu tør du ikke for alvor stole på nogen og kan derfor ikke knytte dig til nogen, ikke engang bare spise sammen med andre. Det må være rigtig, rigtig hårdt! Da jeg var syg, kunne jeg godt have tidspunkter, hvor jeg ligesom lukkede mig inde i en glasklokke for at undgå nærheden med andre mennesker; men efter nogen tid kunne jeg alligevel ikke holde ud at leve i den (selvvalgte) isolation og endte med at “smadre glasklokken”. For mig var angsten for at være alene alligevel større end angsten for andre mennesker.
Jeg kan høre, at du har nogle kontaktpersoner, du har lidt tillid til. Det er godt! Det er en meget vigtig begyndelse! Det er det, du skal bygge videre på, ganske langsomt og stille.

Dit brev var bestemt ikke for meget, og jeg ønsker dig alt godt i dit liv!

Mange varme hilsner,
Karin


Fra: T.
(11/5-2007)

Hej Karin.

Har lige været til et foredrag med dig igår d 10 maj, på social og sundhedsskolen i Esbjerg.Det var et utrolig spændende foredrag og du har siden været i mine tanker.Har indtil nu kun læst 20 sider af bogen, vil gerne læse den færdig men…hvor er det svært at læse om dit liv.
Det er svært fordi jeg er pårørende til en skizofren, og vi har også som familie oplevet den “dårlige” side af psykiatrien.Bogen vil nok få mange minder frem men dette kan jo også være godt.

Hatten af for dig, tak for din måde at være på og tillykke med dit liv.
Gid det må gå dig godt.

kh T.

Kære T.

Jeg kan godt forestille mig, at bogen bringer svære tanker og minder frem. Men forhåbentlig bringer den også nogle gode minder. Jeg har jo bestemt også i mine år i psykiatrien mødt nogle rigtig dejlige mennesker! I bogen har vi skrevet om “Lasse”, “Marie”, “Mads” og flere andre, og de var jo virkelige mennesker, som gav mig meget med deres varme og medmenneskelighed.
Jeg håber også, at bogen kan være med til at give dig håb for din pårørende. Skizofreni er en alvorlig sygdom; men også den er der mennesker, der bliver helbredt fra, eller i det mindste får et godt liv. Man skal aldrig miste håbet. Og det tror jeg godt kan lade sig gøre, samtidig med, at man er realistisk!

Også mange gode ønsker for dig og dit liv.

Kærlig hilsen,
Karin


Fra: Connie Svit

Kære Karin!

Tak for sidst endnu engang!

Jeg har nu læst glaspigen – og jeg var fuldstændig opslugt! Jeg forundres over, at “Ida” er still going strong! Det er en barsk historie! Man får kvalme, bliver vred, og glædes på én og samme tid! Man mærker både i bogen – og i “live-udgaven” af Ida, at der her er et utrolig begavet og stærkt menneske!

De bedste hilsener fra Connie



Fra:nina sarauw

Kære Karin

Tusind tak for din bog – jeg har læst den – og er meget glædeligt overrasket over den. Slugte den på to dage :o) Fantastisk at du er blevet mennekse igen! og hurra for kærligheden :o) Nina


Fra: Anonym
(24/1-07)

Hej igen!

Jeg havde bare så mange spørgsmål mens du var der så jeg havde faktisk ufatteligt svært ved at finde ud af hvor jge skulle starte men tænkte på om vi eventuelt kunne tage og skrive sammen om det Hvis det ellers er i orden?

Du bestemmer…..ellers kan du bare slette denne besked

Hej igen, Anonyme!

Undskyld, det varede lidt, før dit indlæg kom på, men min computer gik ned. Nu er jeg oppe igen med en helt ny 🙂

Du er – som alle andre – meget velkommen til at skrive til mig. Jeg læser det altid, men desværre har jeg så travlt, at der kan gå lang tid, før jeg får svaret. Somme tider går det hurtigt – måske bare et par timer; andre gange kan der faktisk gå adskillige uger, eller endda måneder. Jeg ved godt, det er meget træls, hvis man har skrevet om noget, der er rigtig vigtigt for én. Men det kan desværre ikke være anderledes. Jeg gør, hvad jeg kan, for at svare hurtigt, hvis det er noget meget vigtigt – men det kan altså ikke altid lade sig gøre.

