Note

Note til ‘Bag om Borderline’ vedr. “Det Indre Barn”
12/12/2011

I 2. oplag af ‘Bag om Borderline’ er der på s. 53 – 54 indsat en henvisning til en note vedrørende den vigtige omsorg og egenomsorg for Det Indre Barn.
(Hvis du ønsker at printe noten ud og evt. sætte den i din bog, kan du hente den som “https://karindyhr.dk/note/Note-Det_Indre_Barn.pdf”>pdf-fil)

 

Karin Dyhrs note til ‘Bag om Borderline’, s. 54 øverst:

Efter udgivelsen af Bag om Borderline (BoB) gjorde Annette Skipper, forfatteren til den selvbiografiske bog Hænder, mig opmærksom på en mangel i bogen, nemlig en grundigere omtale af Det Indre Barn og betydningen af at få dette ‘barn’ til at vokse op i tryghed.

Det Indre Barn (herefter blot betegnet Barnet) er omtalt i kapitlet Snehvide og de Syv Diagnoser (s. 41 – 55), som handler om dissociering.
I en opsummering kan man sige, at Barnet er den del af os, som oplever de tidlige traumer og derefter så at sige kapsler sig ind med sin erindring. I mit tilfælde havde Barnet et navn, Ida, og som typisk er for Børnene var hun angst, græd meget og håbede desperat på hjælp, uden dog at have rigtig tillid til, at nogen kunne eller ville give den hjælp. Barnet er så at sige fastfrosset i tid og alder og ved ikke, at krænkeren måske for længst er død, men kan føle sig i fare, når man fx passerer et menneske, som har fysisk lighed med krænkeren eller lugter lige som ham. Så reagerer Barnet måske ved at løbe væk, hvilket kan betyde, at Den Voksne pludselig finder sig selv i en ukendt sidegade – for ikke at tale om et tog eller en helt anden landsdel – uden at ane hvorfor eller hvordan (se ex. i BoB s. 46).

Først at leve med en så angst og fortvivlet del af sig og siden at drage omsorg for denne del, dette Barn, så hun kan blive tryg, kan komme af med sine frygtelige erindringer og følelser, og kan vokse op og til sidst blive en integreret del af Den Voksne, er en stor og betydningsfuld del af opgaven med at blive rask. Men at hjælpe et Barn, som bærer på en enorm skamfølelse, et selvbillede af en person, som er beskidt, forkert, forurenet, som ikke må have behov, og som ikke vover at stole på nogen, ikke engang på den voksne del af personen, er selvsagt ikke let. Det kræver jo nemlig, at vi accepterer denne Lille – altså dybest set accepterer, at Barnet har alle disse følelser og det kæmpestore hul, som hun aldrig føler, vil blive opfyldt. Accepterer hendes store behov for hjælp, men også at hun føler sig totalt uværdig til at modtage denne hjælp.

Dette kan jo være svært nok, når man forsøger at hjælpe et andet menneske, men i denne situation er det jo os selv, vi skal forsøge at hjælpe. Det Forkerte Barn er en (stor) del af mig, men det er samtidig mig, der skal forsøge at få hende til at mærke, at hun er elsket. Det kan lyde umuligt, men er det heldigvis ikke, ‘bare’ svært og langvarigt.
Den gode terapeut/hjælper kan få os til at se med kærlige øjne på os selv/Barnet, dels som rollemodel, dels ved at gøre det muligt for den voksne del af os at høre Barnets historie.

 

Annette Skipper skriver:

At bruge det Indre Barn i terapien kan føles, som om at man forsøger at dissekere en del af sig selv ved at udskille delen, så den bliver en selvstændig enhed uden forbindelse til en selv. Og det kan føles rigtigt fjollet, når terapeuten beder dig om at tage delen ud og sætte Den Lille over på en stol for sig selv, så hun bedre kan komme til at tale og fortælle, hvad hun har at fortælle, uden at det voksne selvs følelser og holdninger forstyrrer Barnets fortælling.

