Intro & Baggrund

Karin Dyhrs foredrag:

Jeg har siden 2004 afholdt mange foredrag og temadage, primært i Danmark, men også i Grønland, på Færøerne, i Finland og England.

Jeg tilbyder foredrag og temadage om seksuelt misbrug, borderline og selvskade for fx skoleelever, efter- og højskoleelever, aftenskoler, lærer- og pædagogstuderende, lærere, pædagoger, overlevere af seksuelt misbrug/tidligt omsorgssvigt og deres behandlere, brugere og ansatte inden for psykiatrien, pårørende til seksuelt misbrug og mennesker med en borderline-lidelse, studerende inden for sundhedssektoren, undervisningssektoren eller den sociale sektor, praktiserende læger, psykiatere, sygeplejersker, plejere, ergo- og fysioterapeuter.

Min baggrund er egne erfaringer med incest igennem ca. 18 år, hvilket medførte alvorlig psykisk sygdom (svær borderline personlighedsforstyrrelse – periodiske psykoser, dissociering, depressioner, selvbeskadigelser og andre typiske senfølger efter incest) og omkring 80 psykiatriske indlæggelser over ca. 17 år. Gennem et langvarigt samtaleforløb med min kontaktperson er jeg blevet rask. Jeg har ikke mere nogen kontakt med det psykiatriske system (som jeg på mange måder er meget kritisk overfor), får ingen medicin og har siden 2001 boet sammen med min mand i en velfungerende, glad hverdag.
Før jeg blev syg, arbejdede jeg som klinisk musikterapeut. Dette koblet med mine erfaringer fra samtaler og diskussioner med både psykiatribrugere og fagfolk gør, at jeg i dag også har en faglig viden om psykologi/psykiatri, samt stor erfaring i at undervise.

Jeg er født i 1947, bosiddende på Djursland, forfatter til bøgerne ‘Glaspigen’ (skrevet sammen med Marianne Holmen) og ‘Bag Om Borderline’. Se mere under menupunktet “Bøger”.

Jeg tilbyder foredrag, undervisning, temadage (evt. sammen med min tidligere kontaktperson Jan Nielsen) m.m. – Læs mere under de øvrige menupunkter.