Hvis du kan leve med, at det er på den måde, er du meget velkommen til at skrive. Du kan skrive via Kontakt her på hjemmesiden (vælg den, hvor der står Karin Dyhr, så er der ikke andre, der læser det, og det bliver ikke lagt i Gæstebogen) eller skriv direkte på min mail, kad@glaspigen.dk.

Mange gode hilsner,
Karin


Fra: Anonym
(23/1-07)

Hej Karin.

Jeg har ikke fået læst din bog endnu men hørte dig holde foredrag på Holmstrupgård, for ikke så lang tid siden.

Jeg blev meget overrasket over hvor mange ting jeg egentlig kunne genkende i det du fortalte.

Jeg er ikke selv blevet misbrugt som sådan men blev derimod i de første 10 år i mit liv slået meget i min dagligdag.

Men så kom jeg i en plejefamilie hvor jeg dog IKKE blevet slået men efter jeg så flyttede derfra oplevede jeg at blive slået meget på, der blev taget kvælertag på mig og det blev nærmest en hverdag for mig igen med alt det. Var i en periode på 5-6 år hvor jeg var selvskadende, er det ikke mere, men har derimod haft selvmordstanker i en periode på 3-4 år.

Har egentlig meget svært ved at overskure dagligdagen, har svært ved at bede om hjælp og de voksne forstår ikke rigtigt hvad jeg snakker om, indimellem.

Hvad kan jeg egentlig gøre ved det?

Nå men nok om det…..

Kunne rigtigt godt lide dit foredrag på Holmstrupgård. (Vi stod og snakkede sammen udenfor efter foredraget. Jeg fortalte blandt andet om min hundehvalp :D)

Hejsa 🙂

Dejligt at høre fra dig – jeg kan sagtens huske dig. Håber, det går godt med hvalpen! Jeg er lige kommet hjem fra skoven med Vaks. Han er vild med sneen!

ALLE former for omsorgssvigt, misbrug, vold osv. er meget skadende for et barn, og der er ikke noget at sige til, at du tit har det skidt, herunder at det er svært for dig at bede om hjælp. For det er jo nok ikke lige mennesker, der forstod dig og hjalp dig, som var omkring dig i din barndom, vel? Det er ikke altid let at stole på andre mennesker, når man ikke har været vant til, at de var der for en…
Nej, de voksne har nok tit svært ved helt at forstå, hvad du snakker om; for selv om de har en uddannelse, som gør dem i stand til at hjælpe dig, så har de ikke prøvet det selv. Jeg tror heller ikke, det er nødvendigt at ‘have været der selv’, for at man kan hjælpe (det havde min hjælper heller ikke), men det kræver meget af både dem og dig, hvis de for alvor skal forstå, hvad der rører sig dig og hvorfor du gør, som du gør. Så du må have lidt tålmodighed med dem 😉

Masser af gode ønsker til dig
fra Karin


Fra: Bente
(22/1-07)

Kære Karin.

Tak fordi du havde mod til at skrive din bog.
Jeg har længe ville købe bogen, men havde ikke fået mig taget sammen. Tænkt – så har jeg flytte min bogreol i sidste uge og i lørdags, så jeg på en ny måde på reolen. Der stod bogen – tog den ud og begyndte at læse.

Er lige blevet færdig idag. En dejlig bog, hvor jeg kan genkende mange ting og bliver glad på dine vegne.

Men- men, jeg er selv en kvinde på 50 år, som først nu har ville erkende mine overgreb i barndommen, og er p.t. igang med en tereputisk proces og tænker, hvor får man en samtalepartner, som du har haft?

Jeg vil også gerne vide, om du har nogle forslag til nogle gode www. sider idag.

Jeg vil gerne være have kontakt med andre i min situation – lidt som du altid har gjort, jeg vil gerne overleve og have et liv.
Et liv, hvor jeg kan mærke mig selv og hvor jeg ikke skal slåes for at være normal.

Iøvrigt har jeg den samme oplevelse af at bruge haven. Jeg bruger selv min have, som et sted, hvor jeg kan være mig selv. Der oplever jeg at kunne gøre noget og få noget, uden jeg skal have min angst for ikke at være normal. Jeg kan snakke med blomsterne, jeg kan gøre noget forkert og rigtigt, men de dømmer mig ikke. Det kan være at de ikke kommer – men så tænker jeg at så er det sådan.