Jeg havde stor modstand på de første mange gange, min terapeut ville have mit Indre Barn ud på hånden eller over på en stol. For jeg ville ikke være til grin ved at sidde og glo på noget og tale med noget, hun (terapeuten) nærmest omtalte som et selvstændigt væsen, når jeg jo godt vidste, at der blot var tale om nogle følelser fra min barndom.

Men det hjælper, for pokker hvor det hjælper! For i mange tilfælde – om ikke vores alles – er det de små, umodne børn i vores indre, der ligger inde med alle traumerne og oplevelserne fra dengang. Og det er i det Indre Barn, at mange af vores nutidige problemer og hæmninger gemmer sig, så vi ikke kan blive hele, voksne mennesker, før vi hjælper Barnet til at forløse barndommens traumer og vokse op.

I dén proces kan vi let komme til at ønske, at terapeuten eller et andet varmt og forstående menneske var vores mor (se også BoB s. 109 f.). Men det er en ganske lille promilledel, for hvem det faktisk går sådan, at de som voksne finder en ny mor/omsorgsperson, som kan give dem den kærlighed og omsorg, de længes sådan efter – vel at mærke med accept af og omsorg for både Barnet og den voksne, selvstændige del (og alle dele ind imellem, for hos mange af os kan der nemt bo fx. en temmelig besværlig teenager derinde også!). For de fleste af os gælder det, at vores hjælper ikke bliver en mor, men en rollemodel. Hans eller hendes terapeutiske, tålmodige omsorg, som aldrig kræver ‘betaling’ fra vores side, gør, at vi med tiden bliver så trygge, at vi kan begynde at acceptere, at Barnet er værdigt til at modtage omsorg, og at overgrebene – hvad de end bestod i – ikke var Barnets skyld. Langsomt kan vi begynde at drage omsorg for Barnet, for den sårede, plagede, angste, trætte del af os selv.

Mens jeg stadig følte, at overgrebene var min egen skyld, at Barnet havde forført Far ved at være så dejlig, og at hun burde have sagt fra, uanset hvor lille hun var, fik jeg et forslag fra en amerikansk chat-ven, som ligeledes havde været ude for seksuelle overgreb. Hun foreslog mig at finde et fotografi af mig selv som lille og sætte det op et sted, hvor jeg tit ville få øje på det (jeg overvejede længe, om computeren eller køleskabet var det sted, jeg hyppigst kiggede på!). Når jeg så på billedet af den lille pige, ville jeg instinktivt forstå, at det barn aldrig nogensinde havde bedt om eller været skyld i overgrebene, for det er børn aldrig. Det er så let at forstå, når det gælder alle andre, og så svært, når det er én selv. Men det tilsyneladende banale trick med billedet hjalp mig faktisk til at se Barnet med et andet menneskes øjne, med kærlighed og omsorg.

For mig var det faktisk en hjælp at blive ved med at betragte Barnet, ‘Ida’, som om hun var noget uden for mig selv, selv om jeg i realiteten var holdt op med at dissociere og godt var klar over, at ‘Ida’ var en del af mig. Men at betragte hende som et virkeligt barn, der havde brug for, ja, faktisk krav på, min hjælp og forståelse, gjorde det lettere. Da jeg så småt var begyndt at gå til fester (hvad der i mange, mange år havde været en umulighed), blev jeg meget naturligt træt før de andre deltagere. Jeg var jo ikke vant til at forholde mig til mange mennesker på én gang – jeg var faktisk knap nok vant til at have det sjovt – så det kunne let ske, at jeg ved 22-tiden egentlig var klar til at gå hjem. På en måde kunne jeg have lyst til at blive og ‘få det hele med’, og der var jo også det lidt vanskelige i at bryde så tidligt op. Men så mærkede jeg, at ‘Ida’ var træt og mæt af indtryk, og det måtte jeg respektere. Nu havde hun i årevis slæbt rundt på alle mine smertefulde følelser og erindringer, så det mindste, jeg kunne gøre for hende, var da at tage hensyn, når hun gerne ville tidligt hjem fra fest! Det kunne så godt føre til at indre dialog: “Hvad har du lyst til, når vi kommer hjem?”. “Det ved jeg ikke rigtig”. “Hvad med et varmt bad og en kop the?” “Jah, det lyder dejligt!” Og jeg, der havde været så elendig til at mærke mine egne behov, vidste nu, at jeg havde brug for et varmt bad og en kop the, og at jeg havde klaret det flot at gå til fest, selv om jeg gik lidt tidligere hjem end de andre.

