Forord

Uddrag af Lars J. Sørensens forord til ‘Bag om Borderline’
(Efteråret 2010)

 

Som ung psykolog for snart 40 år siden fik min arbejdsplads mig udstationeret nogle somre på en psykiatrisk afdeling på et stort københavnsk hospital, for at jeg kunne lære faget. Det blev da også lærerigt på godt og ondt. En af de onde oplevelser var, da jeg kom til at overhøre nogle ældre overlæger, som diskuterede en patient, og der blev sagt noget i retning af: ”Ja, nu har vi så hende indlagt igen! Og heller ikke denne gang gjorde hun noget ordentligt ved det, så hun mener jo ikke noget alvorligt med sine selvmordsforsøg. Nu må vi få hende udskrevet hurtigst muligt, selv om vi nok snart ser hende igen.”

Det krympede sig i mig ved at høre et andet menneske omtalt på denne måde, og endnu værre blev det, da jeg pludselig blev klar over, at det var Tove Ditlevsen, overlægerne talte om. Umiddelbart trængte en række spørgsmål sig på. Hvordan kunne man overse, at Tove Ditlevsen – om nogen – har beskrevet de voldsomme traumatiske konsekvenser og ar på barnets sjæl, fordi ”Man gjorde et barn fortræd”? Og hvordan kan man totalt se bort fra de lige så voldsomme senfølger hos den voksne på grund af barndommens overgreb? Og måske allervigtigst: Hvordan kan det gå til, at man tillægger et lidende menneskes egne beskrivelser så ringe værdi, at man ikke blot lukker ørerne, men nærmest er hånende over for personens egne formuleringer?
Resten af Lars’ forord kan læses…i bogen.

Lars J. Sørensen er cand.psych., chefpsykolog og forfatter til bl.a. bogen ‘Smertegrænsen’ (2005). Læs mere på hans hjemmeside www.integrativpsykoterapi.dk