Nu – det blev hvis til et længere indlæg – men endnu engang Tak for at du ville skrive denne bog. Jeg tror at du hjælper mange.

Mange kærlige hilsner –
Bente

Kære Bente,

Det var da herligt, at ‘Glaspigen’ pludselig sprang dig i møde fra reolen 🙂

Det er stærkt og modigt, at du nu er gået i gang med at konfrontere fortidens spøgelser. Du spørger, hvor man får sådan en samtalepartner, som jeg havde i “Kim” (Jan Nielsen)? Ja, de hænger jo ikke på træerne – og så er der alligevel mange, som kan, hvis de vil og tør… Har du en terapeut? For så skulle han/hun jo gerne være din gode samtalepartner. Men i øvrigt vil jeg meget anbefale dig at tage kontakt til dit nærmeste støttecenter for seksuelt misbrugte – hvis der altså er sådan et i din nærhed. Du kan evt. kigge under Links her på hjemmesiden. Der kan du møde andre, der er eller har været i en lignende situation – du kan ‘hyggesnakke’ eller snakke for alvor, måske komme i en selvhjælps- eller terapigruppe – og blandt mennesker, som forstår, og som dømmer lige så lidt, som dine blomster i haven gør!
Det kan godt være svært at komme over dørtærsklen, fordi det betyder – at det skete. Du ‘skaber’ dig ikke bare, du er ikke ‘ude på at få opmærksomhed’ – du har været ude for seksuelt misbrug og lider af senfølgerne efter. Og dén erkendelse kan være overraskende svær.

Der er rigtig, rigtig mange gode hjemmesider om seksuelt misbrug og følgerne af det. Nogle er faglige, men langt de fleste er folks meget personlige sider. Der er nogle få links her, men fra dem kan du hurtigt komme videre til en masse andre.
Jeg vil også foreslå dig at gå ind på Netdoktors Incest-debat, hvor der for tiden er nogle meget, meget gode “faste skrivere”, som virkelig forstår at støtte hinanden, uden at rygklappe!
Der er også i hvert fald et enkelt af incestcentrene, ChristineCentret, som har en chat.

Jeg ønsker dig et rigtig godt og rigt LIV!

Karin



Fra: Elinor
(6/1-07)

Kære Karin.

Jeg fik din bog anbefalet af min psykolog som jeg har gået hos i mange år.

Jeg havde været til et foredrag med dig og synes det var kanon. Men ud fra dit foredrag, mente jeg ikke, at bogen kunne have noget at sige mig. Og jeg vægrede mig ved at læse bogen. Jeg havde jo aldrig været indlagt andet end på psykiatrisk dagafdeling.

Men en dag på biblioteket gik mine ben af sig selv hen til en bibliotekar og min mund sagde at jeg gerne ville låne Glaspigen. Ja den er meget populær sagde bibliotekaren.

Og jeg læste den, og den gav mig bare så meget. Jeg har selv købt den og vil læse den igen. Jeg har selv været udsat for incest og har fået diagnosen Borderline. Men nu tænker jeg. Hvorfor er der ikke lysning på vej til mig.Jeg er 61 år og har nu gået til psykolog i over 10 år, og der er da også sket fremskridt. Men min aggressivitet kan jeg ikke finde ud af at tøjle. Det skriver du vist ikke så meget om i bogen. Du skar smerten. Kan man sige at jeg bruger vreden. Jeg ved det ikke. Ved ikke engang hvad der trigger den. Nå nok om det. Fantastisk bog som du nok også er meget stolt af.

Mange hilsener Elinor

Kære Elinor,

Ja, det er mærkeligt, som underbevidstheden somme tider bestemmer og giver sig til at låne bøger, man slet ikke havde tænkt sig 😉

Det er rigtigt, at agressivitet ikke fylder så meget i bogen. Det har ikke været min fremherskende følelse – eller den har været udtrykt gennem sarkasme og arrogance, måske? Og gennem at skære – rettet mod mig selv. Men ikke oplevet som aggression af mig selv. Jeg var meget bange for vrede, både min egen og andres, og i mange år oplevede jeg faktisk ikke, at jeg kunne være vred. Mine følelser var så sammenkludrede, at jeg ofte ikke anede, hvad jeg følte, det var bare “ha’ det dårligt”, og det eneste, jeg vidste at gøre ved det, var at selvskade.