Denne proces er lang, ofte vanskelig, somme tider smertefuld, men kan også opleves som smuk. Og en dag er Barnet vokset op og fuldt integreret i os, og vi er voksne mennesker med styrker og svagheder og med gode og dårlige erindringer – kort sagt: hele mennesker.

 

Alle er meget velkomne til at skrive om egne erfaringer, som borderliner eller som behandler, med Det Indre Barn! Send en mail på mail[snabel-a]karindyhr.dk og gør opmærksom på, at det er en kommentar til noten til ‘Bag om Borderline’. Du kan bruge dit fulde navn, dit fornavn, eller et pseudonym. Det er helt op til dig.

 

 

Annette Skipper kommenterede d. 2. januar 2012

I de første mange år af terapi var mit indre barn blot Barnet. Hun var oprindeligt meget svær at få i tale, fordi hun ikke havde tillid til mig, dvs. den voksne person i vores liv. Hun mente simpelthen ikke, at jeg kunne bruges til noget fornuftigt i relation til at gøre vores liv bedre, så hun gad sgu ikke rode rundt i og rippe op i de gamle følelser, som havde været gemt så effektivt af vejen i så mange år. Hvorfor skulle hun dog belemres med at huske alt det, når jeg jo alligevel ikke gjorde noget for at forbedre hendes liv?

Det var en hård kamp at få Barnet på banen, og da hun endelig uventet viste sig en session, var det svært for mig at håndtere hendes voldsomme følelser og jeg lukkede ned (se mere i min bog Hænder). Jeg kan huske fornemmelsen af at sidde uden for mig selv og kigge på et umodent barn, der sendte hårde skyts af sted mod terapeuten, som havde ”tvunget barnet til at lukke op for følelserne”. Det var en meget underlig fornemmelse, men sagde mig dog, at der måske var noget om det med det der Indre Barn, jeg havde hørt lidt om fra min terapeut (og i en vis forstand via Jungs arketyper).

Min terapeut tog det naturligvis i stiv arm, og fortalte i den efterfølgende session Barnet, at det var i orden at beskytte sig mod at mærke alt det svære fra dengang og reagere på det, fordi det jo bestemt heller ikke havde været let. Hun sagde også til Barnet, at det var naturligt, at hun (Barnet) havde modstand på, og Barnet tog accepten til sig…. hende som altid havde skammet sig over at være sig hidsig og genstridig, hendes følelser blev pludselig legitime. Hun fik at vide, at hun altid var velkommen til at komme frem og hilse på, og mit voksne selv blev pænt bedt om, om jeg ikke ville give Barnet plads til at være den, hun var, uden at rynke på næsen, skamme sig over hende, afvise hende, forsøge at undgå hendes meget voldsomme følelser og hvad jeg ellers kunne finde på for at bortforklare denne irrationelle del af mig selv, jeg ikke ville acceptere.

Det virkede, og Barnet begyndte at stille krav til både mit voksne, rationelle selv og til terapeuten om, hvordan tingene i terapien skulle håndteres, hvis hun skulle fortælle, hvordan hun havde det. Der skulle f.eks. være god tid i terapien, så Barnet ikke blev tvunget til at lukke ned for det hele igen, når de sædvanlige 1½ time var gået. Det accepterede terapeuten og satte hele eftermiddage af til mig, så Barnet havde tid til at komme frem og rase, fortælle, græde, huske, lette sit hjerte.

Et af kravene til mig var, at jeg sørgede for, at min terapeut altid var til stede, når jeg prøvede at huske, hvordan det havde været at være mig som barn, for Barnet mente, at det var alt for farligt uden terapeuten til at sikre, at tingene kom frem i den rette orden og blev ordentligt bearbejdet og lagt på plads på de rette hylder. Barnet mente ganske enkelt, at mit voksne selv ville kunne finde på at springe over, hvor gærdet var lavest, hvis det blev for svært for mig at håndtere de mange store følelser… og i dag tror jeg, at Barnet havde ret, for det var jo det, jeg havde gjort hele mit liv.

I mit andet, længerevarende terapiforløb blev mit indre barn lidt mere nuanceret, og jeg havde to meget tydelige størrelser: En 9-årig pige, der havde været udsat for seksuelle overgreb, og igennem hvem denne del af min barndom skulle bearbejdes, samt en 17-årig teenager, der havde en mor, der slog, holdt hende nede, manipulerede hende og gav hende en følelse af, at alt håb var ude og at livet ingen mening havde. Teenageren følte sig spærret inde i et rædselsfuldt liv og reagerede som en typisk teenager med surhed, opsætsighed osv., og oh boy, hvor kunne jeg genkende dette mønster, så det var en lettelse, da det gik op for mig, hvordan tingene hang sammen. Det var virkelig noget, jeg havde kæmpet med i mange år.

Det tog lidt tid at finde frem til disse to ‘piger’, men da de først var defineret, blev det faktisk nemt for mig at forholde mig til dels mine børneår og dels mine teenageår med de specifikke problemstillinger, der nu engang hørte disse to forskellige aldre til. Det blev også nemmere for mig at mærke, at der faktisk også havde været gode ting i min barndom – ting, som hidtil havde været skjult i min barndoms hav af dårlige oplevelser. Jeg har altid opfattet min barndom som værende helt igennem rædselsfuld, men en 13-årig del af mig selv mindede mig om nogle gode ting fra de år. Og en 15-årig del af mig mindede mig om en kvinde, der havde forsøgt at hjælpe mig. Så selvom det alt i alt VAR en mindre god barndom, var det rart at vide, at der faktisk også havde været en masse positivt.

Der svære ved at arbejde med børn som separate dele var for mig, at jeg følte mig rigtigt skør. Det var nærmest som at være personlighedsspaltet, og den diagnose mente jeg ikke passede på mig på trods af alle mine andre tossede ideer! Så jeg havde stor modstand på i starten – især når terapeuten inviterede børnene over på en stol for sig selv, så følelserne i det voksne mig og Barnet ikke blev farvet af hinanden! Det krævede en del forsikringer og forklaringer fra min terapeuts side at få mig til at forstå, at hun bestemt ikke mente, at jeg var hverken skizofren eller personlighedsspaltet, men at det blot var et redskab til at gøre følelserne mere håndgribelige for mig – fordi det var nemmere at hente en person/en navngiven del frem fra følelsesarkivet i mit indre, end det var at hente nogle diffuse følelser (følelser havde altid været meget diffuse for mig).

Arbejdet med mit indre barn var alfa og omega i at få mig til at acceptere, at jeg var et omsorgssvigtet barn, der havde været udsat for seksuelle overgreb. Det skal dog siges, at det med at være omsorgssvigtet var relativt let for mig at acceptere, da jeg først kom i gang med terapien i tidernes morgen, og jeg kunne efterfølgende frejdigt fortælle alle, der gad lytte, at jeg ikke blot var omsorgssvigtet, men da så bestemt også havde været udsat for seksuelle overgreb.