At du føler vrede,er jo ikke som sådan underligt, når du har været ude for incest. Man kan sige, at det er den følelse, vi allesammen “burde” have. Men som jeg forstår dig, dukker den op på, hvad der virker som irrelevante tider og steder. Men hvis du (ved hjælp af din psykolog) kan gå nok i dybden, kan du nok godt finde triggeren i de fleste tilfælde. En lyd, en lugt, et ord måske. Noget, der opleves som grænseoverskridende (selv om det ikke er ment sådan fra den anden, kan det jo sagtens opleves sådan af dig).
Noget andet er, at de følelser, vi som oftest blev “snydt for”, da vi var børn – fordi der bare ikke var plads til vores følelser og reaktioner – de lever jo deres liv dernede i vulkanen. Og først, når vi tør kigge på dem og føle dem under trygge forhold, og acceptere deres tilstedeværelse, kan de begynde at normaliseres – forstået som, at de ikke dukker op på forkerte tider og steder, eller med en voldsomhed, der slet ikke passer til situationen.
Jeg tror ikke, din vrede vil tøjles – jeg tror, den vil anerkendes, som en helt, helt rimelig følelse for Barnet Elinor, som man mishandlede – og derefter skulle det ikke undre mig, om den egentlig gerne vil samarbejde! Den er jo en drivkraft, en vigtig del af det drive, som vil gøre dig rask.

Og ja – Marianne og jeg er sk…stolte af bogen! 🙂

De bedste hilsner,
Karin


Fra: Majken Rasmussen
2/1-07

Kæreste Karin…

Jeg bliver nødt til at skrive til dig igen. Læsningen af din bog er til ende…Jeg har igen svært ved at finde ord, men først vil jeg lige rette mig selv…Måske er det ikke den endegyldige sandhed, men DIN endegyldige sandhed som her er fortalt…Og jeg er endnu dybere berørt end sidst jeg skrev.

At mennesket måske besidder overlevelsesinstiktet er du så sandelig et levende bevis på. At du nu ikke bare er en overlever, men rent faktisk lever livet er bare så fantastik…Du er et bevis på den modsatte holdning… sindslidénde kan blive raske. Jeg har altid haft den tro, men den er stærkere end nogensinde nu… Det skræmmende er jo bare, at systemet stort set ikke er forandret i forhold til det du beskriver gennem 17 år…Tankegangen, holdninger er IKKE anerledes på psykiatriske afdelinger..Det er forfærdeligt…Jeg har mere end nogensinde lyst til og mod på at en holdningsændring må ske…

Dejligt at samspillet mellem mennesker der aldrig har snakket sammen før giver så meget eftertanke, ny viden visdom og lærdom…Jeg er beæret over mødet med dig og din person.

Jeg øsnker dig alt muligt lykke og kærlighed med det dejlige liv du har kæmpet så meget for.. Af alle fortjener du det…..

Jeg kunne skrive i evigheder, men vælger at stoppe nu…Pas på dig…

kærligst Majken.

Kære Majken,

Som du måske ved, gik der lang tid – faktisk mange år – hvor Marianne blev ved at ‘punke’ mig, fordi hun syntes, jeg skulle skrive om mine oplevelser med Systemet, på godt og ondt. Jeg undslog mig, dels fordi jeg slet ikke kunne overskue det, dels fordi jeg ikke mente, en beskrivelse af psykiatrien dengang var relevant. Men hun blev ved, og jeg kunne jo godt se, at der i hvert fald stadig var mennesker, der blev seksuelt misbrugt, så dén del af historien i hvert fald stadig var sørgeligt relevant. Så da vi enedes om en måde at komme i gang med at skrive på, sagde jeg ja.
Og det har jeg bestemt ikke fortrudt! Det viste sig jo hurtigt, at selv om mange ting var ændret nogle steder i psykiatrien, så var der – som du også siger – alt for mange steder, hvor tankegang og holdninger ikke var ændret.

For Marianne og mig er det en kæmpestor glæde, hver gang vi hører, at ‘Glaspigen’ har givet håb og mod til en incestoverlever/borderliner/selvskader/patient/bruger – eller inspiration/indsigt/lyst/mod til holdningsændring hos en ansat i psykiatrien. Som du også siger, er det både smukt og utroligt, at der kan ske et møde mellem mennesker via en bog…

Mange tak for denne opfølgning på dit første indlæg. Jeg håber, vi mødes en dag!

De bedste hilsner,
Karin