Men i en hemmelig krog i mit indre troede faktisk ikke på det, heller ikke da de første 2½ år i terapi var overstået, der var gået en del år og jeg kom i gang med anden del af min terapi, fordi jeg ikke kunne få parforholdets intimitet til at fungere. For mig var det med de seksuelle overgreb blot noget, jeg sagde, at jeg havde været udsat for, fordi alle fortalte mig, at sådan var det – litteraturen, min terapeut, Karin Dyhr og de andre forfattere. Det var så at sige blot noget, jeg skrev på visitkortet, ikke noget der havde hold i virkeligheden i den forstand, at det havde skadet mig. Det var sket for mig, men det havde ikke været traumatisk og jeg havde ingen senfølger af det.

Det var først, da den 9-årige pige kom på banen som en selvstændig del, at jeg fandt ud af, at hun var så glad for sin tid sammen med den person, der misbrugte mig, at hun gladelig betalte prisen med overgrebene for at have et dejligt minde fra en ellers svær barndom. ”Hvorfor vil din terapeut tage noget godt fra mig og erstattet det med noget hæsligt? Det er der da ingen grund til!”

X-Cutter Smiley kommenterede d. 8. februar 2012

(X-Cutter Smiley skrev dette på Facebook, og jeg fik lov til at flytte det herover)

Hej Karin.

Du har både været inde på “det indre barn” og digte her på siden. Jeg vil her sætte et digt ind, som er et jeg skrev for at sætte ord på det at vælge mellem at selvskade eller at yde omsorg for ens indre barn, når jeg mødes af tavshed fra dem jeg holder mest af i de stunder, hvor jeg har mest behov for at mærke, at de er der. Jeg ved ikke om det giver mening for andre:

Min interaktion med mine mørke sider, får mig til at genkalde følelsen af mit indre barns tårer, der løber ned af min hånd og trækker synlige røde spor, som bevidner den sorg og smerte, der vækkes i min sjæl, når jeg møder intetheden gennem tavsheds svar.

En fortids smerte, der er så fjern i min erindring, at billederne ikke kan fremkaldes og alligevel så nær, at den kan sanses i helhed og opløser alle håb om fortsat eksistens.

Roen råber på at komme ind. Tag en beslutning om forløsning lyder dens stemme. Fokus sender signaler om handling, som kan stoppe gråden fra mit indre barn via det beslutsomme træk med klingen, der udøves langsomt for at opnå den fulde effekt. Et forsøg på at overdøve gråden fra mit indre barn, som efterlader mig åben, blødende og sårbar.

Mit indre barn hvisker med dets spæde stemme, som er blevet overhørt alt for mange gange. Giv mig den omsorg, som jeg ikke fik med mig, da den var eksistentiel for min overlevelse. Giv mig den varme og kærlighed, som ikke blev givet, da behovet var uopsættelig. Giv mig den ro, som er vedvarende og lindrende og som bladet kun kan give i et forlorent forsøg på at overdøve min gråd.

Salte tårer løber ned i munden. Jeg kravler sammen på det kolde underlag, lukker min krop sammen om dig, mit indre barn. Beskytter dig mod trangen og tankerne.

Det er skrevet i den periode, hvor jeg stadig havde trangen til at skære, men arbejde mig ud ved i stedet at give mig selv og dermed mit indre barn omsorg ved at lytte til det i stedet for at lukke af med kniven. Det tog tid at nå dertil og det lykkes heller ikke altid at nå at lytte inden jeg reagerede, men jo mere opmærksom jeg blev på kampen mellem at reagere øjeblikkeligt med selvskaden eller at kunne udsætte og nå at drage omsorg for mit indre barn, jo lettere blev det at vælge omsorgen.

X-Cutter Smiley på “https://www.facebook.com/profile.php?id=100002043981314” target=”_blank”>Facebook

Har du også lyst til at dele egne erfaringer med Det Indre Barn, så send en e-mail på mail[snabel-a]karindyhr.dk og gør opmærksom på, at det er en kommentar til noten til ‘Bag om Borderline’. Du kan bruge dit fulde navn, dit fornavn, eller et pseudonym. Det er helt op til dig.